De nationale test er et godt værktøj på skole- og landsplan, og de er kommet for at blive, fastholder undervisningsminister Merete Riisager.

Riisager: Obligatoriske nationale test skal sikre, at bunden ikke går ud af fagligheden

Undervisningsminister Merete Riisager er ikke til sinds at gøre nationale test frivillige. Hun mener, man skal tale højt om, at obligatoriske nationale test er nødvendige for at sikre, at der ikke er skoler, hvor 'bunden går ud af fagligheden'. Opdateret kl. 15.40 med kommentarer fra Annette Lind (S).

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I P1 Morgen i dag forklarede professor Jeppe Bundsgaard om den komplicerede percentilskala, der ligger bag elevernes testscorer, og som de færreste lærere ifølge hans undersøgelser har forstået. Journalisten spurgte dernæst undervisningsminister Merete Riisager, om hun forstod, hvad professoren forklarede.

"Jeg er sådan okay med, vil jeg sige", svarede ministeren og kunne sagtens forstå forskerkritikken af, at testresultaterne er vanskelige at forstå og ikke giver lærerne nogen retning at arbejde i for at forbedre elevernes resultater.

"Og det er godt, at forskere blander sig og kommer med konstruktive forslag", understregede ministeren og lovede, at både eksperter, lærere og forældre vil blive inddraget, når testene skal evalueres i år og næste år. 

Professorer til politikere: Giv lærerne magten over de nationale test 

De nationale test tester hovedsagelig meget basale færdigheder og ikke elevernes kompetencer til at bruge færdighederne i praksis, lyder det andet kritikpunkt. Men der er brug for test af basale færdigheder, og testene er kommet for at blive, understregede Merete Riisager i interviewet og gjorde det klart, hun ikke er til sinds at tage imod forslaget fra professorerne Bundsgaard og Kreiner om at gøre testene frivillige for lærerne at anvende.

"Man kan sagtens bruge testene ud over det obligatoriske, og det sker også i dag. Men der er altså ræson i at have nogle nationale test, som bliver brugt generelt, så man kan se, hvis fagligheden går helt skævt på en skole", sagde Merete Riisager i interviewet. Hun medgiver, at testene i sin tid blev lanceret som et pædagogisk redskab for lærerne, og at man ikke er nået i mål med at få dem til at fungere som sådan:

"Men på makroniveau - for eksempel om en skoles resultater er gode nok i forhold til sit elevgrundlag - er det et godt værktøj", sagde Merete Riisager. "Der har vi nok ikke været klare nok til at sige, at noget af det, de nationale test skal, er at give en sikkerhed for, at bunden ikke går ud af fagligheden". 

S: Mere praksisnære test

Tilføjet kl. 13.40:

Heller ikke Socialdemokraternes undervisningsordfører Annette Lind vil af med de nationale test:

"Jeg synes ikke, der er noget nyt i kritikken fra de to forskere i det åbne brev. Ikke noget, vi ikke har vidst. Vi har diskuteret en stykket tid, hvordan de nationale test skal være i fremtiden. Og der er ingen tvivl om, at vi skal have set på de nationale test, og det vil vi selvfølgelig gerne være med til", siger Annette Lind til folkeskolen.dk

"Som udgangspunkt synes, vi godt om de nationale test. Det vigtigste er, at de har betydning og fungerer for lærerne, eleverne og forældrene, altså at der er gennemsigtighed", siger Annette Lind, der fremhæver at nationale test ikke kan stå alene, men er et pædagogisk redskab.

Der rejses netop af forskerne kritik af, at testene ikke er gennemsigtige, og forskerne foreslår stikprøver frem for obligatoriske test for alle?

"I forligskredsen er vi enige om at testene skal ændres, så de bliver mere gennemsigtige og mere praksisnære. Det skal heller ikke forekomme ord i testene, som eleverne ikke kender.", siger Annette Lind, som ikke vil lægge sig fast på om, man kunne nøjes med stikprøver, men siger:

"Vi er åbne for at kigge på tingene".

Læs mere

Indslaget i P1 Morgen