DLF har analyseret tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor og Undervisningsministeriet. Faldet i antal af lærerstillinger er voldsomt sammenlignet med faldet i elevtallet

Kommuner skærer ned på antallet af lærere

Fra 2009 til nu er antallet af lærere faldet med 7.114 stillinger. Det svarer til et fald på 13 procent. I samme periode er elevtallet kun faldet med omkring 4 procent, og skolereformen med flere lektioner er trådt i kraft. ”Der er tale om massive besparelser. Det kan ende med at blive en bombe under folkeskolen ”, siger DLF’s formand.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det store fald i antallet af lærerstillinger skete mellem august 2009 og august 2012, men siden reformens start i august 2014 er antallet af lærerstillinger alene faldet med omkring 1.000.

Det er tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor og Undervisningsministeriet, som DLF har analyseret på. Tallene dækker lærere i folkeskolen herunder specialundervisningen i kommunalt regi. Tallene er eksklusive børnehaveklasseledere, skoleledere og konsulenter. Timelønnede vikarer er heller ikke medregnet i opgørelsen. Antallet af lærere er omregnet til fuldtidsstillinger.

12 procent af lærerstillingerne nedlagt på fem år

 Tallene om elevnedgangen er hentet fra Undervisningsministeriets hjemmeside.

"Der er tale om massive besparelser, og folkeskolen er allerhårdest ramt af besparelserne", siger DLF's formand Anders Bondo Christensen.

"Der er en stram økonomi kombineret med de billeder om skolen, som regering og KL sætter op. Først stillede KL et billede op om, at lærerne brugte deres tid forkert og underviste for lidt. Et andet billede er, at de fortæller, at Danmark har verdens dyreste folkeskole. Billeder vi hører ofte, og som politikerne stiltiende har accepteret. Men nej, det passer ikke. Og vi har ikke verdens dyreste folkeskole".

 

Fald i kvaliteten

Han kalder det at decentralisere magtesløsheden.

"Man sidder ved økonomiforhandlingerne langt væk fra virkeligheden og beslutter at spare. Aben bliver sendt ud til kommunalbestyrelserne, og de smækker den videre ud til skolelederne. Og ingen forholder sig til kvaliteten af undervisningen. Det kalder jeg at decentralisere magtesløsheden. Det går ud over eleverne, der ikke får den undervisning, de skal have. De inkluderede elever får ikke den støtte, de har brug for, og de nødvendige to-lærer-ordninger findes ikke. Ingen tager ansvaret for det", siger Anders Bondo Christensen.

Situationens alvor ses også i begyndende lærermangel i nogle af landets kommuner, fortæller lærerformanden.

"Lærerne stempler ud. De forlader folkeskolen, ser vi. Man skulle jo tro, at der ville være stor arbejdsløshed, når lærerstillinger bliver nedlagt. Men det er der ikke, fordi der samtidig er en voldsom stigning i antal af lærere, der forlader folkeskolen. De store besparelser kan ende med at blive en bombe under folkeskolen", advarer han.

(Tilføjet 17/11 2015 13:20)

Ziegler: Der spares ikke på skolen