Debat
0   289

Lærerne tager faktisk ansvar, men de kan ikke stå alene med det.

Hvis børn ikke får en uddannelse og et job efter folkeskolen, er der mange der skyder skylden på læreren. I virkeligheden er læreren nok den eneste person, der ikke svigter barnet, og er der for barnet dag efter dag.

Forleden læste jeg et debatindlæg, skrevet af en konsulent ved et jobcenter. Hun fortalte, at hun møder unge mennesker på jobcenteret, som ikke har nogen uddannelse eller noget arbejde. Hun mener, de er havnet på kanten af samfundet, fordi de i deres skoletid blev svigtet af lærerene. Ifølge konsulenten gør lærerne generelt ikke deres arbejde godt nok, og det er, ifølge hende, grunden til, at vi har så mange unge, der står uden for arbejdsmarkedet i dag.

Jeg er lærer, og jeg mener det er problematisk, at vi oplever flere og flere angreb på lærerne i den offentlige debat. Disse angreb planter en ubegrundet mistillid til lærerne, som i øjeblikket er altødelæggende for folkeskolen.  

I den forbindelse ser jeg også, at der i vores samfund er en tendens til, at vi tror, at skolen er en pasningsordning. Vi afleverer vores børn i 0. og henter dem igen, når de går ud af 9., og så behøver vi ikke bekymre os mere om det. Så må lærerne klare resten. Ja og går det galt. Så er det lærernes skyld.  

Et barn der forlader folkeskolen med udsigt til en fremtid med ringe muligheder for succes, er én for meget. Det kan der ikke sås tvivl om. Det er hjerteknusende, at vi har mennesker i vores samfund, der ender som tabere.

Artiklen fortsætter under banneret

Men jeg er uenig og mener ikke man kan gøre diskussionen så simpel, som konsulenten og mange andre forsøger, når de slet og ret placerer skylden hos lærerne og selv vasker hænder i den store offentlige håndvask.  

De glemmer, at der i virkeligheden er tale om en samfundstendens, som skyldes mange forskellige faktorer. De unge, som konsulenten møder på jobcenteret, har generelt haft dårlige erfaringer på mange flere områder end kun folkeskolen.

Men vi tør ikke at åbne op for problematikkerne af frygt for, hvad der gemmer sig under stenen, når vi løfter og kigger. Så er det nemmere og billigere at smide stenen på lærerne. At finde én syndebuk. Det er dejligt overskueligt.   

Det virker i hvert fald som om, der i debatten er nogen, der har en interesse i at fastholde de negative historier om lærerne, på trods af, at der er så mange børn og forældre derude, der kan fortælle den gode historie, om den lærer, der gjorde den store forskel.

Bør vi ikke huske at inddrage succeshistorierne. For rent faktisk lykkes det heldigvis mange lærere at hjælpe elever på rette spor hele tiden. Og det er vigtigt at huske, at de børn møder konsulenten jo ikke på jobcenteret. De børn ender ikke uden job og uddannelse. Og de børn er der trods alt mange af.

Jeg tror, vi alle er enige i, at læreren og forældrene bærer det største ansvar for at projekt skolegang lykkes. Vi er de helt nære personer, som eleven møder i sin hverdag. De vigtigste faktisk.

Men jeg mener ikke, at læreren kan påtage sig det fulde ansvar alene, hvis forældrene ikke lever op til deres del af aftalen.

Så mener jeg, at andre instanser må hjælpe til. Jeg kan ikke, selvom jeg inderligt ønsker, at jeg kunne, agere forældre for mine elever også.

 

Vi kan ikke forvente at alle børn klarer sig lige godt

Et faktum er, at vi mennesker er udstyret med forskellige smertetærskler. Jeg møder mange elever hver dag, der bekræfter dette. Og de er ikke robotter, som vi kan programmere til at yde det maksimale hele tiden. De er børn af kød og blod, og nogen af dem er meget skrøbelige. Det betyder, at når de mister en mor eller en far, så bryder deres verden sammen. Hvis de oplever en skilsmisse, og ser hvor modbydelige deres forældre kan opføre sig i den forbindelse, så hopper kæden af, og de kan ikke koncentrere sig i skolen. Hvis deres far drikker sig fuld og slår mor, eller hvis mor bor alene og aldrig er hjemme. Ja så vil det gå ud over deres skolegang. Jeg kan nævne utallige af lignende eksempler, som jeg har mødt i min hverdag. For der findes virkelig mange eksempler. Også i Danmark.

