Debat
3   31

Frifindelse og tvivlsom forskningspraksis?

I fredags bragte Folkeskolen.dk nyheden om, at en række uddannelsesforskeres arbejde ikke vurderes at være videnskabeligt uredelige af den instans, der skal vurdere det. Artiklens overskrift lyder: ”Alle forskerne er frikendt for videnskabelig uredelighed”. Nævnet er ikke en domstol, og frikender vel derfor ingen. Det har heller ikke magt til at dømme nogen, selvom den naturligvis afklarer et objektivt skyldsspørgsmål, så godt det kan. Dets afgørelser kan ikke indbringes for ”anden administrativ myndighed”. Afgørelsen er i dette tilfælde – det kommer et stykke nede i artiklen – ikke blot, at der ifølge Nævnets vurdering ikke er tale om videnskabelig uredelighed i lovens forstand, men at sagerne skal tilbagegives til Aarhus Universitet med henblik på at afklare, om der er tale om ”tvivlsom forskningspraksis”. Der er med andre ord ikke truffet endelig afgørelse, og grænsen mellem ”videnskabelig uredelighed” og ”tvivlsom forskningspraksis” er både i konkrete sager, i forskellige lande og i princippet ret flydende. Jeg kommenterer i dette indlæg på interviewet, idet jeg forsøger at rydde en række misforståelser af vejen og samtidig inviterer til en fornyelse af offentligheden i dansk pædagogisk forskning og en styrket akademisk debatkultur.

1. Uredelighed eller uenighed?

Artiklen fortsætter under banneret

Jeg har ikke indklaget Rasmussen og de øvrige forskere for videnskabelig uredelighed. Det er Aarhus Universitet, der har gjort sagerne til et juridisk anliggende. Rasmussen tager fejl, når han siger dette om afgørelsen:

”Det er på ingen måde nogen overraskelse for mig, for jeg har hele tiden ment, at Skovmand har misforstået, hvad videnskabelig uredelighed er, når han har indklaget os. Det er indlysende, at Skovmand og jeg er dybt uenige i vores syn på skolen. Men det burde være behandlet som uenighed og ikke som uredelighed."

Mine henvendelser til Aarhus Universitets Praksisudvalg er ikke foretaget med henvisning til loven eller med henblik på, at de skulle overgives til Nævnet. Det er tydeligt og klart Aarhus Universitet (AU), der skal vurdere, om sagerne skal behandles af Nævnet. AU skriver fx i ét af de såkaldte ”oversendelsesbreve” til Nævnet: ”Aarhus Universitet forstår henvendelse fra Keld Skovmand som en anmeldelse af forfalskning, jf. uredelighedslovens § 3, stk. 1, nr. 3”, blot forklarer AU ikke, hvad denne forståelse er begrundet i. I den pågældende henvendelse bruges ordet ”forfalskning” slet ikke, og jeg påstår hverken ”forfalskning” eller ”uredelighed”.

Hvis Rasmussen mener, at sagerne handler om uenighed, skylder han at forklare, hvori den dybe enighed består, og forholde sig substantielt til min kritik. Hvad er det, han er uenig med mig i? Mens sagerne verserede, gav han sig selv mundkurv på. Nu må det være tid at tage den af og fx tage stilling til kritikken og dokumentationen her:

www.folkeskolen.dk/652672/ontario-frem-eller-tilbage-i-pisa-dokumentation-1

Det må også være tid til at frembringe den tidligere omtalte ”omfattende dokumentation” og ”stærke evidens” for elementerne i læringsmålstyret undervisning:

skoleliv.dk/debat/art6329691/Nej-der-er-ikke-forskningsm%C3%A6ssigt-bel%C3%A6g-for-den-danske-version-af-l%C3%A6ringsm%C3%A5l

 

2. Min vurdering af afgørelsens status?

Rasmussen siger om min stilling til Nævnets afgørelse:

"Jeg finder det på mange måder uacceptabelt, at man kan indklage for uredelighedsnævnet og så være ligeglad med, hvad det kommer frem til, som Keld Skovmand har givet udtryk for i sin bog, at han er. Og han har jo procederet sagen. Hvis man faktisk ønsker en sag afprøvet ved Nævnet, så mener jeg, at man bør vente og være interesseret i resultatet.”

