"Mit læremiddel skal effektmåles på nogenlunde samme vilkår, som nye medicinske præparater bliver det", siger lektor Stig Toke Gissel.

Forsker effektmåler digitalt læremiddel til læseundervisning

Kan et nyt, digitalt læremiddel, "Læsemotoren", der kombinerer en helhedsorienteret læsedidaktik med undervisning i relevante sproglige enheder og mønstre, gøre læseundervisningen mere effektiv for elever i 2. klasse? Det forsøger en forsker at finde ud af ved at sammenligne "Læsemotoren" med "Den første læsning", som ifølge ham er mere fonetisk orienteret.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvordan kan vi kombinere en helhedsorienteret læseundervisning med en lydorienteret?

Kan man kombinere tilgangene og stadig lave effektiv læseundervisning i forhold til både afkodning og læseforståelse?

Det er nøglespørgsmål for lektor i dansk ved Læreruddannelsen på Fyn, Stig Toke Gissel, der pt. er i gang med et ph.d.-projekt på Syddansk Universitet.

Han vil prøve at finde svar ved at sammenligne systemet "Den første læsning" til 2. klasse, der ifølge ham bygger på en fonetisk læsedidaktik, med et digitalt læremiddel, "Læsemotoren", som er mere helhedsorienteret i sin læsedidaktiske forståelse. Han har selv udviklet "Læsemotoren", der nu udgives i samarbejde med Clio Online.

Forskere har undervurderet de yngste elevers sprog i 30 år

50 2.-klasser skal teste læremiddel

"Læsemotoren" vil således i den nærmeste fremtid blive afprøvet i 20-25 2. klasser, og "Den første læsning" vil blive testet i 20-25 andre 2.- klasser. Hvordan virker det ene, og hvordan virker det andet? Hvad er effekten? Hvilket et er bedst? Det vil Stig Toke Gissel måle.

Om "Læsemotoren" fortæller han, at eleverne bliver støttet i at læse ukendte tekster, som de selv skal afkode og forstå.

"Læremidlet stilladserer elevens læsning, så eleven træner de basale afkodningsfærdigheder i mødet med teksten, samtidig med at han eller hun skal have teksten til at give mening", siger Stig Toke Gissel.

"Klassens elever læser den samme tekst, så det bliver muligt at lave fælles arbejde med elevernes læseforståelse, ordforråd, genrer og så videre på klasseplan. Teksterne er lidt sværere, end vi normalt ser i læseundervisningsmaterialer til 2. klasse - det betyder, at de sikreste læsere kan stå på tæer og får en bedre mulighed for at udvikle sig som læsere, mens de mere usikre læsere får støtte til at arbejde sig gradvist frem mod en flydende læsning af teksten", tilføjer han.

Som medicinsk forsøg

Han har allerede afprøvet "Læsemotoren" med elever i 2. klasse for at se, om eleverne kan bruge det, som de skal, fortæller Stig Toke Gissel.

"Og det ser det ud til", siger han.

"Men som tilfældet er med stort set alle læremidlerne på markedet, så er det ikke til at vide, hvor godt læremidlet rent faktisk virker. Medfører læremidlet rent faktisk, at eleverne bliver gode afkodere og bedre til at forstå det, de læser? Giver læremidlet en større effekt end andre tilbud?".

Ja, det ved Stig Toke Gissel altså ikke endnu med sikkerhed. Men det er så det, han nu vil afdække med en effektmåling.

"Mit læremiddel skal effektmåles på nogenlunde samme vilkår, som nye medicinske præparater bliver det. Det vil sige, at der skal gennemføres et randomiseret, kontrolleret forsøg", siger han.

"At det er et kontrolleret studie betyder, at en gruppe elever skal bruge det nyudviklede, digitale læremiddel i tre måneder, mens en anden gruppe, kontrolgruppen, skal bruge det andet læremiddel, som kan forventes at virke godt", forklarer han.

"Og et af de bedste forskningsbaserede bud, der er på læseundervisningsmaterialer lige nu, er 'Den første læsning' til 2. klasse, så det bliver det, der sammenlignes med. At det er et randomiseret studie betyder, at der trækkes lod mellem de deltagende klasser, om hvilke klasser der skal bruge hvilket af de to læremidler".

Anmeldelse: Den første læsning - 2. klasse (2002) 

Næsten 45 klasser har sagt ja

Næsten 45 klasser har på nuværende tidspunkt meldt sig til at deltage i forsøget. Stig Toke Gissel har fundet dem gennem Facebook og andre kanaler.

Han gennemfører undersøgelsen i samarbejde med Simon Calmar Andersen, professor i Statskundskab ved Aarhus Universitet.