Historiker og tidligere ansvarshavende redaktør på Politiken, dr. phil. Bo Lidegaard, kaldte skolelederne for velfærdssamfundets elitetropper, da han i går gav de 1.600 deltagere i Skolelederforeningens årsmøde en hurtig gennemgang af det danske velfærdssamfund ud fra overskriften "Hvor kom vi fra, og hvad bliver det til?"

"Vi er i en rivende global udvikling. Der står I som ledere af de enkelte skoler og skal skabe den bedst mulige folkeskole for børnene og for samfundet. Udfordringen er, at det ikke er nok, at jeres skoler virker i dag. I skal forberede børnene til det samfund, de skal ud i, og som vi kun kender konturerne af", sagde Bo Lidegaard.

Inklusionsbølger har ført til omfattende ændringer af samfundet

Det er svært helt at begribe, hvad det er eleverne skal forberedes til, erkendte Bo Lidegaard og pegede på den udvikling, Danmark har gennemlevet de sidste 150 år med tre store bølger, som har betydet omfattende ændringer af samfundet.

Skoleledere: Vi kan ikke agere på populistiske hurtigløsninger

"Først fik bønderne den ide, at de måtte lære for livet for at kunne gribe magten. Det tog flere årtier, men bønderne vidste, at de med oplysning kunne opbygge et mere dynamisk og bedre samfund", sagde Bo Lidegaard.

Det var knap lykkedes, før en ny voksende klasse bankede på til samfundets magt. Arbejderbevægelsen kopierede bønderne og skaffede sig indblik i, hvordan et samfund hænger sammen.

"Det gjorde arbejderne i stand til at gribe magten og omskabe samfundet i deres eget billede. Det lagde kimen til velfærdssamfundet", sagde Bo Lidegaard.

Kvinderne udløste et potentiale for samfundet

"I 1970'erne og 1980'erne kom den tredje revolution, da også kvinderne insisterede på at få adgang til uddannelse og viden. Deres indtog på arbejdsmarkedet fik gennemgribende indflydelse, for alle kom til at leve anderledes, men det udløste et potentiale for samfundet.

"Udviklingen gør, at vi stadig er det land i verden med den højeste beskæftigelse, hvor vi betaler mere i skat end de fleste andre, hvor flest er på offentlig forsørgelse, og hvor vi pløjer en stor del af samfundets kage gennem det offentlige. Det giver os også den største konkurrencekraft", sagde Bo Lidegaard.

Mennesker på samfundets kant nærer mistro til flertallet

Der er dog cirka 20 procent af befolkningen, som ikke formår at gribe samfundets muligheder.

"Det er ikke nyt, at nogle er på kanten af samfundet. Det nye er, at gruppen har andre træk end tidligere. Deres syn på sig selv og vores syn på dem har ændret sig", sagde Bo Lidegaard.

I velfærdssamfundets opdrift gennem det 20. århundrede blev arbejdsløse betragtet som uheldige, og der var en dyb tro på, at hvis de fik en chance til, skulle de nok blive flittige samfundsborgere.

Kronprinsessens progam mod mobning styrker børns empati

"I dag er der både sket en vidtgående automatisering af opgaverne og en opdeling af opgaverne mellem landene, så der er ikke job til dem, der ikke kan yde maksimalt. Derfor har disse mennesker en mistro til, at jobtræning og efteruddannelse er et skalkeskjul for, at vi ikke tror på, at de kan komme til at bidrage til velfærdssamfundet. Både de og vi har mistet troen på, at de kommer i arbejde, og så opstår tanken om, hvordan vi billigst muligt kan holde dem hen. Det er en ond spiral, som truer den sammenhængskraft, der er en afgørende forudsætning for det samfund, vi har".

Politikere kæmper med de stigende forventningers misnøje

En anden trussel er den afstand, der er sket mellem de allermest privilegerede og den brede middelklasse, så de bedst betalte ikke længere tjener ti gange mere end de lavestlønnede, men tusind gange mere.

"Den ulighed i indkomster er farlig for det samfund, vi kender. Samtidig følger der med kravet om øget produktion en enorm forventning om, at alle kan omstille sig til nye arbejdsvilkår gennem hele livet. Globaliseringen kræver, at vi hele tiden er i stand til at lære og til at profitere af det, så vi kan blive ved med at være det samfund, vi gerne vil være", sagde Bo Lidegaard.

Når man har ansvaret i de enkelte 'produktionsenheder' som for eksempel skolerne, vil man næsten uundgåeligt tænke, at det ikke kan være meningen, at man skal presses på resurser, tilføjede han.

"Skolen er der, hvor børnene møder samfundet, så det må være indlysende, at der skal flere resurser til. Men det kan I glemme alt om. Ikke fordi politikerne er onde eller dumme, men fordi de kæmper med det, Olof Palme kaldte 'de stigende forventningers misnøje'. Med det mente han, at jo bedre samfundet bliver, desto mere krævende bliver befolkningen".

Trods bøvl har skoleledere et misundelsesværdigt job

Skolen er et af de steder, som har det største problem med forventningsniveauet.

"Her i salen kan vi hurtigt blive enige om, at hospitalerne ikke gør det godt nok, for der er ingen læger og sygeplejerske til stede. Det samme kan vi sige om ældrepleje og daginstitutioner. Som brugere af velfærdsamfundets ydelser kræver vi bedre skoler, universiteter og hospitaler, men. vores fødselsrate er på 1,8, så vi bliver færre hænder", sagde Bo Lidegaard.

Selv om der er økonomisk vækst lige nu, bliver det offentlige budget ikke større, så spørgsmålet er, hvordan vi får mere af det, I laver, sagde Bo Lidegaard til skolelederne.

"Jeg bilder mig ikke ind, at det er let, for jeg kan forestille mig alt det bøvl, I står over for hver dag med elever, lærere, forældre, skolebestyrelser og det omgivende samfund. Men I står også lige der, hvor I kan præge den måde, kommende generationer vil opleve viden, fællesskab og samfundet på. I har fat i en ende, som vi andre kun kan misunde jer", lød det fra Bo Lidegaard.