Bondo: Risikoen for konflikt er større i dag, end den var i går

Efter marathonforhandling gennem hele natten gik forhandlerne på det kommunale område fra hinanden klokken halv otte om morgenen. Både KL’s topforhandler Michael Ziegler og de kommunalt ansattes topforhandler Anders Bondo var ikke optimistiske, da de gik hjem. Dennis Kristensen håber på, at forligsmanden udsætter konflikten. Parterne er kaldt til møde igen i morgen kl. 14.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skægstubbene anedes på kinderne. Øjnene var matte. Og skuldrene sank lidt sammen, da forhandlerne på det kommunale område lige efter halv otte gik ud af Forligsinstitutionen. 

Efter mere end 21 timers forhandlinger er parterne ikke nået tættere på hinanden, lød budskabet. 

"Hvor stor er risikoen for storkonflikt i Danmark", spurgte en journalist, da Anders Bondo trådte ind i kameraets lys. 

"Den er større i dag, end den var i går", svarede Anders Bondo efter en kort tænkepause.  

Dennis K.: Nogle lærere har misforstået solidaritetspagten

Men de lange forhandlingerne var ikke helt frugtesløse, fortalte KL's topforhandler Michael Ziegler: 

"Det er 22 timer, siden jeg kom i bygningen, og undervejs har det i virkeligheden set lovende ud. Her i nat var der en udvikling, men man må også sige, at når jeg gør det samlede regnebræt op, så er det ikke så voldsomt meget, at vi har fået flyttet os. Selvom der var noget positivt undervejs", sagde Michael Ziegler. 

Han fortæller, at forligmanden har indkaldt forhandlerne på alle tre offentlige områder i morgen kl. 14.

Dennis Kristensen: Fremskridt på lærernes arbejdstid er vores sidste håb

Ligesom Anders Bondo vurderer han, at nattens forhandlinger betyder, at Danmark er rykket et skridt nærmere en storkonflikt. 

"Vi er kommet et døgn tættere på den ultimative deadline og dermed risikerer vi desværre at få storkonflikt", siger Michael Ziegler.

Dennis K.: Vi håber på udskydelse

Forligsmand Mette Christensen udskød de oprindelige strejke- og lockoutvarsler med 14 dage tilbage den 28. marts. Dermed er sidste frist for en løsning i morgen kl. 23.59. Forligsmanden har mulighed for endnu engang at udskyde varslerne 14 dage. 

Og det håber FOA-formand Dennis Kristensen kommer til at ske. I dag har han holdt møde med LO-organisationerne i Forhandlingsfællesskabet, og de er kommet frem til, at de i morgen vil anbefale forligsmand Mette Christensen at udsætte det yderligere 14 dage. 

Forhandlinger hele natten: Stadig ingen løsning på lærernes arbejdstid

"Vi rykker jo nærmere en deadline. Nu er vi blevet tilsagt til kl. 14 i morgen. Og LO-gruppen vil anbefale en udsættelse i morgen", siger Dennis Kristensen. 

FOA-formanden fortalte også, at forhandlerne har brugt i går og i nat på at forhandle lærernes arbejdstid og den betalte spisepause. 

"Lønnen nåede vi ikke rigtigt til, fordi den diskussion er forudsat, at vi kan se, at der sker noget i forhold til resten af pakken", sagde han. 

Forhandlerne på regionernes område mødes til forhandlinger her kl. 10, og statens forhandlere er indkaldt til kl. 17 i dag. 

Powered by Labrador CMS