En ny læsekrig er brudt ud

Undervisningsministeriet hev i 11. time to veteraner fra læsekrigen i 1990’erne ind i arbejdet med at formulere nye Fælles Mål for danskfaget. Og så brød helvede løs.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nu gik det ellers lige så godt: De yngste danske skoleelever har rejst sig fra bund til top i internationale læsetest på bare 20 år. Og så bryder en ny læsekrig alligevel ud her i forbindelse med udarbejdelsen af nye Fælles Mål for dansk. Anden Læsekrig kunne man kalde denne nye strid om læsepædagogik.

Krigen startede, da Undervisningsministeriet i sidste øjeblik trak to veteraner fra Første Læsekrig ind i udarbejdelsen af nye Fælles Mål for danskfaget. De justerede det oprindelige kompromisforslag fra ministeriets egen arbejdsgruppe, ministeriet skrev veteranernes justeringer ind i Fælles Mål - og helvede brød løs:

Over 100 læsepædagogiske debatindlæg på folkeskolen.dk (en bunke papir på størrelse med en velvoksen bog, når man printer debatten ud) og stærkt kritiske høringssvar fra Dansklærerforeningen og Nationalt Videncenter for Læsning.

Læsning: Fælles mål var ude af balance

 Første Læsekrig i 1990'erne

Du husker måske Første Læsekrig, dén, der rasede for fulde gardiner i 1990'erne? Skal eleverne lære at læse via bogstavlyde eller via ordbilleder? Det var grundspørgsmålet dengang. Man kaldte det også elementprincip kontra helhedsprincippet og bottom-up kontra top-down. Og altså lydmetode versus ordbilledmetode.

Konkret: I bottom-up begynder man med at lære et bogstav, eksempelvis S, og så et andet, for eksempel I, som eleven så kan sætte sammen til SI og IS. I top-down går man ud fra hele, meningsfulde tekster og bruger ord, som eleverne lærer at genkende. Ord som mosekone, enebær, mudder og lygtemænd kunne stå i elevens første læsebog.

Striden blev dengang forsøgt bilagt af daværende undervisningsminister Bertel Haarder (Venstre) - eller rettere af den arbejdsgruppe, han nedsatte til formålet med økonomen Jørgen Søndergaard for bordenden. »Balanceret læseundervisning« hed kompromiset i »Forslag til national handleplan for læsning« i 2005 (Søndergaard mener i øvrigt selv, at det var akkurat denne ildprøve i læsepædagogikkens tjeneste, der kvalificerede ham til sidenhen at blive udpeget til formand for Skolerådet).

Ministeriet har siden styret efter denne handleplan, og det er netop den, der er den egentlige grund til, at en ny læsekrig er brudt ud.

Anden Læsekrig er brudt ud

Den nye læsekrig, der nu er brudt ud, er anderledes end den første, som stod mellem to lingvistiske retninger, elementpositionen og helhedspositionen. Her i Anden Læsekrig er element-folket oppe at toppes med en helt ny stamme, som vi kan kalde literacy-folket.

Konkret går literacy-tænkningen ud på, at eleverne skal skrive løs om det, de har på hjerte, forklarer Klara Korsgaard, leder af Nationalt Videncenter for Læsning, Professionshøjskolerne. De skal ikke lære bogstaverne og deres lyde i isolerede situationer som i den lingvistiske tradition, men dér, hvor de bruger bogstaverne. Og de læser tekster, som de er motiverede for at læse, også skærmtekster, ikoner, grafer og faktabokse, altså ikke kun linjer i en bog.

»Bottom-up og top-down tilhører samme forskningsmæssige paradigme, nemlig det psykolingvistiske, der betragter læsning som en kognitiv færdighed, som eleven tilegner sig ved at forstå sammenhængen mellem lyd og bogstav«, forklarer Klara Korsgaard.

»Over for dét står et helt andet forskningsparadigme, som er inspireret af sociokulturelle teorier om læring. Her er opfattelsen, at man bedst lærer at læse i en funktionel sammenhæng sammen med andre mennesker. Læsning og skrivning og talesprog bliver set som en del af de aktiviteter, som man arbejder integreret med«, tilføjer Klara Korsgaard, der selv er fortaler for det nye forskningsparadigme, som altså kaldes literacy.

Så man kan sige, at Første Læsekrig var en borgerkrig i Lingvistik-Landet. Anden Læsekrig er en landekrig mellem »Lingvistik-Landet« og »Det Sociokulturelle Land«.

Læsekatastrofen i 1994 startede Første Læsekrig

Første Læsekrig brød for alvor ud, da danske skoleelever i 3. klasse placerede sig i bunden af en international læsetest i 1994, fortæller skolehistorikeren Lisa Rosén Rasmussen, Aarhus Universitet.

Siden 1960'erne havde den nye ordbilledmetode gradvist presset lydmetoden ud af læseundervisningen, men efter 1994-læsekatastrofen fik element-folket vind i sejlene igen og havde altså styrken til at være med til at lande et kompromis om »balanceret læseundervisning« i 2005.

»De nye Fælles Mål vil detailstyre mere, og det er grunden til, at nye uenigheder bliver presset frem nu«, siger Lisa Rosén Rasmussen.

Når element-folkene Carsten Elbro fra Københavns Universitet og Elisabeth Arnbak fra Aarhus Universitet blev kaldt på banen her i foråret under udarbejdelsen af de nye Fælles Mål, skyldes det, at ministeriet mente, at det oprindelige forslag fra arbejdsgruppen ikke var i balance, fortæller specialkonsulent i Undervisningsministeriet Helene Hoff.

Elbro og Arnbak foreslog, at ministeriet udskiftede de tre såkaldte søjler »læs«, »forstå« og »sammenfat« med »afkodning«, »ordforståelse« og »tekstforståelse«. Og det gjorde ministeriet så. I alt er der 23 søjler i Fælles Mål for dansk.

»Vi har bevaret arbejdsgruppens ramme, men har justeret nogle få steder, så vi sikrer en kontinuitet til den balancerede læsepolitik, som ministeriet har haft siden 1990'erne«, siger Helene Hoff.

»Dermed vil vi sikre, at eleverne tilegner sig grundlæggende læsefærdigheder, altså at de lærer at afkode og forstå ordene, så de bliver flydende læsere. Samtidig sikrer vi, at de lærer at læse i bredere forstand, så de kan forholde sig til de mangeartede tekster, som de møder i en moderne, digital verden«, tilføjer hun.

Forslaget til Fælles Mål har været i høring og skal diskuteres i forligskredsen inden sommerferien. Det er usædvanligt, at bekendtgørelsesstof skal ind at vende i forligskredsen, men det krævede forligspartierne i forhandlingerne om skolereformen.