"Der er påfaldende mange, som er kede af at skulle i skole, og som har svært ved at danne venskabsrelationer på den nye skole", siger Marie Trillingsgaard, der har skrevet en bachelor om busordningen.

Buskørsel forhindrer venskaber

Århus gennemfører som den eneste kommune i landet tvungen bustransport af tosprogede elever til »hvide« skoler. Elever mangler sammenhæng mellem skole-, fritids- og familieliv og har svært ved at danne venskaber, lyder kritikken.

Publiceret Senest opdateret
Afstanden mellem skole og hjem gør det svært for Sara at se klassekammeraterne i fritiden.
»Jeg vil gerne lære skolen og de andre forældre at kende, men det er hårdt arbejde«, siger Mariam Abdi, der er mor til tre børn på Elsted Skole.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Sara, du skal op!« lyder det fra storesøster Sucdi. Hendes stemme er mere kontant, nu hvor hun gentager sig selv for tredje gang. »Jeg gider ikke«, lyder det dæmpet fra dynen. Det er mørkt i lejligheden hos familien Ali Weheliy. Tunge fløjlsgardiner skærmer for det skarpe morgenlys, og en sød duft af krydret te mildner overgangen fra nat til dag, og lidt efter bevæger lillesøsteren Sara alligevel sit hoved op over dynekanten. Lillebror Anas er allerede stået op og tøffer forvildet rundt i stuen. »Hvad mangler du?« spørger Sucdi. »Det ved jeg ikke, jeg er ikke helt vågen endnu«, svarer han groggy. 20 minutter senere har Anas og Sara travlt. Sara smyger et tørklæde om de krusede lokker, inden deres far følger dem ned til bussen, der skal transportere dem 15 kilometer ud til deres skole i Lystrup.

323 elever i Århus Kommune flyttes fra én verden til en anden hver dag, for kommunen har obligatorisk bustransport for elever, der ikke har klaret en sprogscreening inden skolestart. Fra de grå betonklodser i vestbyen til skoler i de mindre byer i kommunens udkant. Det er loven, der giver mulighed for at henvise tosprogede børn til en anden skole end distriktsskolen.

»Det er et kæmpe problem, at man har vedtaget en lovgivning nærmest uden inddragelse af de mennesker, den vedrører. Modellen mangler blik for, at børn har et hverdagsliv, der skal hænge sammen«, siger socialrådgiver Marie Trillingsgaard, der har skrevet en bachelor om busordningen.

Hendes undersøgelse bygger blandt andet på interview med ti børn og to forældre, som er omfattet af busordningen. I sin undersøgelse peger hun på, at eleverne kan opleve problematiske hverdagsvilkår, hvor tilværelsen er præget af en manglende sammenhæng mellem skole-, fritids- og familieliv. Hvor dagene helt konkret præges af lange ture i bussen, vanskeligheder ved at danne venskabsrelationer på modtagerskolen og manglende mulighed for at deltage i, og invitere til, sociale aktiviteter.

»Der er påfaldende mange, som er kede af at skulle i skole, og som har svært ved at danne venskabsrelationer på den nye skole, og hvis det lader sig gøre, så er det typisk med andre børn med anden etnisk baggrund«. Eleverne adskiller meget skarpt det sociale liv, de har i skolen, og det sociale liv, de har derhjemme, mener hun. »De kan nærmest se undrende på mig, når jeg spørger, om de har nogle af deres klassekammerater med hjem. Konsekvensen af en sådan spredningsmodel bliver altså, at vi får en gruppe, som ikke har samme muligheder for at besøge deres klassekammerater, som andre skolebørn har. Det betyder, at der er nogle fællesskaber, de bliver udelukket fra, og det kan være svært at få en følelse af, at man er en del af klassen, hvis de andre taler om den filmaften, de havde dagen før, eller om Benjamins fødselsdag«.

Flere fordele end ulemper

Men det billede har Jesper Holme, der er konsulent ved Århus Kommunes Videncenter for Integration, svært ved at genkende. »De positive konsekvenser af at blande elever med sprogstøttebehov med nogle uden sprogproblemer er helt klart større end de problemer, det giver«, siger han og henviser til en brugertilfredshedsundersøgelse fra 2007, der viser tilfredshed blandt forældrene. Hvert femte barn i Århus har dansk som andetsprog. Det tal er typisk meget overraskende for forældre og lærere på skoler, hvor der er forholdsvis få børn med dansk som andetsprog. »Det gode ved anvendelsen af loven er, at det ser ud til, at børnene sprogligt rykker, hvilket jo også er selve målet. Derudover er det en sidegevinst, at integrationsopgaven på skolerne i Århus nu bæres af flere skuldre end før«, siger Jesper Holme. Det er vigtigt, at arbejdet bliver taget alvorligt, understreger han. Derfor har kommunen fokus på grundorienteringer, massiv efteruddannelse af personale og løbende vejledning på modtagerskolerne.

De forskellige miljøer

»Det er en stor udfordring at bo langt væk fra, hvor resten af ens kammerater bor. Den ideelle løsning er selvfølgelig, at man går i skole, tæt på hvor ens klassekammerater bor, for at holde kontakten med dem«, siger pædagogisk leder på Lystrup Skole Morten Fjord. Her har man i dette skoleår 50 henviste elever ud af et samlet tal på 576. Det stiller store krav til busbørnene, at de dagligt skal navigere rundt i så vidt forskellige verdener, mener han. »Når de kommer ud på skolen, støder de ind i en rimelig danskpræget verden, som er meget anderledes end den, de kender. Den største forskel ligger i kulturen. Nogle gange bærer de nogle normer med, som man slet ikke kan forstå eller forlige sig med i den danske skolekultur. Det kan være ting, der kan være religiøst eller traditionelt baseret«, siger Morten Fjord. For at være optimalt rustet til modtagelsen af de tosprogede har skolen haft lærere på tosprogskursus, og det, mener han, har været med til at give så nænsom en start som muligt.