Som nævnt har jeg ikke indklaget nogen for uredelighedsnævnet, men alene rettet henvendelse til Praksisudvalget. Jeg skriver ingen steder, at jeg ikke er interesseret i afgørelserne, men derimod at jeg er spændt, og jeg er bestemt ikke ligeglad, men derimod ret foruroliget. Jeg ved ikke, om jeg har ”procederet sagen” (i offentligheden, må jeg tro), men i den udstrækning, jeg har gjort det, skyldes det, at jeg ikke havde andre muligheder for at gøre en sag gældende. Alternativet var at skulle afvente og acceptere en afgørelse uden at have fremlagt analyser og dokumentation i offentligheden og så først skulle agere nu, eller når sagerne engang er færdigbehandlet i Praksisudvalget. Jeg er glad for at have gjort mit materiale tilgængeligt, sådan at alle kan tage stilling til det.

Jeg har i bogen Folkeskolen – efter læringsmålstyringen? (FEL) fremført min kritik af en akademisk praksisform, som jeg finder angribelig, og den står jeg ved. Det er korrekt, at jeg har skrevet, at ”udfaldet ikke vil ændre min egen vurdering af sagerne".  Det står jeg også ved. Jeg har ingen steder påstået, at der var tale om videnskabelig uredelighed i lovens forstand, men tværtimod udtrykt mig ret forsigtigt herom: ”De fem sager synes umiddelbart at falde inden for disse kategorier”, skriver jeg efter en gengivelse af definitionen af videnskabelig uredelighed fra loven (s. 62 i FEL). Det er ikke særligt klippefast, da jeg jo ikke vidste, hvordan Nævnet ville fortolke sagerne og loven. Jeg skriver også: ”Jeg er ikke så stærkt optaget af, hvad man skal kalde den praksis, jeg dokumenterer, men snarere interesseret i, hvad den er – og hvad den er et udtryk for” (s. 17 i FEL).  I kapitel 4 (”En værre redelighed”), hvori jeg gennemgår og analyserer, hvad jeg opfatter som en angribelig praksis, påstår jeg ingen steder videnskabelig uredelighed – men tager fx et forbehold i form af, ”hvad vi normalt vil opfatte som plagiering” (s. 160 i FEL). Ordet ”uredelig ”forekommer ikke i selve analysen, men nævnes i kapitlets afslutning uden ”videnskabeligt”. Her knyttes det an til ”misrepræsentation” (s. 168 i FEL), som er et grundbegreb i min afhandling, og som jeg dokumenterer grundigt. Det afgørende er for mig ikke, om Nævnet vurderer, at den praksis, jeg finder problematisk, er uredelig, men derimod om mine analyser og min kritik holder stik. Og det har Nævnet, så vidt jeg ved, ikke taget stilling til. Det mener jeg heller ikke, at de har forudsætningerne for. Det afgørende spørgsmål er altså ikke, om en given praksis er ”videnskabeligt uredelig” eller ej, men derimod om den er kritisabel og uredelig i moralsk forstand – og i givet fald hvorfor. Videnskabelige tekster kan godt være uredelige uden at være ”videnskabeligt uredelige”. Den type paradokser må vi leve med. I bund og grund opfatter jeg ikke de anmeldte tekster som videnskabelige, og et fænomen som ”uvidenskabelig uredelighed” falder klart uden for Nævnets kompetenceområde. Det må vi også leve med.

 

3. Anklage af Egelund & Qvortrup?

Egelund siger om afgørelsen, der godtgør, at en tekst, han har skrevet sammen med Qvortrup, ikke er et ”videnskabeligt produkt” og derfor falder uden for Nævnets kompetenceområde:

"Det er en enorm lettelse. Jeg var ved at falde ned ad stolen, da jeg fik den. Det har naget mig hver eneste dag siden, og jeg har været vågen om natten og spekuleret på, hvad det her dog er for noget. Det han har anklaget mig for, er jo et forord, som slet ikke er en videnskabelig tekst.”

