"Jeg var ikke helt nem at styre. Jeg tror, jeg var udstyret med en stor retfærdighedssans", siger Dennis Kristensen om sin skoletid.

3F, FOA og DLF kæmper sammen for fællesskabets skole

Danmarks Lærerforening, 3F og FOA sætter nu sammen fokus på folkeskolens betydning i demokratiet. Det sker med et dogmesæt og en bog, som bliver sendt til alle kandidater ved kommunalvalget.

Publiceret

Fem dogmer for Fællesskabetsskole

DLF, FOA og 3F fremsætter sammen dissefem dogmer for fællesskabets skole: 

1. Alle børn får lige muligheder.

2. Alle børn sikres grundlæggende kundskaber og socialekompetencer.

3. Alle børn lærer at tilegne sig viden.

4. Alle børn lærer kritisk at vurdere udsagn oginformationer.

5. Alle lærer at respektere alle.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærer Mary Sørensen rettede Dennis Kristensen ind, så han fandt sin vej gennem uddannelsessystemet. Og i dag er formand for FOA.

"Jeg var ikke helt nem at styre. Jeg tror, jeg var udstyret med en stor retfærdighedssans", siger Dennis Kristensen.

Derfor endte han nogle gange i slåskamp og endnu oftere uden for klasselokalet. Når han stod på gangen og hørte skolelederen komme, skyndte han sig ind bag en jakke, greb fat i knagerne og trak knæene op, så han ikke høstede yderligere sanktioner eller endte på bænken foran skolelederens kontor. Det lykkedes nogle gange.

Men bænken uden for skolelederens kontor sad han alligevel tit på i de første år af skoletiden. Indtil han blev sat sammen med Mary Sørensen. En lærer af den gamle skole, hvor ordene ro, orden og disciplin var vigtige.

"Hun havde et godt blik for de enkelte elever. Hun kunne godt se noget i forhold til undertegnende. Jeg kom til at bruge en del timer sammen med hende. Jeg blev hevet ud af timerne og sat sammen med hende. Hun var håndarbejdslærer og mens hun forberedte sig jeg ved siden af. Hun havde en meget retfærdig stil. Der var skideballer og opbakning når det var nødvendigt. Hun fik skubbet mig i gang med et mere normalt skoleforløb".

Fælles folkeskole giver sammenhængskraft

Mary Sørensen og Dennis Kristensen befandt sig sammen på en stor skole i Vanløse ved København i 1960'erne. 1100 elever fra alle dele af samfundet.

"Der var direktørsønner og arbejdsmandssønner og enlige mødre, som dengang var et særsyn. Det er vigtigt. Hvis vi skal holde sammen, så skal vi også prøve at forstå hinanden. Folkeskolen er af de demokratiske institutioner, som er noget af det allervigtigste, vi har", siger han.

Og han mener, at der er endnu mere brug for en fællesskabsskabende skole i dag - end der var dengang, han fik gode armmuskler på skolens gange.  Derfor har FOA sammen med DLF og 3F sammensat en antologi om folkeskolen med indlæg af blandt andre tv-vært og journalist Abdel Aziz Mahmoud, tidligere udenrigsminister Per Stig Møller og psykolog, forfatter og model Renée Toft Simonsen. De fortæller, hvilken betydning folkeskolen har haft for dem.

Og det er vigtigt, mener Dennis Kristensen:

"Når vi ser på det danske samfunds sammenhængskraft, så er der ikke meget tilbage. Vi læser ikke længere de samme aviser. Det er kun til dels i daginstitutioner og i udpræget grad i folkeskolen, at vi mødes på kryds og tværs. Det ville være katastrofalt, hvis vi ender i en situation, hvor hver indkomstgruppe finder sine egne skoler. Det er så utroligt vigtigt, at folkeskolen er en fælles skole for os alle sammen", siger han.

Han henviser til, at et stigende antal elever siver fra folkeskolen til privatskoler. Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af børn på fri- og privatskoler steget med 28 procent siden 2007. Omtrent hvert 6. barn går nu i privatskole, står der i den kronik, som de tre formandsbosser sammen har skrevet i Berlingske i går. 

Alle kandidater til kommunalvalget får bogen

Derfor har de tre organisationer også valgt at sende bogen elektronisk til alle kandidater til kommunalvalget. Budskabet er, at det er folkeskolen, som får samfundet til at hænge sammen.

"Vi vil gerne prøve at sætte ind foran en valgkamp. Bogen kan illustrere vidt forskellige indgange. Alle har haft oplevelsen af, at det har været med til at give det skub, som gav de muligheder for at skabe det gode liv", siger Dennis Kristensen. 

Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen er glad for, at han sammen med de andre formænd kan sende et klart signal om folkeskolens betydning:

"Folkeskolen er den største og vigtigste kulturbærende institution, vi har. Det er her, børn fra alle samfundslag mødes og knytter bånd på tværs af socialgrupper, etnicitet og religion, og det giver det fælles udgangspunkt, der er en af grundpillerne i vores demokrati. Derfor er det fantastisk, at vi sammen med 3F og FOA kan sende et klart signal om betydningen af folkeskolen, og at det kræver en politisk prioritering, ikke mindst i de nye kommunalbestyrelser, hvis folkeskolen fortsat skal være forældrenes førstevalg", lyder det fra Anders Bondo. 

 

Læs mere

Hent bogen her