#inklusion
9   80

»Hvor er det godt, at der er nogle, der tør sige det«

Lærere vender problemerne med udadreagerende elever indad, fordi det opleves som et nederlag ikke at kunne styre et lille barn. To kredsformænd opfordrer til at få problemerne med inklusion frem i lyset – for det knækker flere og flere lærere.

»Når man fortæller om vold i folkeskolen, så taler man folkeskolen ned, mener mange. Og vi har i forvejen høj søgning til privatskolerne. Men jeg tror ikke, at problemerne går over ved ikke at tale om dem. Vi har et problem med inklusionen i dag, og vi er nødt til at tale om det«.

Artiklen fortsætter under banneret

Så kontant er meldingen fra Lise Vadsager, kredsformand i Ringsted-Sorø Lærerkreds. Som lærernes faglige repræsentant taler hun med mange lærere, der er i klemme, fordi de ikke magter den situation, de står i. Inklusionen er den årsag, hun ofte hører, og det fik hende til at skrive et debatindlæg på folkeskolen.dk, hvor hun koblede inklusion og lærernes arbejdsmiljø og beskrev nogle anonymiserede hverdagshistorier.

»Mange har bagefter sagt: 'Hvor er det godt, at der er nogle, der tør sige det'. Jeg har aldrig tidligere fået så stor respons på noget, jeg har skrevet. Inklusionen belaster lærerne voldsomt. De vender det ofte indad og oplever, at det er mega ubehageligt. De oplever, at de ikke dur til deres arbejde. At elever bliver udsat for vold og voldsomme episoder i klassen, og at de som lærere ikke kan styre et lille barns vrede. Det kan være et enormt nederlag for en lærer og kan faktisk virke endnu værre end selv at blive udsat for vold fra en elev i indskolingen. Afmagten kan føles værre«, siger Lise Vadsager.

I sit debatindlæg skrev Lise Vadsager derfor om den unge lærer med stresssymptomer, der græder, når han går hjem fra arbejde. Han tåler slet ikke høje lyde. Han har en niårig elev, der slår de andre børn dagligt, slår lærerne og skriger højt mange gange i en lektion. Eleven er under udredning for mistanke om tidlige skader - og hendes lærer er på vej ned.

Kredsformanden skrev også om den ældre lærer med bred erfaring, som i sin 1. klasse har seks børn med dia­gnoser. En af dem er voldsomt udadreagerende og voldelig over for både børn og voksne. Læreren reagerer med afmagt, desperation og stress.

»Enkeltpersoner vil ikke have deres uformåen udstillet. Derfor er de tavse. Nogle er også bange for ledelsen. Mange fortæller, at de ikke tør sige noget, fordi de er bange for deres ansættelsesforhold, hvis de kommer med kritik«.

Lærerne bebrejder sig selv

I stedet for at kritisere forholdene for elever og lærere vender lærerne det indad, bilder sig selv ind, at de reagerer, fordi deres egne børn ikke sov igennem sidste nat, eller om det er, fordi de er blevet gamle, fortæller Lise Vadsager.

»Det bekymrer mig, for jeg får henvendelser fra alle typer af lærere og i alle aldre. Nogle har sagt farvel til lærerjobbet. Vi oplever, at problemet er størst i indskolingen. Her handler det ofte om vold og voldsomme reaktioner«, siger Lise Vadsager og efterlyser større åbenhed om problemerne.

»Vi kender ikke årsagerne til stigningen, men vi er gået i gang med at tale om det - sammen og med lokalpolitikerne. Vi taler om, at der skal være plads til alle i folkeskolen, men der skal ikke være plads til alt«, siger Lise Vadsager.

I kreds 13, der dækker Dragør og Tårnby på Amager, oplever kredsformand Ulla Erlandsen det samme. Flere lærere kontakter deres fagforening, fordi de er stressede, de kan ikke alene løse opgaven med de udfordrede børn, og de er ved at gå ned på det.

»Når lærerne når dertil, hvor de kontakter os i kredsen, oplever jeg, at de i alt for lang tid har kæmpet sig på arbejde, fordi de føler et kæmpe ansvar for deres elever. Men nu kan de ikke mere. Lærerne føler sig meget forpligtede over for deres elever, og de går langt ud over egne grænser for at hjælpe dem. Og det er her, de knækker«, siger Ulla Erlandsen, der ofte må trøste lærere, som bryder grædende sammen i telefonen, når de endelig taler om, hvordan de har det:

»Lærerne prøver at holde ud, fordi det er deres oplevelse, at hvis de ikke er der, så er der ingen, der forstår og kan tage sig af de 'særlige' elever. Det er grædende lærere, der ringer og føler sig helt magtesløse. Det er desværre sådan, at de historier, lærerne fortæller, ligner hinanden alt for meget. Det er lærere, der har en vanskelig klasse. Ofte en klasse med en kombination af inkluderede elever og udadreagerende elever. Lærerne har utallige gange bedt om hjælp, men de har ikke fået den hjælp, som de mener, eleverne har behov for«.

