Folkeskolen.dk har lavet et interaktivt kort over, hvor kreds og kommuner er blevet enige om rammerne for lærernes arbejdstid. De grønne klatter indikerer, at kreds og kommune har meldt en aftale eller fælles forståelse ud, mens de orange er steder, hvor kredsen har haft indflydelse på kommunens udmeldte administrationsgrundlag. Klik på kortet i midten af denne artikel.

Se danmarkskortet: Kommuner indgår læreraftaler imod KL’s anbefalinger

I maj sidste år sendte KL et brev til alle landets borgmestre, hvor de advarede mod at indgå lokale arbejdstidsaftaler. I dag præsenterer folkeskolen.dk et interaktivt kort med en lang række kommuner, hvor kreds og kommune er nået til enighed om lærernes arbejdstid.

Publiceret

Her er enighed om lærernes arbejdstidi skoleåret 2014/15:

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I maj advarede borgmester i Høje-Taastrup og formand for KL's løn- og personaleudvalg Michael Ziegler borgmestrene imod at indgå aftaler med de lokale lærerkredse. Dengang mente han ikke, kommunerne ville skrive under på lokale aftaler med lærerkredsene:

"Jeg tror det ikke. Det er muligt, at der vil være et eksempel eller to. Man skal huske, at det er startet med, at kommunerne nærmest gennem årtier har bedt os om at vikle dem fri af aftalesystemet. Så det ville overraske mig meget, hvis mange har lyst til at vikle sig ind i det igen", sagde Michael Ziegler dengang til folkeskolen.dk

Ziegler: Lokale aftaler vil være et skridt tilbage

I dag må KL-topforhandleren sande, at langt flere har valgt at skrive under på en aftale eller en fælles forståelse. Ind til videre kan folkeskolen.dk's danmarkskort vise, at op mod en fjerdedel af kommunerne (rettet 26/3-2014 9:02) har forhandlet med lærerne og er nået frem til en eller anden form for enighed.

 "Det er kommunernes eget valg. Det respekterer vi fuldt ud i KL. Vi kan give vores gode råd til kommunerne. De råd er, at det er klogest at holde sig fra at lave lokalt forpligtende lokalaftaler", har Michael Ziegler sidste uge sagt til P1. 

Lærerne i Zieglers kommune får loft over undervisningstiden

 

Borgmester vil signalere tillid

Grøn indikerer, at kreds og kommune har meldt en aftale eller fælles forståelse ud, mens orange er steder, hvor kredsen har haft indflydelse på  kommunens udmeldte administrationsgrundlag. Klik på kortet for at læse mere.  

Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen er en af dem, der har valgt at sætte en underskrift på en fælles forståelse med Herlev Lærerkreds.

"Vi har et godt samarbejdsklima og stor tillid til hinanden. Når vi er blevet enige om det her, er det fordi begge parter har været indstillet på at finde en god løsning, som lever op til Lov 409's ord om, at vi skal tage ledelsesretten på os. Samtidig har vi også ville sende det signal om, at vi har tillid til medarbejderne", siger borgmester i Herlev Thomas Gyldal Petersen (S). 

Lærerne i Herlev skal undervise 24 1/2 lektion

Ministeren vil ikke kommentere overenskomstspørgsmål 

Også Undervisningsminister Christine Antorini blev i Danske Kommuner sidste år taget til indtægt for at have støttet KL i at advare mod aftaler.

"Kommunerne må ikke lave lokale aftaler med Danmarks Lærerforening, understregede børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) og borgmester Lars Krarup (V) på sidste uges konference for skoleledelser i Herning", står der i Danske Kommuner nr. 18.

I dag oplyser Christine Antorinis pressechef, at ministeren ikke kommenterer overenskomstspørgsmål. Hun henviser i stedet til KL.

Bondo: Elever får gavn af lokale aftaler

Formand for DLF Anders Bondo er glad for, at så mange borgmestre og skoleforvaltninger har valgt at overhøre advarslerne.  

 "Det betyder rigtig meget for eleverne i de kommuner. Ved at indgå aftaler, skaber man før det første et bedre planlægningsgrundlag for skolelederne. På den måde kan de bedre koncentrere kræfterne om at implementere folkeskolereformen. For det andet lægger man med en lokal aftale også op til et samarbejde, der får betydning for implementeringen af reformen", siger han.

Bondo: Lokale aftaler giver bedre start på skolereform

Han ved godt, at lokale aftaler ikke løser alle udfordringer, der måtte opstå i forbindelse med indførelsen af regeringens store folkeskolereform fra næste skoleår.

"Men det er et godt skridt til, at reformen får en bedre start, end den ellers ville fået".