”Jeg håber ikke, at folkeskolen bliver glemt i den nationale sprogstrategi. Der er afsat 100 millioner, mens der nu er afsat 180 millioner kroner til en naturvidenskabsstrategi, siger Formand for Sproglærerforeningen", Rita Mogensen.

National strategi bekymrer Sproglærerforeningen

"Gode intentioner, men 99 af de 100 millioner kroner går til drift af to sprogcentre. Bliver folkeskolen glemt?" spørger Rita Mogensen, formand for Sproglærerforeningen, som i dag mødes til sprogkonference og generalforsamling i Vejle.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Den helt store mangel er, at der ikke følger penge med til at føre intentionerne ud i livet. Der er bevilget 100 millioner kr. over 5 år. De 99 millioner går til drift af to nationale sprogcentre og en million går til tolke".

Sådan hedder det blandt andet i Sproglærerforeningens beretning om den Nationale Sprogstrategi - Strategi for styrkelse af fremmedsprog i uddannelsessystemet.

Formand for Sproglærerforeningen, Rita Mogensen, uddyber kritikken over for folkeskolen.dk:

"Man kan godt blive lidt bekymret over, hvorvidt folkeskolen bliver glemt. Det er fint, at vi får to nationale sprogcentre, hvor der er afsat 100 millioner kroner, men nu jeg kan se, at der til en ny naturvidenskabsstrategi er afsat 180 millioner kroner, det er jo et noget større beløb".

Formanden understreger at hun kun udtaler sig om beløbets størrelse, da hun ikke kender naturvidenskabsstrategien i deltaljer. 

Regeringen: Talentforløb og kandidatuddannelse skal løfte naturfag

Foreningen skriver i sin beretning, at der i sprogstrategien er mange gode intentioner:

"Man kunne blot have ønsket, at den var mere konkret og var kommet med forslag til, hvad man skulle gøre i kommunerne og på uddannelsesstederne og ikke bare opfordringer til diverse tiltag" hedder det.

Sprogstrategi: Eleverne skal være gode til andre sprog end engelsk 

Sproglærerforeningen hørt

Da sprogstrategien 'endelig' kom i fjor viste det sig, at den på mange måder ligger i tråd med Sproglærerforeningens sprogpolitik, konstaterer foreningen.

"Det vil sige, at input, vi kom med på møder i Undervisningsministeriet, forud for udarbejdelsen af sprogstrategien, er blevet hørt.

En anden positiv ting er ifølge foreningen, at der er nedsat en følgegruppe, som skal se, om intentionerne i sprogstrategien bliver ført ud i livet.

På Sproglærerforeningens sprogkonkonference i Vejle er temaet kultur, og blandt oplægsholderne er rektor for Roskilde Universitet, ph.d. Hanne Leth Andersen og Gro Caspersen, PD i pædagogik.