Den enkeltes problem

Ulla Erlandsen fortæller, at det kan være svært at få lærerne til at sygemelde sig, når de har det så dårligt, at de faktisk ikke bør gå på arbejde. Lærere er meget ansvarsfulde, og de ønsker ikke at blive sat i bås som en, der ikke kan magte opgaverne. Men det er ikke den enkelte lærers problem, understreger hun. Lærerne står i en umulig situation på grund af et system, der ikke yder den støtte, der er behov for. Hun nævner for eksempel en skoleleder, der sagde til en lærer: »Du skal bare gå forbi lorten, hvis du ikke kan samle den op«.

»Flere lærere er bange for repressalier fra ledelsens side, hvis man finder ud af, at de har svært ved at klare de voldsomme episoder i klassen, eller hvis de taler højt om det. Og ledelsen bliver stoppet af, at der ikke er hjælp højere oppe i systemet. Vi hører om, at når ROF - som PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) hedder hos os - kommer ud, så fortæller de læreren, at det ikke er deres opgave at tage sig af eleven. De skal derimod hjælpe læreren med at finde redskaber til at klare undervisningen og klassefællesskabet. Men læreren ved godt, hvad hun skal gøre, hun har bare ingen mulighed for at gøre det alene«, siger Ulla Erlandsen.

I Ringsted-Sorø Lærerkreds er Lise Vadsager bekymret for netop den tendens: At man ikke forholder sig til børnenes adfærd, men kun ser på lærernes kompetencer.

»I disse år taler man meget om relationskompetence. At man skal angribe problematikken ved at se på sin egen praksis. Det har lærerne gjort i en del år, og nu vender nogle af dem det indad. For så bliver det jo dem, der ikke dur og ikke kan magte lærerjobbet«, siger Lise Vadsager og peger på, at problemet jo ikke kun handler om børn med diagnoser:

»Faktisk går man ikke så højt op i at diagnosticere mere, fordi man siger, at børnene skal være i skolen, og at det handler om relationskompetencen. Det er fint nok, at man ser på, om man som lærer gør sit arbejde godt, og om der er noget, man kan gøre anderledes. Men det betyder altså, at det bliver den enkeltes problem«, siger Lise Vadsager.

Taler med lokalpolitikerne

I Dragør og Tårnby har kredsen talt med politikerne om problemerne med inklusion. Kredsen har en nyere arbejdsmiljøundersøgelse, der viser, at det står grelt til med inklusionen: 94 procent af lærerne oplever, at der sidder elever i klassen med faglige, sociale eller adfærdsmæssige problemer, og samtidig føler tre ud af fire lærere sig ikke rustet til at håndtere de elever, der i dag er inkluderet i undervisningen.

»Når vi taler om, hvad der skal til, for at lærerne får bedre arbejdsvilkår, går inklusionen igen hele tiden. Det er den, der presser mest. Vi har rigtig mange udadreagerende børn. Som jeg plejer at sige: De børn gør mere indtryk på lærerne, end lærerne gør på dem. Men børnene sparker og slår, fordi de er frustrerede. De magter ikke presset, testene, fagene, skolen. Jeg tror, at nogle af disse børn oplever, at de ikke er noget værd, fordi de bliver mødt med negativ respons på alt, hvad de gør«, siger Ulla Erlandsen.

Også i Ringsted-Sorø taler kredsen løbende med lokalpolitikerne om, at det er gået for vidt.

»Det handler ikke om, at nogle børn skal anbringes på en øde ø. Men det handler om, at de skal have de rigtige tilbud. Jeg tror på inklusionstankegangen«, siger Lise Vadsager, men det kræver nogle andre tilbud og en anden økonomi, end der er i skolen i dag, understreger hun.

HVAD HAR DU OPLEVET?

Er du selv som lærer eller kender du elever, som er kommet i klemme? Hjælp Folkeskolen med at kaste lys over inklusion - del din personlige oplevelse eller send os et tip på inklusion@folkeskolen.dk  eller klik her 

For det er ligegyldigt, om man er professor i børnepsykologi - hvis man står alene med 25 børn i klassen, og de to er udadreagerende, så klarer man det ikke.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.145 andre er allerede tilmeldt
HVAD HAR DU OPLEVET?

Er du selv som lærer eller kender du elever, som er kommet i klemme? Hjælp Folkeskolen med at kaste lys over inklusion - del din personlige oplevelse eller send os et tip på inklusion@folkeskolen.dk  eller via formularen:

Del din oplevelse her