Målstyring
9   1508

Læringsmålstyret undervisning skiller vandene

De lærde strides: Bølgerne går højt, når der bliver diskuteret læringsmålstyring. Men for mange er det uklart, hvad debatten egentlig handler om – og hvad de er uenige om. Her er tre eksperters udlægning.

Nogle er for, andre imod læringsmålstyret undervisning. Ofte taler de forbi hinanden. Det er, som om det ene hold spiller håndbold, og det andet spiller fodbold.

Det skyldes blandt andet, at det ene hold taler om pædagogik, mens det andet hold taler om didaktik, mener rektor for professionshøjskolen Metropol Stefan Hermann, der har skrevet bogen »Magt og oplysning - Folkeskolen 1950-2006«. Bogen beskriver udviklingen i pædagogik og politik i folkeskolen siden 1950'erne.

Artiklen fortsætter under banneret

Firkantet sagt: Det ene hold, pædagogerne, interesserer sig mest for skolens rolle i samfundet, mens det andet hold, didaktikerne, primært taler om eleverne i klassen.

Pædagogerne er normativt orienteret. De har en holdning til, hvad skolens opgave er i samfundet. De går op i værdier og menneskesyn. Didaktikerne interesserer sig mere for, hvad der virker i undervisningen. De er empirisk orienteret. De går op i evidens og elevernes faglige udbytte af undervisningen.

Det ene hold er kritisk over for læringsmålstyret undervisning, det andet er positivt indstillet over for i hvert fald en bestemt version af at arbejde med mål.

Vi har talt med en fra hvert hold og bedt dem folde deres synspunkt ud, Brian Degn Mårtensson, der er lektor på professionshøjskolen University College Sjælland, og forskningschef ved VIA University College Andreas Rasch-Christensen. Med i ringen har vi også inviteret Stefan Hermann, rektor på Metropol, som forsøger at forklare uenighederne ud fra sin forståelse.

Andreas Rasch-Christensen har været såkaldt arbejdende formand for den arbejdsgruppe under Undervisningsministeriet, der udformede de nye, forenklede Fælles Mål, og er tilhænger af læringsmål.

Mårtensson: Det er ikke egentlig undervisning

Brian Degn Mårtensson udgav for nylig bogen »Konkurrencestatens pædagogik - En kritik og et alternativ« og er en vedholdende kritiker af læringsmålstyret undervisning.

Essensen af din kritik - hvad er den egentlig?

»Problemet med læringsmålstyret undervisning er kort fortalt, at den ikke har ret meget med egentlig undervisning at gøre«, svarer Brian Degn Mårtensson.

»Den læringsmålstyrede undervisning er i princippet nærmere beslægtet med dressur eller træning - i hvert fald i den variant, der p.t. ønskes udbredt af både KL og ministeriet. Selve indholdet af undervisningen - altså hele vores nordiske og europæiske tradition - er ligegyldiggjort«, tilføjer han og fortsætter:

»Undervisningens indhold betragtes kun som et mere eller mindre tilfældigt middel til arbejdsmarkedsorienteret kompetenceproduktion. Når man styrer hårdt efter læringsmål, er menneskets unikke møde med faget og stoffet underordnet. Kompetenceoutputtet og tilpasningsprocessen er i stedet det væsentlige«.

Brian Degn Mårtensson giver et eksempel:

»I faget dansk er der reelt ingen grund til at læse en roman færdig, hvis læringsmålene er opfyldt halvvejs gennem værket. Det er også ligegyldigt, hvilke øvrige perspektiver romanen åbner for børnene. Hele det litterære møde sander ganske enkelt til i tom teknik. De færreste lærere målstyrer forhåbentlig ikke så brutalt, men det ændrer ikke ved den principielle fejl i tankegangen«.

At undervisningen risikerer at blive »tom teknik«, er slemt nok i sig selv, men der er noget, der er endnu værre, mener Brian Degn Mårtensson.

»Det værste er kombinationen af den arbejdsmarkedsfokuserede uddannelsespolitik og målstyringsideologien«, siger han.

