Skoleledere: Robinson er tæt på dansk skolehverdag

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skoleledelse kræver tillid, viden og mod

Viviane Robinsons forskning i skoleledelse blev taget godt imod, da hun 1. juni talte om tillidsbaseret ledelse for en hel sal af skoleledere, daginstitutionsledere og forvaltningsansatte.

»Jeg synes, det her er en af de sjældne gange, hvor det, man hører på en konference, faktisk er helt tæt på vores dagligdag. Det her handler netop om, hvordan man kan arbejde mod, at alle trækker i samme retning, og hvordan man sammen med lærerne skaber den bedste trivsel og de bedste resultater for den enkelte elev«, siger Lars Hansen fra Thurø Skole. Han var sammen med kolleger fra hele Svendborg Kommune, fordi kommunen bruger Robinsons teorier i et kompetenceløftprojekt, hvor ledere, lærere og ansatte i daginstitutionerne skal udvikles hen over efteråret med hjælp fra Mærsk-pengene.

Lars Hansen tager særligt pointerne om at opbygge et tillidsfuldt forhold med hjem. »Det kan uden problemer overføres til vores hverdag. Jeg synes, vi har et tillidsfuldt forhold, men det kan jo altid blive endnu bedre, og jeg kan altid blive bedre. Det er nogle rigtigt gode redskaber til, hvordan man sætter ord på det, som er svært at tale om«.

Viceleder på Glamsbjergskolen i Assens Kommune Mette Runge tager også med glæde Robinsons pointer med hjem.

»Det her med tillid er rigtigt vigtigt særligt efter lockouten. Jeg synes, vi har et tillidsfuldt forhold til lærerne. Vi gør mange af de her ting allerede. Men det var meget interessant at høre, hvordan man kan være mere åben i sin dialog omkring det, som er svært«.

Hun mener, at de som ledere nogle gange kan være uheldige i dialogen med lærerne, fordi de enten er for direkte eller går som katten om den varme grød. »Måske skal vi være dygtigere til at stille spørgsmål til lærerne på en mere anerkendende og nysgerrig måde og lade dem selv komme med løsninger på tingene«.

Powered by Labrador CMS