Derfor kan vi ikke forvente, at alle børn kommer uberørte igennem den modstand, de møder her i livet, og at det de blot skal bruge for at få sig en uddannelse og et godt liv er én dygtig lære.

Vi må som samfund indse, at der i så fald er tale om en fælles udfordring. Så er det op til os, om vi ønsker at gøre noget ved udfordringen sammen eller ej. Det er ikke nok at lade læreren stå alene med den opgave. Det kan en lærer ikke klare selv.

Desværre ser virkeligheden rundt omkring i landets folkeskoler sådan ud, at mange lærere lige nu står helt alene med den opgave. Og så må I undskylde mig, men så er der ikke noget at sige til, at nogle unge mennesker falder uden for systemet, så snart skolerne slipper dem.    

Personligt kan jeg slet ikke forstå, at vi ikke gør mere for at forebygge, at disse mennesker ender, hvor de gør. Det kræver økonomiske investeringer. Men det er småpenge i forhold til den regning, vi betaler i øjeblikket.

 

Hvad kan vi gøre

Min erfaring er, at vores underretningssystem kan blive langt bedre. Det er en nødvendighed, hvis vi vil nå at hjælpe disse stakkels børn, inden det er for sent. Jeg har personligt oplevet, at sager om børn kan trække ud og løbe ud i sandet trods gentagende bekymringer fra min og min skoles side, fordi der mangler ressourcer i familieafdelingerne. I disse tilfælde er jeg løbet panden mod muren. Der har jeg stået med elever, som tydeligvis havde brug for hjælp. Ikke hjælp i undervisningen, men hjælp i deres eget hjem.

Jeg har også ofte oplevet at føle mig magtesløs, når jeg til utallige møder har forsøgt at hjælpe voksne mennesker i at støtte deres børns skolegang, der kunne jeg godt bruge flere sanktionsmuligheder. Det er for let at sige: ”ja det skal vi nok”. Og så sker der ingenting.  

For det tredje kunne de unge mennesker, som vi taler om, have haft stor gavn af en støttefamilie i deres opvækst. Jeg oplever, at de børn der er særligt udsatte netop mangler nogen i deres liv til at lære dem de helt basale ting, som fx at snøre deres snørebånd, at smøre dem en madpakke og at skabe ro i et ellers totalt kaos. Det er her, jeg ser et stort udviklingspotentiale. For hvis almindelige borgere opdager, at de ren faktisk er en del af et større samfund og på den måde også har et medansvar for, at samfundet er raskt, så mener jeg, vi virkelig kunne komme problemet til livs. Jeg efterspørger altså en helt anden mentalitet i samfundet, hvor vi begynder at bekymre os om hinanden og ser det at hjælpe til som en investering i fremtiden.

For det fjerde, mener jeg også, at vi bør kigge på, om vores skolesystem kunne indrettes bedre. Som det er skruet sammen nu, kan det ikke undgås at eleverne oplever nederlag i skolen, hvis de ikke kan finde ud af at læse og skrive og følge godt med i timerne. Disse nederlag er med til at starte en ond spiral for børnene, som lærerene desværre ikke kan skærme dem imod. Skolen i dag handler kun om, at man skal være stærk i de boglige fag. Alle de praktiske fag er efterhånden så nedprioriterede, at de børn, som har evner og talenter her aldrig får lov at udfolde dem. Og desværre er det, lige netop de børn og unge vi taler om, som har brug for de praktiske fag, fordi de har det svært i de boglige.  

Lærerne skal naturligvis løbende klædes på til at tage bedre hånd om de udsatte børn. Det bør vi kunne tale åbent om, uden at kritisere lærerne. Men det batter simpelthen ikke noget, hvis man alene tror, at efteruddannelse af lærerne er nok. Det er kun ét plaster på et stort blødende sår.  

Mit formål er ikke at pege fingre. Det er ikke konstruktivt. Men hvad med alle de andre mennesker barnet møder på sin vej? Og de politiske beslutninger, der bliver taget, på trods af, at man på forhånd ved, de vil ramme nogen børn hårdt?   


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

PPR-netværket er for ansatte og andre med interessere for Pædagogisk Psykologisk Rådgivningsområdet. I samarbejde med Samrådet af Specialpædagogiske Foreninger i DLF. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
239 andre er allerede tilmeldt

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.120 andre er allerede tilmeldt