Hertil er der kun at sige, at det er Praksisudvalget, der har kategoriseret teksten som et videnskabeligt produkt i "oversendelsesbrevet" til Nævnet, og at det derfor er AU, der bærer ansvaret for Egelunds søvnløshed. Jeg anfører i min henvendelse helt eksplicit, at det er et forord. Jeg påstår ingen steder, at det er en videnskabelig tekst, og jeg påstår heller ikke videnskabelig uredelighed. AU skriver i ”oversendelsesbrevet”:

”Aarhus Universitet forstår henvendelsen fra Keld Skovmand som en anmeldelse af plagiering, jf. uredelighedslovens § 3, stk. 1, nr. 4 og fabrikation, jf. uredelighedslovens § 3, stk. 1, nr. 2.”

Det er atter ikke klart, hvorledes AU er kommet frem til den forståelse, men jeg anfører de facto ikke plagiering, men derimod ”plagiering/selvplagiering”, fordi jeg ikke kan se, hvad der er hvad. Selvplagiering falder helt entydigt uden for lovens bestemmelser, mens plagiering falder inden for. AU forholder sig ikke hertil, og udelader i dets gengivelsespraksis en skråstreg og et ord.

Det er påfaldende, at Egelund ikke forholder sig til substansen i min kritik, ligesom hverken han eller Qvortrup har gjort, da den første gang blev offentliggjort i min bog fra 2016. Mener de to forfattere, at deres gengivelse af DuFour & Marzano 2011 er retvisende? Hvordan forklarer de, at de oversætter ”to know” med ”at lære”, skønt snart ethvert barn ved, at det er forkert? Tjek dokumentationsmaterialet her:

www.folkeskolen.dk/653093/tegnene-paa-laering-i-udlandet-dokumentation-2

 

4. Afgørelsens foreløbige betydning – tvivlsom forskningspraksis?

Som det fremgår af gengivelsen af afgørelsen her på Folkeskolen.dk, er alle sager tilbagesendt til Praksisudvalget med henblik på at blive vurderet for ”tvivlsom forskningspraksis”. Det kan man i udgangspunktet opfatte som en pragmatisk arbejdsdeling mellem Praksisudvalget og Nævnet, hvor førstnævnte tager sig af tvivlsom forskningspraksis, og sidstnævnte vurderer videnskabelig uredelighed. Jeg refererer i min bog til sagerne som ”sager om videnskabelig uredelighed eller tvivlsom forskningspraksis” (s. 12 i FEL). I første omgang vurderede Praksisudvalget, at der var tilstrækkelig begrundelse til at lade sagerne vurdere af Nævnet, og Nævnet har i fire ud af fem tilfælde vurderet, at sagerne ligger inden for dets kompetenceområde. Nævnet har så tilsyneladende vurderet, at der kan være mistanke om ”tvivlsom forskningspraksis”, som jo kan spænde vidt.

 

5. Hvorfor rette henvendelse til Praksisudvalget?

I den officielle sammenfatning af det danske kodeks for forskningsmæssig integritet hedder det:

“Researchers should be aware of their obligation to maintain confidence in research by adequately addressing suspected breaches of responsible conduct of research. It is important for the scientific community’s and the public’s perception of research trustworthiness that reasonable suspicions of breaches of responsible conduct of research are brought forward and dealt with.”

Dette kodeks har jeg henholdt mig til, og det må jeg tro, at jeg har haft god grund til at gøre. Min mistanke er differentieret, velbegrundet og også veldokumenteret. Den hviler på års studier, en bog og en ph.d.-afhandling, som i flere sammenhænge er blevet rost. Brud på forskningsmæssig integritet omfatter både ”videnskabelig uredelighed” og ”tvivlsom forskningspraksis”.

 

6. Øget offentlighed?

Jeg har med mine bøger og i interviews og debatindlæg ønsket at skabe offentlighed om kvaliteten af den viden, der har været lagt til grund for den mest omfattende omstilling af folkeskolen og læreruddannelsen i mange år. Den offentlighed ønsker jeg styrket. Det kan fx ske ved en offentlig høring om beslutningsgrundlaget på Christiansborg eller via en konference, hvor forskellige stemmer og positioner i debatten kan mødes og brydes. Den kunne holdes på DPU eller evt. et sted, der kan huse et større antal mennesker. Andreas Rasch-Christensen bør gives mulighed for at udfolde forskellige effekter af målstyring i forskellige lande og konkretisere de internationale erfaringer, som han i flere tilfælde har omtalt. Jeg hører gerne Jens Rasmussen begrunde brugen af Andreas Helmke og indførelsen af ”læringsmålstyret undervisning” med særligt henblik på evidensen for effekten af elementerne i denne undervisningsform. Tilsvarende er jeg nysgerrig efter at erfare Lars Qvortrups udlægning af DuFour & Marzano 2011 med særligt fokus på, hvilken type mål og curriculum denne bog anbefaler. Et oplæg fra Niels Egelund om, hvorledes ”læringsmål” i Danmark kan begrundes i John Hatties forskning vil også være kærkomment.