»Den kombination bevirker, at hele vores uddannelsessystem tænkes som forberedelse til arbejdsmarkedet. Metoden er en tæt monitering af den løbende tilpasning af børn og unge til statens gennemregulerede progressionsprogram. På den måde bliver skolebørn til en slags halvfabrikata i produktionen af nye medarbejderborgere«, uddyber han.

»Intet andet end fremtidig vækst er vigtigt. Både menneske og fag forsvinder ud af pædagogikken. Kun mål og styring står tilbage i jagten på fremtidig vækst«, konkluderer Brian Degn Mårtensson.

Rasch-Christensen: Læringsmål kan give god mening

Andreas Rasch-Christensen mener derimod, at læringsmål kan give god mening i undervisningen, hvis lærerne bruger dem på en fornuftig måde.

»Målstyring af den danske skole er langtfra et nyt fænomen«, fastslår han. I 2002 indførte Folketinget jo Fælles Mål for alle fag. »Og gennem disse mål skulle lærerne formulere forventninger til, hvad eleverne skulle lære. Ikke kun hvad de skulle undervises i«.

De Fælles Mål fra dengang slog bare aldrig helt igennem ude på skolerne, viser forskellige evalueringer gennem årene. Og det skyldes blandt andet, at målene ikke var bygget op på en sådan måde, at lærerne kunne bruge dem til deres daglige planlægning og evaluering af undervisning, siger Andreas Rasch-Christensen. Og dét prøver den nye skolereform så at gøre noget ved med de nye forenklede Fælles Mål.

»Lærerne er isoleret set de væsentligste aktører for elevers læring, og hvis lærerne ikke oplever reformens tiltag - herunder dens mål - som anvendelige og brugbare i dagligdagen, kommer mål og tiltag ikke til at spille nogen rolle«, pointerer Andreas Rasch-Christensen.

Hvad med dannelsen?

»Et af reformens væsentligste tiltag er derfor en ny opbygning af alle fagenes mål med det sigte for øje, at de skal bidrage til lærernes undervisning og deres dialog med eleverne om, hvad de har lært«, tilføjer han.

Selvfølgelig har der været kritik af de nye Fælles Mål, medgiver Andreas Rasch-Christensen. Eksempelvis lyder det ofte, at eleverne jo alligevel ikke nødvendigvis lærer det, som de skal, blot fordi der er mål for det. »Og det er indlysende rigtigt«, fastslår forskningschefen.

»Men eleverne har alligevel stor gavn af at kende forventningerne til dem. Nogle lærere fortæller, at målene giver dem mulighed for at danne et team med eleverne. Lærerne er de faglige ledere af teamet, men eleverne kender undervisningens dagsorden og målsætning«, fortæller han.

Et andet ofte fremført kritikpunkt er, at målene fjerner fokus fra lærernes kerneydelse, nemlig undervisning. Men det er en kritik, der skyder forbi målet, mener Andreas Rasch-Christensen.

»I de nye Fælles Mål bliver målene set i forhold til fagenes indhold, og lærernes undervisning er dér, hvor mål, fag og rammer kobles. Målene kan aldrig i sig selv skabe den gode undervisning, hvor elever trives, lærer og udvikler sig. Men målene kan være en hjælp, når de er formuleret, så lærerne kan bruge dem«.

Og det er så netop dét, Andreas Rasch-Christensen og de faglige ekspertgrupper bag de nye, forenklede Fælles Mål har forsøgt - at formulere målene, så lærerne kan bruge dem i den daglige undervisning, understreger forskningschefen.

Dannelsen? Hvad med dannelsen? Mange kritikere hævder, at målenes fokus på læring tømmer skolerne for dannelsesmæssige indhold. Det er imidlertid ikke rigtigt, mener Andreas Rasch-Christensen.

»Undervisningen skal gøre noget ved eleverne. Hvis viden og elevernes personligheder kører som to parallelle og uafhængige spor, så sker der intet med eleverne. Men fagenes nye mål giver netop mulighed for at koble viden til elevers læring og udvikling. Viden skal kunne bruges og ikke kun i relation til videre uddannelse og arbejdsmarkedet. Også til livet i almindelighed«.

