Hvordan kan nærmiljøet som læremiddel bidrage til udvikling af elevers historiebevidsthed, og hvilke sammenhænge er der mellem elevers læreprocesser og udvikling af historiebevidsthed, spørger Katrine Møller Christoffersen i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen på Fyn ved UC Lillebælt.

"Byvandringen er mit udgangspunkt for at undersøge et konkret eksempel på praksis, hvor nærmiljøet bliver anvendt som læremiddel", fortæller hun.

Det undersøgte undervisningsforløb handlede om Odense bys forandring fra 1800-tallet og frem til år 2021. Forløbet er udformet Danmarks Jernbanemuseums platform for læring og aktiviteter. Efter en introduktion på museet om forløbets indhold, rammer og aktiviteter kom eleverne fra 4.B fra Holluf Pile Skole i Odenses på byvandring i byens centrum med fokus på Byens Bro, havnen, banegården og letbanen.

Livsverdenen er et reservoir af historie

I projektet undersøger Katrine Møller først begrebet historiebevidsthed ud fra Bernard Eric Jensen og Thomas Binderups forståelse. Det er nødvendigt at forstå, hvad begrebet dækker over for, at kunne undersøge elevers historiebevidsthed og udviklingen af den, skriver hun.

Historiebevidsthed spiller en central rolle i dansk historiedidaktik og tager afsæt i, at fortiden er til stede i nutiden som erindring og fortidsfortolkning. Fremtiden til stede som forventninger, så historiebevidsthed er altså "et begreb, der dækker over menneskets bevidsthed mellem fortolkning af fortiden, oplevelse af nutiden og forventning til fremtiden", siger hun og forklarer historiebevidsthed som noget, der er til stede i ethvert menneske. Historiebevidstheden kan videreudvikles ved at styrke elevers oplevelse af deres egen livsverden.

"Livsverdenen er det reservoir af historie, som alle mennesker trækker på i sin konstruktion af egen historie- og selvfortælling. Det vil altså sige, at hver person har sin egen historiebevidsthed, og det er den enkeltes samfundsskabte men individuelt tilegnede livsverden. Livsverdenen er det sted, hvor kultur og viden opleves, fortolkes og forventes af den enkelte. Historiebevidsthed kan konstrueres og videreudvikles ved at skabe fortællinger på baggrund af historiske begivenheder. Hvert individ kan indhente disse og bruge dem til at skabe sine egne fortællinger, udvikle sin egen historiebevidsthed og skabe mening i egen livsverden", skriver hun.

Når elevers historiebevidsthed skal udvikles, skal der tages udgangspunkt i noget, de oplever som vedkommende - noget, der virker ind på elevers forståelse af deres egen identitet, og undersøgelsen "Youth and History" fra 1995 viste, at elever på 14-15 år er optaget af deres egen og deres families historie, refererer hun.

"At tage udgangspunkt i elevers livsverden kan derfor bruges som argument for en kobling mellem elevernes historie og den store historie", mener Katrine Møller. Men udfordringen er, at fra en anden undersøgelse ved vi, historie opfattes som et fag ude brugsværdi i nutiden.

Eleverne skal opdage deres egen tavse viden ved at sætte ord på deres historiebevidsthed, skriver hun: "Undervisningen skal samtidig tage udgangspunkt i følgende forhold: historiebevidsthedens mange produktionssteder i og uden for skolen samt et struktureret undervisningsforløb, hvor eleverne mødes med kundskaber og færdigheder. Det er i interaktioner med andre, at vi lærer os selv og dele af vor omverden at kende. Elevers historiebevidsthed kan udvikles ved at sprogliggøre viden".

Læremidlet er nærmiljøet

Elevers liv sker i nærmiljøet, og ved at bruge nærmiljøets historie får eleverne mulighed for at forstå, at historie er overalt og er knyttet til deres hverdag, siger Katrine Møller og understreger, at "det geografiske sted" kan medvirke til at give eleverne større forståelse for fortiden og nutiden.

"Konkrete artefakter kan bruges som kilder til at fortælle en historie om fortiden. Genstandes aura og konkrete karakter kan gøre det muligt for eleverne at nærme sig den forsvundne tid og giverum for elevers forestillende og historieskabende evne. En historisk genstands fysiske tilstedeværelse kan give elever en større mulighed for indlevelse samt erhvervelse af viden, og derved en styrkelse af elevens historiebevidsthed". Når undervisningen tager afsæt i noget konkret, kan sanserne bruges til at konstruere viden, det vil et billede i en skolebog af den samme genstand ikke kunne, skriver hun.  

Undervisningsforløbet var på tre timer med 4.klassen, og det udgangspunkt i en byvandring i nærmiljøet, hvor eleverne skulle tilegne sig viden om byens forandring. Nærmiljøet blev herved gjort til genstand som læremiddel i forløbet. (Se beskrivelsen af casen side 15 til 17 i projektet).

"Denne anvendelse af nærmiljøet som læremiddel i form af en byvandring, er mit fokus", siger Katrine Møller. Hun bruger casemetoden for at få "et realistisk nærbillede af den givne undervisningssituation". "Dette er brugbart, idet jeg har en didaktisk interesse i casen: hvordan nærmiljøet som læremiddel kan bidrage til udvikling af elevers historiebevidsthed, samt hvilke sammenhænge der er mellem elevers læreprocesser og udvikling af historiebevidsthed. At jeg har et didaktisk fokus i casen gør, at jeg kan anvende didaktisk teori til at analysere på min empiri. Herved kan jeg stille skarpt på årsags- samt handlingsmønstre og herigennem belyse problemformuleringen".

Før og efter forløbet fik skulle eleverne svare på en række spørgsmål om fortid, nutid og fremtid i et skema. (se projektets bilag 7).

"Min undersøgelse kan ikke sige noget om, hvordan historiebevidstheden bliver udviklet eller understøttet. Men den kan sige noget om, hvordan man ved brug af nærmiljøet som læremiddel forsøger at sætte nogle impulser i gang, som kan påvirke videreudviklingen af elevers historiebevidsthed", siger hun.

"Jeg har analyseret mig frem til nogle tegn, der indikerer, at der er nogle didaktiske muligheder ved anvendelse af nærmiljøet som læremiddel. For det første kan læremidlets rammer og indhold medvirke til, at eleverne oplever historien som vedkommende for dem. Dette kan skabe motivation og gøre historien håndgribelig. Samtidig kan læremidlet også give eleverne en indsigt i, at historie er over alt, samt at de er formet af historien. Læremidlets aktiviteter består af en mundtlig formidling initieret af en lærer, hvorfra der føres en dialog med eleverne. I dialogen tages der udgangspunkt i nærmiljøets genstande og artefakter, hvorfra der stilles reflekterende spørgsmål til eleverne. Ved brug af samtalestrukturen IRF, konstrueres viden i en undersøgende dialog, der er med til at bevidstgøre elevernes tavse viden og historiebevidsthed".

Katrine Møller Christoffersens konklusion lyder: "Min antagelse ud fra min undersøgelse er, at hvis brugen af nærmiljøet som læremiddel fokuserer på samtalen og genstandene, så er der mulighed for udvikling af elevers historiebevidsthed".

Se hele projektet her: