"Læringsmålstyret undervisning er ikke noget særlig veldefineret begreb. Så en hvilken som helst lærer, der laver nogenlunde acceptabel undervisning, kan til enhver tid sige, at han eller hun laver læringsmålstyret undervisning", siger Per Fibæk Laursen.

Professor om læringsmål: Lærerne skal ikke lade sig koste rundt

Lærerne skal ikke lade sig presse af, at Undervisningsministeriet har lagt bestemte læringsmål ud på sin hjemmeside, siger professor i pædagogik Per Fibæk Laursen. Langt de fleste lærere styrer i forvejen efter det, som eleverne skal lære, lyder det fra professoren.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærere, lad jer ikke stresse af de læringsmål, som Undervisningsministeriet har lagt ud på sin hjemmeside, siger professor i pædagogik ved Aarhus Universitet Per Fibæk Laursen.

Anledningen er, at DR1 i aften sender anden del af serien "Folkeskolen Forfra", som blandt andet handler om læringsmålstyret undervisning - et af de nye slagord fra Undervisningsministeriet.

Læreren skal styre, ikke målene 

Der har hersket forvirring om det juridiske aspekt ved læringsmålstyret undervisning. Før sommerferien fik folkeskolen.dk imidlertid afklaret juraen, som er følgende:

- De nye forenklede Fælles Mål er obligatoriske her fra august.

- Men Undervisningsministeriet blander sig ikke i, hvordan læreren får eleverne hen til de forenklede Fælles Mål. Det er altså ikke et krav fra Undervisningsministeriet, at læreren skal undervise læringsmålstyret.

- Men hvis kommunen eller skolelederen siger til lærerne: 'I skal lave læringsmålstyret undervisning' - så skal lærerne dét.

Ministeriet: Læringsmålstyret undervisning er ikke obligatorisk 

'Lærere, stol på håndværket'

Så, hvis skolelederen siger: Du skal lave læringsmålstyret undervisning! - hvad skal læreren så gøre?

Læreren skal bare tage det roligt og stole på sit undervisningshåndværk, siger Per Fibæk Laursen, der lige har udgivet bogen "Drop ambitionerne - og lav bedre undervisning".

Skoleforsker til lærerne: Hold jer til håndværket

"Læringsmålstyret undervisning er ikke noget særlig veldefineret begreb. Så en hvilken som helst lærer, der laver nogenlunde acceptabel undervisning, kan til enhver tid sige, at han eller hun laver læringsmålstyret undervisning", tilføjer Per Fibæk Laursen.

"Fordi - en hvilken som helst lærer har i sit baghoved, hvad det er, eleverne skal lære. Så også selv om læreren ikke har sat sig ned og skrevet eksplicitte læringsmål - og slet ikke individuelle læringsmål -, så styrer enhver lærer jo efter et eller andet, som eleverne skal lære", uddyber professoren.

"Så hvis kravet er læringsmålstyret undervisning, så synes jeg, at lærerne uden videre kan sige: 'Ja, naturligvis. Jeg kunne ikke drømme om andet'", siger han.

Ministeriet har ikke monopol på didaktik

Ganske vist giver Undervisningsministeriet på sin hjemmeside et mere stramt bud på, hvad læringsmålstyret undervisning er, men den model behøver lærerne ikke at følge, fastslår Per Fibæk Laursen. Selv har han og andre pædagogiske eksperter en mere bred opfattelse af begrebet.

"Undervisningsministeriet har jo ikke monopol på det begreb. Lærerne kan sagtens kalde det læringsmålstyret undervisning, også selv om de ikke gør dét, som ministeriet foreslår", siger han.

Lærere styrer efter mål i forvejen

At de nye forenklede Fælles Mål er obligatoriske, bør heller ikke kunne stresse lærerne, mener professoren.

"Det er rigtigt, at lærerne er forpligtet til at styre imod Fælles Mål, men det gør langt de fleste i forvejen. Vi ved fra Evalueringsinstituttets evalueringer, at de fleste lærere har Fælles Mål i baghovedet, når de lægger årsplaner".

Debat: Læringsmålstyret undervisning er moderne skolehistories største katastrofe 

Lærerne skal ikke lade sig koste rundt

Det skal de bare blive ved med, mener Per Fibæk Laursen. Og så skal de holde sig til det enkle i deres undervisning. Keep it simple, anbefaler han.

"Enhver lærer styrer selvfølgelig undervisning i retning af noget, som eleverne skal lære. Det ligger i deres didaktiske uddannelse", påpeger professoren.

"Jeg synes ikke, at lærerne skal lade sig presse eller koste rundt med, bare fordi Undervisningsministeriet har lagt bestemte læringsmål ud på sin hjemmeside. Det ligger fundamentalt i lærernes kompetencer, at selvfølgelig styrer man efter det, som eleverne skal lære", siger Per Fibæk Laursen. 

Læs mere

Se klip fra DR1-udsendelsen