Lars Løkke Rasmussen viste fredag 2.b fra Sct. Jørgens Skole i Roskilde rundt i Statsministeriet som tak for deres collage af plastik i verdenshavene, som vandt konkurrencen om at blive motiv på statsministerens julekort i december. Se julekortet på næste foto.

Julekort-tegnere fra 2.b besøgte statsministeren

”Hvad er din yndlingsfarve?”. ”Kender du Harry Potter?”. ”Hvordan var det at se finalen i VM-håndbold i Boxen?”. Spørgsmålene var både mange og mangfoldige, da 2.b fra Sct. Jørgens Skole i Roskilde fredag besøgte Lars Løkke Rasmussen – som en gevinst, efter deres motiv vandt konkurrencen om at pryde statsministerens julekort.

Publiceret
Elevernes collage af plastik i havet blev trykt på de flere hundrede julekort, han sendte til stats- og regeringschefer, samarbejdspartnere, organisationer og kontakter fra ind- og udland - samt et kort til 2.b selv.
Inspirationen til collagen kom fra et 3D-art-projekt, 2.b netop havde lavet i deres emneuge om FN's verdensmål.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Tegn ét eller flere af FN's 17 Verdensmål'.

Sådan lød oplægget, da Statsministeriet i oktober udskrev en konkurrence om motivet på statsminister Lars Løkke Rasmussens julekort.

Da lærer Hanne Bindslev Gregersen læste om det på folkeskolen.dk, var det, som om konkurrencen var udskrevet specifikt til 2.b på Sct. Jørgens Skole i Roskilde, som hun blandt andet underviser i billedkunst. Klassen havde nemlig lige afsluttet en temauge med fokus på verdensmålene - særligt mikroplastik i verdenshavene.

"Det lå lige til højrebenet at lave et bud på et julekort, for vi havde lige arbejdet meget seriøst med FN's verdensmål i en temauge. Det er et ret svært emne, især for så unge elever, men 2.b var jo eksperter i det efter en hel uge om mikroplast, forurening og genbrug", fortæller billedkunstlæreren. 

Dine elever har mulighed for at få en tegning på Løkkes julekort

Emneugen var blandt andet i fagene natur/teknologi og billedkunst med et fokus på at bruge kreativiteten som værktøj til at lære. Det betød, at eleverne i ugens løb blandt andet lavede et stort fælles maleri, som viste havets forskellige havdyr svømme rundt i et hav fyldt med plastik. De lavede også såkaldt 3D-art, hvor hver elev malede en kasse blå, fyldte den med forskellige plastikting og til sidst satte et tegnet havdyr på en pind på kassens kant med budskabet: 'Jeg vil ikke være i mit hav', forklarer Hanne Bindslev Gregersen.  Det blev inspirationen til julekortet:

"Vi transformerede ideen fra 3D-art-kasserne over i en fælles collage, hvor havet er fyldt med plastikting, og hvor alle havdyrene prøver at slippe væk fra plastiksuppen. Alle eleverne var med til at male, tegne og klippe fisk og plastikting til kortet - med nissehuer på skildpadderne og julehjerter i kanten, når nu det var til et julekort."

Alle skoler skal have kreative valgfag i udskolingen

Selfies og spørgetime med statsministeren

I midten af december fik 2.b nyheden om, at statsministeren havde valgt deres havmotiv til de flere hundrede julekort, han sendte til stats- og regeringschefer, samarbejdspartnere, organisationer og kontakter fra ind- og udland - samt et kort til 2.b selv.

"Eleverne rejste sig spontant op, omfavnede hinanden og dansede rundt i klassen - det var helt fantastisk. En af dem udbrød: 'Så får Trump og dronning Elizabeth nok vores kort!' Selvom de kun er otte år gamle, kender de godt navnene på dem ude i verden og forstod godt, hvor stort det er at være på Lars Løkke Rasmussens julekort", forklarer Hanne Bindslev Gregersen.

Vinder af lærer til lærer-konkurrence: Ideer bliver bedre, når man deler dem med kollegerne

Udover æren over, at 2.b's motiv blev trykt på julekortene, var præmien for julekortskonkurrencen en rundvisning i Statsministeriet af statsministeren selv. I fredags troppede 2.b derfor op på Slotsholmen i København med Hanne Bindslev Gregersen og et par af hendes kolleger for at drikke sodavand og blive vist rundt i Statsministeriet.

"Det var en fantastisk dag. Lars Løkke Rasmussen tog sig virkelig god tid til at give hånd til alle, tage selfies og svare på spørgsmål - for eksempel hvad hans yndlingsfarve og -dyr er, om han kender Harry Potter, og hvordan det var at se VM-finalen i herrehåndbold i Boxen. Han viste også rundt, så eleverne så alt fra Bjørn Nørgaards gobeliner til dronningens påklædningsværelse og de kongelige heste og stalden", fortæller billedkunstlæreren og fortsætter:

"Eleverne kunne næsten ikke være i deres kroppe hele dagen - de var ellevilde, og opførte sig rigtig flot under besøget. Så det var en flok trætte elever, da vi kom hjem, for de er jo ikke så gamle, og sådan en super oplevelse fylder meget."

Yndlingsdyret er i øvrigt en hund, og farven er blå, afslørede Lars Løkke Rasmussen for 2.b - og i sit Facebook-opslag om besøget her: