Psykisk arbejdsmiljø
0   966

Stress udløste blodprop i hjertet

Lærer Marina Norling var holdt helt op med at holde pauser i løbet af arbejdsdagen, og natten før sidste skoledag i juni i år vågnede hun med smerter i brystet. Det viste sig at være en blodprop i hjertet.

En blodprop i hjertet er noget, man forstår. Så nu har lærer Marina Norling skåret ned på ambitionerne, hun er begyndt at holde sine pauser i arbejdsdagen, spiser havreklid og dyrker morgengymnastik.

Blodproppen kom natten før sidste skoledag på Arden Skole i det nordjyske. Forud var gået et hårdt arbejdsår med folkeskolereformens nye tiltag, flere lektioner, klasselærerfunktion i 1. klasse og specialundervisning. En kollega var gået ned med stress allerede et par uger inde i skoleåret.

Artiklen fortsætter under banneret

»Men jeg havde det jo meget godt. Jeg begyndte bare at være så træt. Det var pludselig uoverskueligt at gå en tur, og jeg længtes bare efter sommerferie. Stress var det ikke, tænkte jeg, for så skulle man vel bryde grædende sammen, og sådan havde jeg det ikke. Nu kan jeg se, at jeg længe havde overset alle signaler for stress«, fortæller Marina Norling.

Blandt andet var hun holdt op med at holde pauser med kollegerne. Holdt op med at spise i frokostpausen, fordi hun jo lige kunne presse en af de mange opgaver ind dér.

Så stress var det nok alligevel.

Blodprop om natten

Næstsidste skoledag før sommerferien havde hun en underlig fornemmelse ved spiserøret og var helt udmattet, da hun kom hjem fra arbejde. Hun hvilede sig, men kom op for at spise aftensmad med familien. Om natten vågnede hun med kraftige smerter i hjertet, og armene var helt slappe.

»Jeg havde en fornemmelse af, at dette kunne blive døden, hvis jeg ikke fik ringet 112. Det gjorde sindssygt ondt i hjertet«.

Hendes mand ringede til alarmcentralen, og da ambulancen kom, havde hun meget påvirket hjerterytme. Ambulancefolkene satte elektroder på hende, men kunne ikke aflæse noget alvorligt ud fra målingerne. Hun havde kvalme, og det endte med, at hun blev indlagt på Hobro Sygehus.

Hele natten kastede hun voldsomt op, havde smerter og oplevede stadig at have underligt slappe arme. En sygeplejerske tog sig af hende, men hun fik ingen behandling. Det var nok bare noget med maven.

»Om morgenen kom en læge og spurgte, hvorfor han ikke var blevet tilkaldt i løbet af natten. Han kunne straks se på mine tal, at jeg havde en blodprop i hjertet. Så røg jeg videre til Aalborg, hvor jeg blev undersøgt og fik radioaktiv væske sendt ind i mine årer, så de kunne se, at der var passage«, fortæller Marina Norling.

Lægen fortalte hende, at de voldsomme opkastninger var kroppens måde at komme af med blodproppen på. Kroppen kramper for at sende blodproppen videre i systemet.

»Jeg fik at vide, at blodproppen var væk, så kroppen havde selv klaret det«.

Droppede pauserne

Marina Norling er 49 år, ikkeryger, normalvægtig og har ikke arveligt forhøjet kolesterol. Så hun burde vel ikke være i risiko for en blodprop, tænkte hun. På hospitalet var de kvinder, hun mødte på afdelingen, da også meget ældre end hende.

Men ligesom rygning giver stærkt forhøjet risiko for blodpropper, så gør stress det også.

»Vi er tre lærere, der har 1.-klasser, og vi havde talt om, at det havde været et heftigt skoleår. Vi kunne ikke nå det, vi skulle, i vores forberedelsesuge, før eleverne kom i skole. Min ene kollega gik ned med stress allerede et par uger inde i skoleåret, og den anden valgte at gå på nedsat tid for at klare det. 1.-klasserne kræver meget, fordi de slet ikke kan overlades til sig selv. Og så glemte vi jo, at vi havde fået ekstra lektioner. Tidligere havde vi 22-23 lektioner om ugen, nu havde vi alle fået 27 lektioner«, siger Marina Norling.

