Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

 

(8.475 følger) Se alle medlemmer
Tale-høre-undervisning
0   10

Dyre hjælpemidler til kommunikation til unge uden verbalt sprog kan ikke stå alene

Selv om unge uden et verbalt sprog har en avanceret øjenstyret computer, supplerer de med andre former for kommunikation. Derfor skal lærere ikke insistere på, at børn og unge alene skal bruge det dyre udstyr, men støtte dem i deres egen måde at ’tale’ på, mener forsker.

Unge, som mangler et verbalt sprog, er afhængige af teknologiske hjælpemidler som for eksempel talemaskiner, når de skal kommunikerer med omverdenen. Ofte er teknologien i fokus, men udnyttelsen af hjælpemidlet handler i lige så høj grad om at have professionelle mennesker omkring sig, som kan skabe gode rammer for samtalen.

Forskningsprojektet

Lektor og ph.d. Louise Bøttcher har fået en bevilling på 1.587.000 kroner fra Aarhus Universitets forskningsfond til sit projekt om, hvordan teknologi kan understøtte unge, som er afhængige af kommunikationshjælpemidler.

Artiklen fortsætter under banneret

I projektet følger hun otte unge mellem 15 og 25 år med svær spasticitet og uden et verbalt sprog. De er ved at frigøre sig for deres forældre til fordel for voksenlivet på kollegie, i lejlighed eller måske på et botilbud, hvor de skal skabe sig en hverdag sammen med andre unge og med lærere, pædagoger og handicaphjælpere.

Projektets resultater er i høj grad rettet mod de professionelle, der skal hjælpe børn og unge med at kommunikere via teknologiske hjælpemidler som for eksempel en talemaskine. Louise Bøttcher anlægger et kombineret neuropsykologisk og kulturpsykologisk blik på de unge, så selv om deres kommunikationshandicap udspringer af for eksempel biologiske og kognitive funktionsnedsættelser, så kan handicappet og mulighederne for at afhjælpe det kun forstås ved at inddrage de sociale sammenhænge omkring den unge og de mennesker, den unge kommunikerer med. Hendes mål er derfor at undersøge, hvordan både de unge og selve den teknologiske genstand skaber mening i sociale sammenhænge.

Indtil videre har Louise Bøttcher interviewet de unge og deres forældre og har observeret de unge og deres brug af kommunikationshjælpemidler. I anden halvdel af projektet ser hun på hjælpemidlernes betydning for de unges mulighed for at få indflydelse på deres eget liv. Hun laver derfor opfølgende interview med de unge hen over 2017.

Det er baggrunden for et forskningsprojekt, som lektor og ph.d. Louise Bøttcher fra Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, DPU, på Aarhus Universitet er i gang med. I projektet følger hun otte unge mellem 15 og 25 år og deres familier. De unge har svær spasticitet og kan derfor ikke styre deres mund og tunge så godt, at de kan få et forståeligt talesprog. Nogle bor på rehabiliteringsinstitution, men der er også en pige fra gymnasiet og en pige fra en almen 9. klasse med.

"Pigen i 9. klasse kan sige ja og nej, så man kan forstå det. Men ellers har de unge meget lidt eller svært forståeligt sprog", siger Louise Bøttcher.

De unge bruger forskellige løsninger

I første halvdel af projektet har Louise Bøttcher interviewet de unge og deres forældre, og hun har observeret de unges brug af kommunikationsmidler. Det viser sig, at de unge bruger forskellige former for kommunikation, og at deres individuelle løsninger bunder i deres tid, de steder, de er vokset op, og af deres skolegang.

"Jeg har set på, hvor effektivt de unge kommunikerer, og hvilke former for kommunikation de er endt med at bruge. Her er det, at jeg kan se, at deres udviklingshistorie har betydning for, hvad de er nået frem til", siger Louise Bøttcher.

Flere af de unge har fået tilbudt en Tobii, som er en øjenstyret computer.

"Det er et genialt redskab, men det tager lang tid at få den til at fungere med det ordforråd, man har brug for. Pigen i gymnasiet fik sin som syvårig, så hun har haft lang tid at lære vænne sig til den, og hun og hendes mor arbejder hele tiden med at lægge flere ord ind, så de opfylder hendes behov. Det kan være matematiske formler eller hurtige vendinger til en smalltalk", siger Louise Bøttcher.

Langsomme hjælpemidler demotiverer de unge

Anerledes er det gået for en af de ældste unge i undersøgelsen. Han fik først en talecomputer, da han var 12 år.

"Dengang havde talemaskinerne en væsentlig dårligere teknologi, så selv om han fik kurser i sin øjenstyrede computer, brugte han den ikke. Han skulle altid vente på, at den blev klar, så når han ville sige noget, kunne han ikke komme til det", fortæller Louise Bøttcher.

Da han senere fik en Tobii, var han ikke åben over for at bruge den til kommunikation.

"Han havde for længst opbygget en kommunikation med sit svært forståelige talesprog, som hjælperen så oversatte. Der er sket et generationsskifte. De yngre har fået deres Tobii i en ung alder og bruger den, mens de ældste har dårlige erfaringer med ældre teknologier. For de yngste betyder det, at de har et effektivt hjælperedskab, mens de ældste er afhængige af deres hjælpere. Det betyder meget for, hvor selvstændig man kan blive i sin kommunikation", siger Louise Bøttcher.

I orden at opmuntre den unge til at bruge flere løsninger

Selv om pigen i gymnasiet har et stort ordforråd i sin Tobii, bruger hun også sin hjælper som et kommunikationsmiddel.

"Det er ikke sådan, at de unge kun bruger én løsning. Når man har haft en hjælper i et stykke tid, så ved hjælperen, hvad man vil sige i forskellige situationer. Udenfor dur Tobii'en heller ikke på grund af sollyset. Måske opdager de andre heller ikke, at man vil sige noget, hvis ikke hjælperen hjælper til", siger Louise Bøttcher.

Det er vigtigt, at undervisere og andre fagfolk omkring de unge ved, at man ikke bare skal satse på én kommunikationsform, mener hun.

"Det er ok, at den unge har flere former for kommunikation at vælge imellem, og det er også i orden at opmuntre til det. Kropssproget er en naturlig kommunikation, og det kan være nemmere at bruge et bestemt tegn til at fortælle, at man vil på wc, og et andet når man vil have noget at drikke. Men håndtegn må ikke stå alene, for det er svært at føre en interessant samtale på den måde".

Ung mand dybt afhængig af forældrenes spørgsmål

Det har overrasket Louise Bøttcher, at de otte unge i hendes forskningsprojekt betjener sig af en større matrix af kommunikationsmidler.

"Fyren med den svageste kommunikation er 20 år og har i det meste af sit liv kun kunnet sige ja og nej ved at blinke med øjnene. Han har været utrolig afhængig af, hvad han blev spurgt om, og det kan man ikke kalde et selvstændigt liv. Men nu har han fået en kommunikationsbog, og både pædagogerne og talepædagogerne på hans rehabiliteringssted støtter ham i at lære at bruge den", fortæller forskeren.

Ved hjælp af kommunikationsbogen kan personalet se, når den unge mand vil udtrykke sig. Så kan han svare på, om der er noget, han vil sige eller gøre.

"På den måde fandt de ud af, at han ville give sin søster en gave til hendes fødselsdag. Det var aldrig faldet forældrene ind, at han havde lyst til det, så de havde aldrig spurgt ham om det. Og da han kun kunne svare ja eller nej, kunne han ikke udtrykke, hvad han havde lyst til", siger Louise Bøttcher.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