Førtidspension
0   512

Det begyndte med stress – nu er det varige skader

Lone Pedersen fik et blackout på arbejdet, og siden har alt været forandret. Nu forventer hun at blive indstillet til førtidspension. »Jeg har lagt alt i systemer. Jeg er næsten som de ADHD-børn, jeg har undervist«

»Hvis nogen tidligere havde fortalt mig, at jeg skulle på førtidspension som 34-årig på grund af stress, så havde jeg grinet«, fortæller Lone Pedersen fra Midtjylland.

»Jeg vidste ikke, at jeg havde ødelagt noget permanent. Jeg har ikke set alvoren i det før nu«.

Artiklen fortsætter under banneret

Det er fire år siden, hun fik et blackout på den skole, hvor hun arbejdede. Hun stod ved opslagstavlen med en kollega og ordnede skemaer, men da hun vendte sig om, vidste hun ikke, hvor hun var. Hun kunne intet huske. Heller ikke de elever, de lige havde talt om.

I dag kan hun stadig ikke fortælle, hvad der præcist skete, for hun kan ikke huske det. Der er i hvert fald en måned, der er væk. Desuden har hun mistet store dele af hukommelsen og evnen til at skabe overblik. Derfor er hun på vej på førtidspension.

»Det har været stress, men nu er det varige skader. Jeg må lægge ugeplan og kører alt i systemer. Ellers bliver det et mareridt. Selv om jeg har en indkøbsseddel med i byen, kommer jeg jævnligt hjem uden at have fået det hele med. Min hukommelse virker ikke«, siger Lone Pedersen.

»Jeg har lagt alt i systemer. Jeg er næsten som de ADHD-børn, jeg har undervist«.

Som hun sidder ved bordet i køkkenet i sit hjem, ser hun ung og frisk ud. Det er ikke til at se, at hun ikke kan klare et job. Hun oplever også, at folk ikke kan forstå, hvorfor hun ikke bare arbejder.

Hun har været igennem hele systemet med psykologsamtaler, sagsbehandlere og flere arbejdsprøvninger, men sidste gang bad de hende om at gå hjem efter kort tid. De kunne tydeligt se, at hun ikke magter et job. At klare hverdagen med to små børn er rigeligt.

Lone Pedersen arbejdede på en større specialskole i Midtjylland. Især med elever med autisme og ADHD. Hun vidste ikke noget om specialundervisning, men valgte jobbet, netop fordi det virkede spændende og udfordrende.

Hun var nyuddannet lærer, da hun begyndte på skolen. To år efter fik hun blackoutet. To spændende år, men også to hårde år. Blandt andet manglede der altid mange kolleger på grund af langvarige sygemeldinger.

I hendes team var de otte fastansatte lærere og pædagoger, men hun mødte kun de fire. Resten var sygemeldt. De blev erstattet med unge vikarer uden læreruddannelse. Ekstra hænder og søde kolleger, men også en ekstra belastning for de uddannede. Det er dem, der står for hele planlægningen af undervisningen og ansvaret med det psyko-sociale arbejde med specialeleverne.

»Jeg ville gerne arbejde på den skole igen i morgen, hvis jeg kunne. Alsidigheden var meget mig, og jeg var i et team med rigtig dygtige kolleger. Jeg kunne suge til mig, og jeg blev dygtigere af at arbejde sammen med dem. Jeg følte, at jeg hørte til«, fortæller Lone Pedersen.

»Men det var også voldsomt indimellem. Der fløj jævnligt inventar gennem luften eller røg en reol på gulvet. Vi havde nok nogle af skolens sværeste elever«.

Alt er skemalagt på skolen. Skemaerne har billeder, så eleverne altid ved, hvad de skal og hvornår. Der er elever, der helst ikke skal møde hinanden, fordi så går det galt imellem dem, og nogle reagerer meget voldsomt, hvis computeren ikke er klar til dem, eller der opstår små uforudsigelige episoder.

Foruden undervisningen er der jævnligt elevkonferencer og rapporter på 20-25 sider, som lærerne skal skrive om de enkelte elever.

Lone er gravid, da hun får blackout. »Jeg var træt, men måske på grund af graviditeten havde jeg ikke lagt mærke til stressen. Der var en anden i teamet, der også var gravid, og hun havde det skidt med opkastninger, så jeg tænkte, at hun jo havde det værre end mig. Jeg lyttede nok ikke til mig selv og min krop. Men jeg kan ikke forklare, hvad der skete ved opslagstavlen. Der var helt slukket i mit hoved, og jeg tænkte, at det var mærkeligt«.

»Senere var der spisning, som er det mest afgørende tidspunkt på dagen. Her vælter der reoler, og hæftemaskiner flyver gennem lokalet. Jeg skulle selvfølgelig have stoppet det, men jeg kunne intet. Jeg fik tårer i øjnene og gik på toilettet. En kollega spørger, om jeg har det bedre. Men jeg ved ikke, om det var samme dag, for den har to slutninger, og det giver ikke mening. Måske blander jeg flere forskellige dage sammen«, forklarer Lone Pedersen.

Hun kan huske, at hun på et tidspunkt taler i telefon med sin læge. De taler længe, og både lægen og kollegerne siger, at hun skal tage hjem. Hun svarer, at det kan hun ikke i dag. Det er bedre at holde fri på torsdag.

»Lægen bliver ved med at sige, at jeg skal gå hjem nu. Jeg går ud til bilen og sætter mig ind. Jeg kigger på de tre pedaler og ved ikke, hvad jeg skal bruge dem til. Men jeg kom da hjem«.