Jeg foreslår, at der knyttes opponenter til hvert oplæg (fx Hans Dorf, Thomas Illum Hansen, Alexander von Oettingen og Steen Nepper Larsen), og at der også er oplæg af en række andre forskere, fx Rune Hansen (Hvad er læringsmål, og hvordan virker de i matematikundervisningen i Danmark?), Thomas Aastrup Rømer (De grundlæggende problemer i og med Hattie), Per Fibæk Laursen (Hvad ved vi med sikkerhed om, hvad der virker, og hvad kan vi bruge det til?) og Lene Tanggaard Pedersen (Læring uden mål). Claus Holm kan være konferencier, og jeg vil godt være med til at lave programmet.

 

7. Fra Praksisudvalget til Nævnet

Ovenfor henviser jeg et par steder til breve fra Praksisudvalget ved AU til Nævnet. Disse breve er først tilgået mig 4. marts 2019, dvs. fire dage efter at Nævnet traf sine afgørelser, og 10-11 måneder efter at de blev sendt til Nævnet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg først får dem at se nu. Jeg spurgte allerede d. 11. april 2018 AU, om jeg kunne få en ”sagsfremstilling” at se, men fik at vide, at der ikke var udarbejdet en sådan, men derimod alene ”oversendelsesbreve”, som jeg ikke blev orienteret om indholdet af. Hvis jeg var blevet gjort bekendt med disse breves indhold ved deres fremsendelse, havde jeg naturligvis påpeget fejl og mangler – fx at jeg ingen steder påstår ”videnskabelig uredelighed”.

I henhold til AU’s egne retningslinjer, skal der foretages en ”sagsforberedelse”, inden en sag overgives enten til Praksisudvalget eller Nævnet (jf. vedlagte diagram). Jeg forestillede mig, at forberedelsen af en sag ville føre til en fremstilling af den. Ifølge en mail fra AU’s chefjurist kan forskningsinstitutionen ”vælge at oversende sager til behandling ved nævnet uden forudgående behandling i praksisudvalget, såfremt sagerne utvivlsomt angår spørgsmål, som kunne høre under nævnets kompetence (sager om videnskabelig uredelighed)”. Det er såre let at så tvivl om det utvivlsomme i, at alle sager er ”sager om videnskabelig uredelighed. Det er uklart, hvad denne disposition er begrundet i rent juridisk, og hvorfor AU vælger at gøre, som de gør.

I henhold til lov om videnskabelig uredelighed (§ 11, stk. 2)

”skal forskningsinstitutionen efter dialog med Nævnet for Videnskabelig Uredelighed udarbejde en redegørelse for sagens faktiske omstændigheder”.

Ifølge de oplysninger, jeg har modtaget fra AU, har universitetet imidlertid udeladt denne dialog, fordi det mener, at der ikke stilles krav herom i loven: ”Dialogen kan undlades i tilfælde, hvor det står klart, hvilke oplysninger anmeldelsen bør indeholde”. Atter er det uklart, hvilket grundlag denne opfattelse og praksis hviler på. En dialog kunne evt. have klargjort, at der i flere af henvendelserne ikke findes noget objektivt grundlag for at behandle sagerne som sager om ”videnskabelig uredelighed” i lovens forstand.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Vind et hotelophold

PUBLICERET - Sinatur -konkurrence 2 D2016-010501 1.0

Så er det sommer, og folkeskolen.dk har sat biografbilletter inkl. tilbehør og et weekendophold for to på et af de lækre Sinaturhoteller på højkant i en sommerkonkurrence. Der kommer nye spørgsmål de næste 2 uger, så følg med og forøg dine vinderchancer.

 Tricks