DLF: Fare for at nye Fælles Mål indsnævrer fagene

I dag er høringsfrist for kommentarer til de nye Fælles Mål for folkeskolens fag. Danmarks Lærerforening opfordrer i sit høringssvar til, at der nedsættes en følgegruppe, der følger indførelsen af læringsmål for eleverne. Foreningen frygter, at undervisningen bliver så snæver, at den ikke lever op til folkeskolens formålsparagraf om almen dannelse.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Allerede da den lovændring, der skulle muliggøre folkeskolereformen, blev sendt i høring, lød advarslen fra DLF, at man med nye Fælles Mål risikerer, at "undervisningen indsnævres i en sådan grad, at væsentlige elementer i elevernes faglighed og dannelse går tabt, og at undervisningens resultater ikke lever op til folkeskolelovens formålsparagraf". Denne formulering går igen i det nye høringssvar.

Folkeskolens formålsparagraf er ikke ændret med den nye folkeskolelov og betoner stadig, at skolen skal forberede eleverne "til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere" og "fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling". De nye Fælles Mål er i stedet for de overordnede undervisningsmål, man hidtil har undervist efter, ordnet i konkrete kompetencemål samt videns- og færdighedsmål.

Vil have nedsat følgegruppe

Foreningen understreger i sit høringssvar, at man mener, at de nye måls virkning på undervisningen vil vise sig i lærernes konkrete brug af målene i undervisningen.

"Det er derfor meget væsentligt, at målene og lærernes brug af dem systematisk evalueres", står der i høringssvaret.

Konkret foreslår foreningen at nedsætte en følgegruppe af lærere, skoleledere og skolechefer, der skal følge inplementeringen over en længere periode.

DLF påpeger desuden i sit høringssvar, at det skitserede udviklingsprogram af de nye Fælles Mål foregår i en periode, hvor det stort set er frivilligt for skoler og kommuner, om de vil følge dem.

Udsigt til et frivilligt år med nye Fælles Mål

"Pilotperioden kan ikke erstatte en egentlig systematisk vurdering af brugen af de nye mål, som skal foretages, når målene har været anvendt på alle skoler i en periode f. eks. efter to år", skriver foreningen.

Kritik af et lukket forløb

Forløbet, der har ført til de nye måls fødsel, får hårde ord med på vejen i DLF's høringssvar. Arbejdet med udformningen af de nye Fælles Mål er foregået bag lukkede døre og med uenighed om, hvor meget medlemmerne af skrivegrupperne har måtte informere og diskutere med deres bagland.

Nye Fælles Mål skrives bag lukkede døre

"Processen med udarbejdelse af målene forløb som en meget lukket proces, og målene offentliggøres nu på et tidspunkt, hvor alle i skoleverdenen er optaget af de konkrete og presserende udfordringer, der som følge af reform og Lov 409 knytter sig til planlægningen af det kommende skoleår", skriver DLF.

Lærerforeningen har ladet de faglige foreninger kommentere målene for hver enkelt fag. Læs mere i dine fags faglige netværk.

Se hele Danmarks Lærerforenings høringssvar ved at følge link til højre for artiklen.