Lone havde forestillet sig, at hun efter et par uger hjemme kunne begynde på skolen igen. Måske skulle hun ikke arbejde med de mest voldsomme elever, fordi hun var gravid, men hun kunne aflaste sine kolleger med nogle af eleverne, lave praktisk arbejde som at laminere det materiale, som teamet skulle bruge, og skrive elevrapporter. Men fra skolens side fik hun at vide, at hun ikke skulle komme, før det var på fuld tid.

Hun kom aldrig tilbage. Sygdomsperioden gik over i barsel, og under sin barselsorlov tænker Lone, at hun nok skal finde sig et lettere job.

Hun søger og får job på en lille skole et stykke væk. Hun glæder sig til at begynde.

»Jeg blev vist rundt derude, og jeg kan bedst beskrive det ved at sige, at jeg oplevede, at skolelederen talte færøsk til mig. Jeg forstod ord som 'matematikbøger' og 'skab', men alt det ind imellem forstod jeg ikke. Jeg stod og så på hendes mund, mens hun talte, men jeg forstod kun brudstykker«, fortæller Lone Pedersen.

»Det blev værre med min hukommelse, og jeg oplevede mange mudrede samtaler«.

Hun forklarer, hvordan hun skal bruge al energi på at holde fokus.

»Stressen er gået ud over min evne til at skabe overblik og træffe beslutninger. Jeg bruger så meget energi på det og bliver udmattet. Hvis jeg skal ringe til min sagsbehandler, må der ikke ske mere den dag. Hvis min datter skal til gymnastik, så er den dag booket«.

Hun kan læse en bog, hvis hun er alene, men når børnene er hjemme, går al tid med dem.

»Hvis jeg glemmer noget, når jeg køber ind, så er der kaos. Når børnene kommer hjem om eftermiddagen, smører jeg straks madpakker, ellers går det ikke«.

Der skal være system i alting.

»Jeg har altid arbejdet og læst. Jeg har arbejdet i foreninger, læst på universitetet, været kassedame som ung og var meget glad for mit arbejde på specialskolen. Jeg er altid blevet kaldt til samtale på mine ansøgninger. Jeg kunne godt søge og få et job, men jeg kan ikke rumme et arbejde i mit liv. Og det er ikke, fordi jeg ikke gider at lave noget«, siger Lone Pedersen.

Hun kan godt huske sine egne reaktioner over andre, der er gået ned med stress.

»Tidligere tænkte jeg, at de mange stressede på arbejdspladsen bare lige skulle tage sig sammen. Jeg hørte om en kollega, der flere gange var på vej på arbejde, men fik det så fysisk dårligt, at hun ikke kunne komme, og jeg tænkte, at hun var meget skrøbelig. Jeg tænkte ikke, at det kunne være voldsom stress«.

»Jeg kender stress fra tidligere, når man skulle til eksamen og ikke kunne sove. Det tager 14 dage, så er det overstået, men det her er noget helt andet. Jeg tror, jeg kortsluttede noget ved det blackout«.

Teamet på specialskolen var gode til at tage hånd om hinanden, fortæller Lone Pedersen. Men det var et hårdt sted at arbejde, og arbejdsmiljøet var dårligt.

»Der var mange sygemeldte. Men vi flyttede hele tiden grænser. Vi var engang på et kursus i konflikthåndtering, hvor tre af os brød grædende sammen, fordi vi pludselig kunne se, hvor grelt det var«.

»Vi skulle egentlig udfylde anmeldelser, hver gang en elev havde været voldsom, men vi gjorde det ikke, hvis en elev sparkede eller råbte 'fede møgluder'. Vi flyttede grænserne, og det var jo nogle skønne unger. Også de allersværeste af dem. Vi talte om det i teamet og prøvede at huske hinanden på anmeldelserne, men ellers gik vi ud sammen og spiste. Vi bar igennem på humor. Vi klarer det her, og så sad vi og fniste sammen«.

»Egentlig var det skidt, at vi havde det så rart sammen, for vi kom ud over, hvad der var rimeligt. Vi overskred grænserne. Jeg havde det godt med at have travlt. Panikløsninger var lidt et kick for mig tidligere. Jeg kørte på adrenalin både på arbejdet og i mine sportsaktiviteter. Brandslukning var spændende«, siger Lone Pedersen.

Lige nu venter hun og Århus Lærerforening på en afgørelse. Hun må ikke arbejdsprøves mere, og hun forventer at blive indstillet til pension. |

Stress og hjernen

Når man er udsat for stress, stiger aktiviteten i hippocampus, der er det center i hjernen, der regulerer stresshormoner. Hippocampus spiller også en stor rolle i forhold til hukommelsen, følelserne og evnen til at orientere sig. Ved længerevarende stresspåvirkning svækkes hippocampus, til gengæld stiger aktiviteten i amygdala, der håndterer frygt og forsvarsreaktioner.

Stress og kroppen

Stress er kroppens forsvarsreaktion, der skal sætte os i stand til at kæmpe eller flygte fra en fare. Blodgennemstrømningen i muskler og hjerne øges, og fordøjelsen sættes på vågeblus. Når kroppen bliver udsat for stress, udskilles blandt andet hormonerne adrenalin og kortisol. Adrenalin får pulsen, blodtrykket og åndedrættet i vejret. Kortisol stimulerer nedbrydningen af sukker og fedt og højner blodets evne til at størkne for at gøre et eventuelt sår mindre fatalt. Ved længerevarende stresspåvirkning øges risikoen for blodpropper, og immunforsvaret svækkes.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Det faglige netværk Lærersenior er for lærere, som er pensioneret eller på vej dertil. I samarbejde med fraktion 4 - pensionisterne i Danmarks Lærerforening.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
404 andre er allerede tilmeldt