»Derfor skal elever ikke kun reflektere over det lærte. De skal også udtrykke holdninger og synspunkter«, tilføjer han og minder om, at formålsparagraffen jo stadig gælder.

Han er tilhænger af læringsmål, fastslår han. Men målene skal bruges med omtanke, understreger han.

»Jeg finder det problematisk, hvis man implementerer synlig læring eller læringsmålstyret undervisning som metode. Sådan er opbygningen af de nye Fælles Mål slet ikke tænkt«, fortæller Andreas Rasch-Christensen.

»Det er i øvrigt heller ikke tanken, at målene skal nedbrydes til individuelle læringsmål for alle elever, sådan som det praktiseres i nogle kommuner. Det skal være lærerens professionelle skøn, der afgør, hvordan der skal arbejdes med målene, hvordan de skal evalueres, og om der i givet fald skal være forskellige mål for mindre grupper af elever«, tilføjer han.

Så vidt Andreas Rasch-Christensen og Brian Degn Mårtensson. Det er, som om den ene spiller håndbold, og den anden spiller fodbold. Sådan er det med debatten om læringsmålstyret undervisning i det hele taget. Hvert sit sprog taler de. Som om det ene hold har John Hattie, den newzealandske skoleforsker, som træner, og det andet har K.E. Løgstrup, filosof og teolog.

Det ene hold er empirisk orientereret, det andet er normativt orienteret. Det er evidensfolket mod holdningsfolket. Kompetenceskolen mod skolen som kulturbærende institution. Læreanstalten mod højskolen.

Stefan Hermann: De taler ikke samme sprog

De taler ikke samme sprog. De taler tit forbi hinanden, påpeger Stefan Hermann

»Det, der går galt i debatten om læringsmålstyret undervisning gang på gang, er, at den pædagogiske politik og den didaktiske politik bliver blandet sammen«, siger Stefan Hermann, der har udforsket den nyere skolepolitik.

Lad os skille dem ad, didaktikken og pædagogikken. Lad os først tage pædagogikken, den er dramatisk nok i sig selv:

»Læringsbegrebet kom ind i skoleverdenen i 1990'erne som et pædagogisk-psykologisk begreb. Det er så nu blevet til et fagligt effektbegreb, der kan måles i nationale test«, forklarer Stefan Hermann.

»Læringsbegrebet har altså været på en rejse fra at være et pædagogisk-psykologisk begreb til at blive et administrativt register-begreb, der kan måle elevernes læringsmæssige udbytte af undervisningen. En rejse fra et blødt individbegreb i 1993-loven til et kontant og hårdt elevfokuseret begreb, der kan gøres op i effekter i nationale test. Kritikere siger så, at det er konkurrencestatens pædagogisk-politiske begreb«, uddyber Stefan Hermann.

Og så er der didaktikken:

»Vi har haft læringsmålstyring, siden Fælles Mål kom i 2002, og kritikere har lige siden problematiseret, at man nu laver skole for, at eleverne skal opnå kompetencer«, siger Stefan Hermann.

»Kritikere mener også, at der udøves et metodisk regime - personificeret i Hattie og promoveret af myndighederne - der angiveligt tilsiger, at der kun er én metode. Og det går så ud over metodefrihed og autonomi«, tilføjer Hermann.

Nogle mener, at læringsmålstyret undervisning er den eneste rigtige måde at undervise på, mens andre mener, at læringsmålstyret undervisning blot er én blandt flere metoder.

Og pædagogikken har på sin side også nok at gøre med at holde styre på sin konflikt: læring som psykologisk kategori (læring er noget, der sker i hoved og krop på eleven) versus læring som administrativ kategori (læring er noget, som staten måler i nationale test).

Når så pædagogik og didaktik en gang imellem bliver blandet sammen, kan der godt gå goddag mand økseskaft i skoledebatten.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
17.148 andre er allerede tilmeldt