»Buschauffør, der er en, der trykker stop«, råber en barnestemme, da stoplampen blinker, sekundet efter at bussen har sat i gang. »Det er nok, fordi han ikke vil i skole«, svarer chaufføren humoristisk. Anas har sat sig på et sæde forrest i bussen, mens Sara har fundet ned til en veninde næsten bagerst. De har været bedste veninder lige siden den første dag, hvor de mødte hinanden i bussen.

Nogle klumper sig sammen

En særlig udfordring for Lystrup Skole er at få eleverne til at skabe relationer på tværs af etnicitet. De nye og ukendte omgivelser kan få dem til at søge sammen med nogle fra samme etniske tilhørsforhold. »Specielt de arabiske børn klumper sig sammen og blive klikeagtige, hvorimod somaliere og asiater er mere åbne og sociale og har lettere ved at komme i kontakt med andre«, siger Morten Fjord. Klikerne kan hindre relationer med de danske elever i klassen. Derfor forsøger skolen i nogle tilfælde at hindre busbørnene i at skabe etniske grupperinger.

I en af børnehaveklasserne er der indført den regel, at man i de første måneder kun må lege med dem, man går i klasse med. Frikvartererne bliver afholdt forskudt, og i timerne bliver der snakket om vigtigheden af at få nogle venner i sin egen klasse og om klassefællesskabets betydning. Indsatsen har været med til at danne venskabsrelationer på tværs af etnicitet, men det er stadig en udfordring at lege sammen, når de ikke er i skole.

»Jeg tror, venskaberne kan være stærke, men det er svært at udføre dem i praksis, fordi der er den afstand. Nogle er splittet, fordi de lige pludselig opdager, at de har deres bedste venner i Lystrup, men nogle gange kan det godt være svært at se dem i fritiden. Så må de nøjes med deres venner i nærområde«, siger Morten Fjord.

Børnenes mulighed for at danne venskaber er meget afhængig af forældrenes overskud. »Hvis de er stærke, så får de opbygget en vennekreds og får gode venner herude. Ikke så mange, som man normalt gør, men de får nogle. Det er i den bedste ende. I den dårligste ende får de ikke nogle«, siger Morten Fjord.

»Man må have øje for, hvilke muligheder familien reelt har for at støtte op om deres børns skolegang«, mener Jesper Holme, der vurderer, at der desværre er en oversandsynlighed for, at eleverne kommer fra hjem, hvor der er arbejdsløshed, lav social indkomst, sygdom og traumatisering samt andre sociale forhold, som ikke er hensigtsmæssige i forhold til at støtte sit barns skolemæssige udvikling. »Derfor er det enorme arbejde, vi ser på skolerne og iblandt forældregrupperne, forbilledligt og befordrende for at fremme den sociale trivsel. At få et godt samarbejde med forældrene handler ikke kun om afstand. Det handler mindst lige så meget om at give en særlig støtte til socialt svagt stillede forældre - både indvandrerforældre og danske forældre.

Vil lære skolen at kende

Mariam Abdi er alene med fem børn. Tre, der går på Elsted Skole, en, der går på lokalskolen i 9. klasse, og en baby, hun er på barsel med. For Mariam Abdi er det vigtigt at have en god kontakt til skolen og de andre forældre i børnenes klasser. Når hun har muligheden for det, tager hun ligesom denne morgen derfor med sine børn ud til Elsted skole. »Jeg gør det, fordi jeg er nysgerrig. Jeg vil gerne lære skolen og de andre forældre at kende, men det er hårdt arbejde«, siger Mariam Abdi. Stod det til hende, gik alle hendes børn på distriktsskolen.

»Jeg forstår ikke, hvorfor det er mine børn, der skal flyttes, og ikke de danske«, siger Mariam Abdi.

Det ufrivillige i modellen er meget centralt for, hvordan den opleves af børnene og familierne, mener Marie Trillingsgaard. »Man skal ikke glemme, at det her er en tvangsmodel, og man bliver nødt til at have øje for, hvad det betyder for familierne at være tvunget udi andre skolevilkår end dem, andre familier har«. Problemet med tvangsmodellen er netop, at den gælder for en bestemt gruppe af befolkningen, mens der er andre, modellen ikke gælder for. De forskellige vilkår skaber forskellige grupper i samfundet. »Hvis oplevelsen af andetgørelse og diskrimination bliver stor nok, vækker det frustration hos forældrene, hvilket naturligvis påvirker den måde, forældrene engagerer sig på i forhold til deres børns skoleliv. Det kan have den konsekvens, at skolen bliver meget isoleret fra børnenes fritid og familieliv«, menerMarie Trillingsgaard.

»Det er afgørende for deres trivsel, at skole- og fritidsliv hænger sammen. Ellers bliver de splittet mellem to verdener«, mener Morten Fjord. Derfor er det vigtigt, at de bruger skolefritidsordningen og andre fritidstilbud på modtagerskolen og får skabt nogle gode kammeratskaber. »Når de er i skolefritidsordning, ser vi, at de udvikler venskaber. Det er måske ikke de venskaber, som følger dem, når de har fri, men de er der herude«, siger han.

Klokken når knap at ringe færdig til frikvarter, før stolene er skubbet tilbage fra bordene, og eleverne strømmer ud i gården. »Må jeg være med«, spøger Sara en pige, der flygter hvinende væk fra bolden. Sara har mange venner i klassen, for når der spilles stikbold, så må alle være med, fortæller hun. Men uden for skole- og skolefritidsordningstid ses hun ikke med nogen. Der har hun kun sine venner i Bispehaven.