Hun er læsevejleder og har en master i læse- og skrivedidaktik. Som læsevejleder udreder hun elever med læsevanskeligheder og tester alle klassetrin. Forrige skoleår kneb det gevaldigt med at nå alle klassetrin.

»Men hvis jeg droppede pauserne, kunne jeg nå det. Hvis jeg så også lige arbejdede lidt indimellem om aftenen. Her glemte jeg så, at jeg også havde de ekstra lektioner og lige ville producere noget materiale til de ordblinde elever«.

Marina Norling fortæller, at lockouten i 2013 tog hårdt på hende og hendes kolleger.

»Vi lavede jo åbenbart ingenting i andres øjne, og så skulle vi endda fratages retten til at arbejde i en måned, mens nogle påstod, at vi strejkede. Omgivelserne syntes ikke, vi gjorde et ordentligt job som lærere. Det tog hårdt på os«.

Ualmindelig træt

Efter blodproppen kan hun tydeligt se, hvor dårligt hun egentlig havde det op til den nat før sidste skoledag i år. Hvor ualmindelig træt, hun var. Hun orkede ikke at gå tur, måtte hvile sig og blev forpustet, når hun cyklede. Hun havde faktisk en oplevelse af, at blodet løb noget trægt rundt i kroppen.

»Jeg var meget vred lige efter blodproppen. Ikke på min egen skole, men på skolesystemet. På alt det topstyrede i skolereformen. Nu er jeg ikke vred længere. Jeg ser også blodproppen som en gave. Det er godt at blive mindet om, at man ikke skal være her altid. At man skal nyde det, mens det er«.

Marina Norling fortæller, at hun er blevet endnu mere glad for det nære.

»Jeg får bagt nogle flere pandekager, får hygget mig og spiller flere spil med mine børn«.

Fagpolitisk lektie

Hun taler om at prøve at holde arbejdsambitionerne nede. Ved ikke, om hun kan holde det, men det må være noget med at gøre tingene mere »light« - smøre det tyndere ud, så hun kan holde til det.

»Jeg prøver at holde bedre fast, og de andre på skolen passer på mig«.

Hendes klasse er blevet til 2. klasse, og det er lidt nemmere. Skolens ledelse har ansat en person til at kopiere og aflaste lærerne. Alle lægger deres undervisningsmaterialer ud som pdf, så kollegerne kan bruge dem.

»Ting tager den tid, de tager. Vi har fået en fagpolitisk lektie. Når jeg i dag ser en kollega med flotte lektionsplaner, så spørger jeg, hvornår hun har lavet dem. Sådan som jeg kørte sidste år, det kunne jeg ikke gøre i længden. Men det var ting, jeg mente, jeg måtte gøre«.

Motion hver dag

Marina Norling har valgt at være åben om blodproppen. Hendes mand talte med skolelederen, mens hun var indlagt, og skolelederen fortalte kollegerne om hendes sygdom. Hun skrev selv på Facebook dagen efter, så hendes venner vidste det og ikke blev bekymrede. Hun fortalte det også i ferien på skolens intra.

Og så begyndte hun at motionere. 45 minutters morgengymnastik. Et program på stepbænk. Hun har ikke tidligere motioneret regelmæssigt, men nu kan hun ikke undvære det. Motion tager stresshormonerne. Pulsen skal op, og hun skal svede. For nu ved hun, at hun måske alligevel er disponeret for en blodprop.

Resten af livet skal hun spise hjertemagnyl og kolesterolsænkende medicin. I et år skal hun have blodfortyndende medicin. Hun spiser havreklid, fordi det er det bedste imod det dårlige kolesterol, og hendes kolesteroltal skal være unaturligt lavt, fordi hun nu betegnes som hjertesyg.

»Jeg har lært at holde mine pauser med kollegerne. Spise frokost og tale om hækleopskrifter, børn og mad. I familien nyder vi at være kommet tættere på hinanden. Men bare jeg er træt en eftermiddag, så bliver børnene bekymrede. Man forstår en blodprop i hjertet, det bliver en ny måde at opleve verden på«, siger Marina Norling.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