Rikke Knudsen ville gerne have mere tid til forberedelse, men hun er glad for, at Furesø Kommune har forståelse for, at lærerne skal sikres reel forberedelsestid.

»Jeg er så glad for, at jeg ikke skal stemple ind og ud«

Rikke Knudsen er lærer på Søndersøskolen i Værløse. Hun sætter stor pris på den fleksibilitet, som hun føler, en arbejdstidsaftale mellem lærerkreds og kommune giver hende i dagligdagen.

Publiceret

Kampen om arbejdstid

Folkeskolen har besøgt to skoler for at tage temperaturen pålærernes arbejdsdag. En skole i Furesø, hvor kreds og kommune haren fælles forståelse, og en skole på Frederiksberg, hvor kreds ogkommune ikke har kunnet nå til enighed.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er formiddagsfrikvarter. Lærerne i 6.-klasseteamet på Søndersøskolen summer rundt i teamlokalet. Alle har eget skrivebord. Fast computer og plads til materialer. I rummet er der også blevet plads til et mødebord, en lille sofa og en kaffemaskine, der med små plastikkapsler sprutter brandvarm kaffe i kopperne, før lærerne haster ud på gangene igen.

Rikke Knudsen sidder ved skrivebordet over for sin teammakker. Det er hendes andet år på skolen. Hun blev uddannet lærer, da reformen og arbejdstidsloven var en realitet. Hun er ikke i tvivl om, at det er en fordel for hendes lærerliv, at Furesø Kommune og Furesø Lærerkreds er enige om, at lærerne er sikret 220 årlige timer til forberedelse, som lærerne selv bestemmer over. Derudover er de sikret syv timer om ugen til fælles og individuel forberedelse, teamsamarbejde og møder.

»Vi har simpelthen ikke tid til at forberede os«

»Jeg er så glad for, at jeg ikke skal stemple ind og ud«, siger Rikke Knudsen.

»Jeg bruger lang tid på transport - omkring 45-50 minutter hver vej. Jeg klarer mails i toget. Faktisk har jeg lavet en regel for mig selv, der hedder, at jeg ikke tjekker mail, før jeg er i toget klokken 7 - og jeg tjekker heller ikke mail, efter at jeg har forladt toget om eftermiddagen. Jeg forsøger i hvert fald«, siger Rikke Knudsen.

Rammer, som strammer

Selv om lærerne i Furesø Kommune har mulighed for at placere 220 timers forberedelse, hvor og hvornår de vil, er realiteten for flere af lærerne, at de bliver nødt til at være på skolen i alle arbejdstimer. Det mærker Rikke Knudsens teammakker Niels Fjellander.

»Det er blevet noget ufleksibelt, fordi vi har to mødedage, hvor vi skal være her mellem 14 og 16 til møder og fælles forberedelse. Jeg har lange undervisningsdage de andre dage, så jeg har faktisk ikke mulighed for at bruge den fleksibilitet, der er i aftalen«, siger Niels Fjellander.

Rikke Knudsen vil helst forberede sig på skolen. Hun noterer ned, hvornår hun kommer og går, og hvor mange timer hun forbereder sig derhjemme.

»Jeg forsøger at lægge al min forberedelse på skolen. Lige nu arbejder jeg lidt flere timer, end jeg burde, fordi der i starten af skoleåret er så meget, der skal forberedes. Men så kommer jeg til at bruge lidt færre timer senere. Det er også derfor, det er godt at have det fleksible skema«.

Hun bliver nødt til at forberede meget til musik og drama hjemme.

»Der er meget i musik og valgholdet med drama, som jeg ikke kan forberede på skolen. Musiklokalet er ikke ledigt i tilstedeværelsestiden, og jeg skal bruge et klaver - så må jeg tage det med hjem«.

DLF: Lærerne har gavn af overenskomsten i hverdagen

Uddannelse presser tiden

Sidste år var begge lærere presset af, at der i deres skema var indlagt kompetenceudvikling i synlig læring som en del af den fælles forberedelsestid. Derudover skal lærerne uddannes i systemet »meebook«, som kommunen har indført.

»Sidste år blev vi virkelig presset. Selv om vi fik afsat tid til kompetenceudvikling, så skubber det nogle af de daglige opgaver og ens forberedelse ned i anden række«, siger Rikke Knudsen.

Dårligere undervisning

»Problemet er, at vi skal så meget nyt. Vi skal udøve målstyret undervisning og undervise mere, og det betyder, at vi ikke rigtig har tid til at sætte os ind i alt det nye. Jeg ville gerne gå ind og måle på den enkelte elevs progression. Men vi har ikke tiden til at løfte opgaven i forhold til vores ambitioner«, siger Rikke Knudsen.

Hun lægger vægt på at få bevægelse ind i sin undervisning, men det tager tid at forberede, hvis det skal give mening. Og så ville hun meget gerne give eleverne mere feedback.

»Vi har ikke tid nok til efterbehandling og feedback til eleverne. Og det betyder, at eleverne bliver mindre motiverede til opgaverne«.

Begge lærere er glade for, at kommunen har forståelse for, at der skal afsættes forberedelsestid.

»Men det er i perioder svært at levere en undervisning, der afspejler vores faglige ambitioner, fordi vi er blevet skåret så kraftigt i vores forberedelsestid«, siger Niels Fjellander.

Lydhør ledelse

Begge mener, at ledelsen forsøger at effektivisere lærernes tid, så der er så meget plads på ugeskemaet til forberedelse som muligt.

»Hvis jeg ikke kan finde tiden til opgaverne, så kan jeg gå til ledelsen. Det er ikke sikkert, at de fjerner opgaver, men de viser stor forståelse«, siger Niels Fjellander - og Rikke Knudsen nikker.

Selv om der i en vis grad er differentieret forberedelse, så sker det ud fra objektive kriterier, og det er lærerne glade for.

»Man har prøvet at have et retfærdighedsprincip. Så der er en faktor til holdtimer og en faktor til fagtimer. Nyuddannede får også ekstra tid. Men alle folk er pressede, og derfor får alle den samme tid til at forberede sig inden for de rammer. Det er godt. Og så prøver ledelsen at løse specialfunktioner på andre måder, for eksempel har man ansat en it-konsulent«, siger Niels Fjellander.

Bedre fælles forberedelse

En af fordelene, som begge lærere er enige om, er lærerarbejdspladserne.

»Det er en kæmpe fordel for teamsamarbejdet, at vi sidder så tæt sammen«, siger Niels Fjellander.

Rikke Knudsen og Niels Fjellander sætter stor pris på, at Furesø Kommune og kreds samarbejder.

»Vi er glade for, at der er sat nogle rammer omkring vores arbejdstid i form af et forståelsespapir, men vi håber, at man fra politisk side kommer til at vægte tiden til forberedelse og efterbehandling mere, så vi kan få implementeret og kvalificeret de elementer, der er i reformen«.

Powered by Labrador CMS