Matilde Fiil Hjort vinder årets pris i konkurrencen HistorieWebs Årsbachelor for lærerstuderende.

Prisvinder: Udeundervisning motiverer eleverne i historie

Også de yngste elever i skolen har faglig glæde af ude-undervisning, når der står historie på skemaet, påviser en lærerstuderende i sin bacheloropgave, der er året prisvinder i HistorieWebs Årsbachelor for lærerstuderende.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Udeundervisning og læring i historiefaget" - sådan lyder titlen på den bacheloropgave, der i år vinder HistorieWebs førstepris for lærerstuderende.

Matilde Fiil Hjorth, der har skrevet vinderopgaven, har observeret og interviewet to 3. klasser på besøg i Den Gamle By i Aarhus, og hun konkluderer, at den undervisning, som eleverne kommer igennem 'ude i byen', er en "praktisk-æstetisk oplevelse, som foruden at aktivere elevernes sanser og følelser også sætter deres viden og refleksion i spil."

"Årets prisvindende opgave står klassisk stærkt: Den hviler på et overvældende teoretisk grundlag med en imponerende litteraturliste - og samtidig er den kritisk og selvkritisk på velgørende måder. Teoretisk solid med andre ord, og på samme tid stærkt praksisrettet mod den konkrete lærerfaglige opgave", skriver Gyldendal, der uddeler prisen sammen med HistorieWeb.dk, i en pressemeddelelse.

Udeundervisning virker i historie

"Udeundervisning og udeskole har i flere år været et centralt og relevant forskningstema både i Danmark og i udlandet, og den positive effekt af forskellige former for udeskole er klart dokumenteret", udtaler Sten Larsen, webredaktør på HistorieWeb.dk og underviser i læreruddannelsen.

"Med dén bevidsthed ser Matilde Fiil Hjorth det som oplagt at få tjekket udeundervisning som et alternativ til en mere gængs historieundervisning. Mange undersøgelser viser nemlig, at eleverne i historie i stor udstrækning oplever faget som temmelig læsetungt og kedeligt og ikke særlig relevant. Så må vi "…undersøge udeundervisning som en variationsform og som en mulig motiverende faktor for eleverne", skriver Matilde", tilføjer Sten Larsen og fortsætter:

"Derfor spørger hun i sin bacheloropgave, om udeundervisning faktisk kan styrke elevernes historiebevidsthed, fordi den type undervisning i bedste fald skaber anderledes og tydeligere motivation hos eleverne og samtidig faglig læring. Og hvor de fleste undersøgelser koncentrerer sig om skolens ældste elever, fokuserer årets bacheloropgave på 3. klassetrin".

Det er 8. gang, at Gyldendal og HistorieWeb.dk uddeler bachelorprisen. Udover æren får Matilde Fiil Hjorth, der i dag er lærer i Skanderborg, et gavekort på 5.000 kroner til Gyldendal-udgivelser.

Læs mere

Læs bacheloropgaven "Udeundervisning og læring ihistoriefaget" her