Alma og Sofia arbejder i Matematikkens Hus i Hjørring

Matematikken har fået sit eget hus i Hjørring

Børn skal forundres og have mulighed for at undersøge matematikkens mange finurlige vinkler. Det kan de i Matematikkens Hus på Muldbjergskolen i Hjørring. Det er lærer, matematikvejleder og fysioterapeut Birgit Neldeborg Mortensen, der står bag.

Publiceret
Matematikvejleder Birgit Neldeborg Mortensens fem døtre har malet den fortryllede skov, hvor eleverne kan fortælle regnehistorier
Birgit Neldeborg Mortensen er lærer, matematikvejleder og fysioterapeut - og nu fuldtidsansat i Matematikkens Hus
Håndværkerne har også arbejdet kreativt - her er en pi-skammel i Matematikkens Hus

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Matematikkens Hus ligger inde i skolens bygninger, men der er vægge med murstenstapet, vinduer og en dør ind til rummene, der udgør huset. Det er vigtigt, for børnene skal opleve at gå ind i et andet univers, fortæller Birgit Mortensen.

Inde i huset er der en kvadratrod rundt om en radiator, der er trekantede borde bygget af trapezer og en pi-skammel. Her er farvede sten, der kan sorteres i bunker, tallinjer og kuglerammer. Her er store hoveder, store hjerner og en fortryllet skov til matematikhistorier.

Elever leger sig til tyskfærdigheder i Das deutsche Haus  

"Jeg har fået så meget ud af at samarbejde med andre i opbygningen af Matematikkens Hus. Tømrer, snedkere og grafikere har givet god sparring undervejs, når vi har talt om mulighederne. Jeg ville have en stor taltavle på gulvet, sådan at børnene kan stå i den, de kan gå frem og tilbage. 13 er både et tal og illustreret som en tier og tre énere", forklarer Birgit Mortensen.

Hun har haft ideen til huset i mange år. Hjørring Kommune har både lokaler, der hedder The English House og Das Deutsche Haus, så derfor skrev hun til kommunen med sit forslag om et hus til matematikken. Nu er det åbnet, og alle tider i dette skoleår er allerede booket. Her er åbent gratis for alle klasser i Hjørring Kommune, mens andre må betale for et besøg. Også kommunens dagplejere og pædagoger kommer forbi med yngre børn for at gør dem opmærksomme på matematikken i hverdagen.

I The English House leger eleverne sig bedre 

Vi skal sænke tempoet

"Mine ambitioner er at højne alle elevers matematikforståelse, inspirere og motivere eleverne til undersøgende og eksperimenterende læring, at lege som afsæt for læring og kreativitet, at give inspiration til lærernes matematikfaglige og didaktiske værktøjskasse og at udvide lærernes forståelse for børnelogik - for hvordan børn tænker", siger Birgit Mortensen.

Blog: Matematik, hjernen og sproget

Det neuropsykologiske og det neuropædagogiske er vigtigt for hende. Hun har også sparret med læge og hjerneforsker Kjeld Fredens, der har besøgt Matematikkens Hus.

"Han siger, at det er vigtigt at lade børnene blive i aktiviteterne i længere tid. Vi skal sænke tempoet. Kjeld Fredens har givet mig en masse forskningsartikler på engelsk, og han har opfordret mig til at lade mine ældste døtre læse med og se, hvordan de læser det. Ligesom jeg er opmærksom på, hvad mine yngste døtre får lyst til at røre ved, når de er i Matematikkens Hus".

Birgit Mortensen har fem døtre mellem 5 og 19 år. De har alle givet en hånd med, når der skulle males sten, tegnes og klippes. For eksempel har nogle af dem malet den fortryllede skov. Et sted hvor børnene kan gå på opdagelse og finde en snegl eller en guldsmed, finde ud af at der måske er otte bær og mange slags blomster. Her kan børnene finde på regnehistorier.

 

Væg med før-faglige begreber

Tallinjen i huset begynder ved -3, og det er ikke fordi børnene fra 0.-6. klasse, der er målgruppen, skal lære om negative tal. Men så har de set, at der også er mulighed for tal under 0. Det kan de muligvis huske til senere.

Burhøns pusles på plads i matematik

Bunker af farvede sten skal bruges til at skærpe talsansen. Her kan børnene sortere i små og store sten eller små og store bunker og se, hvad der er større og mindre end noget andet.

