Lene Bønding Ditlevsen understreger, at Zahles netbaserede hold på ingen måde skal være en konkurrence med de øvrige læreruddannelser.

Zahle udvider med netbaseret fransk

Læreruddannelsen på Zahle i København udbyder nu fransk delvist netbaseret. De oplever, at der er skoler i deres område, som ikke har mulighed for at sende en lærere til undervisning i København, men som gerne vil have uddannet en fransklærer. De studerende får tre undervisningsdage pr. semester, og resten foregår virtuelt.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Zahle har de seneste fem år været den eneste læreruddannelse i landet, som har kunnet samle studerende nok til et franskhold. Til januar kommer læreruddannelsen i Aarhus med. UCSJ udbyder fransk, men forventer ikke umiddelbart at kunne samle nok til et hold. Så der er stadig langt til et uddannelsessted, hvis man sidder på en skole uden for København og Aarhus og egentlig gerne ville udbygge sit gymnasiefransk til undervisningskompetence.

Nu bliver der uddannet fransklærere i Aarhus igen

Derfor udbyder Zahle nu et delvist netbaseret hold, hvor de studerende mødes til tre undervisningsdage i løbet af hvert semester, resten er virtuel undervisning. Der bliver tidspunkter, hvor alle samtidig er på nettet til en slags virtuel klasseundervisning, og den anden halvdel af undervisningen fungerer som syv-otte netpakker. Underviseren er adjunk Lene Bønding Ditlevsen, som også underviser på Zahles almindelige franskhold.

"Jeg organiserer opgaver til dem. De skal læse og skrive, lytte og tale - for eksempel se klip på youtube, se små instruktionsvideoer fra mig, selv optage videoer osv. De skal også debattere på et debatforum, så det er ikke blot fjernundervisning i gammeldags 'brevkursus'-forstand. Det kræver selvfølgelig, at de er ret selvkørende. Men det er også planen, at de skal sættes sammen i grupper, så de kan støtte og fastholde hinanden. Det ved man fra den helt netbaserede læreruddannelse er ret vigtigt".

God ide med ekstra sprogtræning

Kravene til de studerende er de samme som på de almindelige franskhold.

"Men det er klart, at hvis de kun har begynder-fransk fra gymnasiet, og det er længe siden, så er det en god ide at få det brushet up på andre måder også. Vi kan jo ikke komme til at træne så meget sprog, som vi kan i de almindelige timer på læreruddannelsen, hvor der desværre heller ikke er så meget tid til sprogtræning".

Interesserede fra hele landet kan søge ind på Zahles netbaserede hold, men Lene Bønding Ditlevsen understreger, at det på ingen måde skal være en konkurrence med de øvrige læreruddannelser. Det skal være dem, der ellers ikke ville have haft mulighed for at tage fransk - fx er der også lærere, der bor i københavnsområdet, men som ikke har mulighed for at følge undervisning i dagtimerne.

"Jeg har fået henvendelser fra næsten 40, som er interesseret. Lige fra en midaldrende dame, der har boet 10 år i Frankrig, til nogle som allerede er uddannede lærere, men bare lige skal høre, om det kan lade sig gøre at udvide med fransk".

Powered by Labrador CMS