På væggene står de før-faglige begreber, fordi de er så vigtige. At noget kommer før noget andet eller efter. At noget er sidst eller først.

"Når jeg siger rod, så tænker jeg på en kvadratrod, men barnet tænker måske på rodet på værelset eller en trærod i skoven. At summe er noget bier gør, men når vi i matematik taler om summen, så har vi lagt noget sammen. Vi glemmer ofte, at der er utroligt mange begreber i matematik. Det svarer til at lære et nyt sprog", siger Birgit Mortensen.

Inde i Matematikkens Hus er der et positionshus, der er tredimensionelt. I enerhuset er der plads til 9 æg. I tierhuset er der 9 bakker med 10 æg i hver og i hundredehuset er der 9 bakker med 100 æg i hver. Børnene kan røre, tælle og flytte rundt på æg. Det skal hjælpe med at få styr på talforståelsen og på enere, tiere og hundreder.

"Det er noget, der er svært for en del elever. Taltavlen går også her videre end til 99, som de ofte gør. Fordi en del børn har det svært, når det bliver 100 og derover. I stedet for at tælle fra 100 til 101, siger nogle 100, 200, 300. Jeg håber også, at tallinje og tavle kan gøre, at børnene kan se 5 som tallet 5, men også som én mere end 4 og én mindre end 6 - og som en håndfuld".

 

Ludo på flere måder

Lærer Tanja Nielsen fra Højene Skole har allerede været på besøg i Matematikkens Hus to gange - med en 5.-klasse og med en 6.-klasse. Og hun kommer helt sikkert igen.

"Begge klasser havde samme temaer - købmandslege og at udvikle nye spil. Det var interessant at se, hvordan 6. klassen havde mere fod på regnestrategierne, men at de havde meget svært ved at se et Ludo-spil som andet end Ludo. Her kunne 5.-klasses-eleverne lettere se nye spil og andre muligheder på Ludo-spillepladen", fortæller Tanja Nielsen.

Eleverne opstillede blandt andet regnskaber. Noget de også har arbejdet med i klassen.

"I 5.-klassen er der nogle elever med udfordringer, men de kunne være med i Matematikkens Hus på lige fod med deres klassekammerater. Fordi de selv kunne vælge, hvad de ville købe i købmandsbutikken og så kunne vælge nogle priser, de kunne regne med".

Tanja Nielsen fremhæver, at eleverne får en anderledes dag ud af klasseværelset, og at hun får lejlighed til at se eleverne fra nogle andre vinkler end normalt.

"I klasseværelset bruger man en del tid på klasseledelse, men i Matematikkens Hus arbejder eleverne mere frit og vi er to lærere, så jeg kan bruge tid på at se, hvor de enkelte elever står fagligt og hvordan jeg kan udfordre dem og bruge deres kompetencer på andre måder. Birgit Mortensen indleder også dagen med at fortælle eleverne, hvordan hjernen fungerer og hvordan man skaber nogle forbindelser og 'hjernekroge', og det har eleverne virkelig taget til sig", siger Tanja Nielsen.

Projekt: Lærerne skal arbejde mere undersøgende i matematik

Det fysiske drager

For Birgit Mortensen begyndte det med en halvtidsstilling i Matematikkens Hus, men da tiderne hurtigt var bookede, fik hun en fuldtidsstilling her. Og nu er alle tider i dette skoleår booket.

Matematikkens Hus er et tre-årigt projekt.

"Jeg har fået helt frie hænder til opbygning og indretning, og det har været så spændende. Håndværkerne er kommet med rigtig gode indspark, og jeg har fået mange gode materialer. For eksempel en kæmpevægt, der kan veje op til 50 kg. Den trækker virkelig børnene ind, kan jeg se. De må rigtig gerne fundere over det, de ser her. Der er pyramider, og det betyder noget, at der helt fysisk er pyramider, man kan røre ved og tale om. Også selv om børnene op til 6. klasse ikke arbejder med pyramider".

Birgit Mortensen vil holde ekstra åbent i Matematikkens Hus en eftermiddag om måneden, hvor forældre og bedsteforældre kan komme og spille Ludo med deres børn med ti-sidede terninger eller tale om, hvordan man kan spille gode spil, der udvikler talsansen og den matematiske forståelse.

 

 

Læs mere

Følg Matematikkens Hus på Instagram-matematikkenshus

Powered by Labrador CMS