Debat Kronik Pædagogik
9   670

Folkeskolereformen – et dannelsesprojekt, der savner tydelighed

Regeringen kunne være tydeligere med budskabet om, hvad det er for et dannelsesideal, der kendetegner folkeskolereformen. For det er dette ideal – og ikke blot den ene eller anden strukturelle teknikalitet – der skal realiseres i de danske kommuner og skoler, mener professor Lars Qvortrup.

Mange har brugt begrebet »dannelse« som argument imod den kommende folkeskolereform. Reformen fokuserer for meget på kompetencer og for lidt på dannelse, lyder indvendingen. Den lægger for meget vægt på det, kritikerne kalder »redskabsfag« (læsning, skrivning og regning) og interesserer sig for lidt for det, de kalder »indholdsfag« (historie, geografi og kristendom). Og det er et problem, fordi det ifølge kritikerne ikke er dannet at have kompetencer, tilegne sig redskaber eller gøre nytte.

Man er dannet, når man sidder i lænestolen og læser skønlitteratur, når man deltager i dannede diskussioner ved middagsbordet, eller når man agerer som samfundsborger i den offentlige debat. Men dannet er man ikke, når man læser og skriver eller laver et ordentligt regnskab eller står på et stillads og pudser en mur op.

Artiklen fortsætter under banneret

Min påstand er, at denne opfattelse af dannelse er et barn af 1970'erne, og at de, der står bag folkeskolereformen, i virkeligheden vender tilbage til et ideal om dannelse, der er lige så gammelt som den danske folkeskole, det vil sige, at det stammer fra en tid, hvor vi ikke bildte os ind, at velfærd kommer af sig selv, og at det at gøre nytte er ufint og udannet. Min påstand er tillige, at idealet om at kombinere nyttige kundskaber med selvrefleksion har sine rødder i det klassiske dannelsesbegreb, sådan som det blev lanceret af dannelsesbegrebets fader, den tyske uddannelsesfilosof og -politiker Wilhelm von Humboldt, i slutningen af 1700-tallet.

»Nytte« sat i skammekrogen

I 1814, for 200 år siden, lød den første formålsparagraf for den samlede danske skole: »Ved Børnenes Underviisning skal der i Almindelighed tages Hensyn til at danne dem til gode og retskafne Mennesker i Overensstemmelse med den evangelisk-christelige Lære; samt til at bibringe dem de Kundskaber og Færdigheder, der ere dem nødvendige for at blive nyttige Borgere i Staten«.

I 1937 og i 1958 hed det: »Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber«. »Nyttige kundskaber« blev stadigvæk nævnt, om end de nu var rykket ned på tredjepladsen. Og der fik de lov til at stå indtil 1975.

Men i 1975 blev al snak om nytte fjernet fra formålsparagraffen. Nu lød formuleringen, at folkeskolen skulle »give eleverne mulighed for at tilegne sig kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, som medvirker til den enkelte elevs alsidige udvikling«. Dengang handlede det - i nævnte rækkefølge - om »den enkelte elev«, »alsidig udvikling«, »lyst til at lære« og om »medleven og medbestemmelse i et demokratisk samfund«. Den eneste antydning af et nytteperspektiv var, at eleverne skulle forberedes til at tage, som det hed, et »medansvar for løsningen af fælles opgaver«. Skolens formål var at fremme den enkelte elevs alsidige udvikling, uanset om børn nu kunne læse eller ej. For blot de var alsidigt udviklet, skulle det nok gå. »Nytte« blev sat i skammekrogen, og nytte og dannelse blev skilt ad.

I dag, i 2014, er det tydeligt, at perioden fra 1960'erne og frem var en parentes i den danske folkeskoles historie. Også i et skoleperspektiv har finanskrisen sat sine spor, og nytte, kundskaber, læringsmål og kompetencer er igen blevet ord, der bruges i uddannelsesdebatten og den danske folkeskole.

»Ræk ud mod verden«

Det interessante er, at hvis man går til dannelsesklassikerne, forholder det sig på samme måde. Også ifølge dem er det at gøre nytte en vigtig del af at være dannet.

Hvem er ophavsmanden til det moderne begreb om dannelse? Det er Wilhelm von Humboldt. I 1793 skrev han en lille artikel på seks sider med titlen »Theorie der Bildung des Menschen«, Teori om menneskets dannelse. Her siger han, at for at være menneske, det vil sige dannet, må man »søge at gribe så meget af verden som muligt og forbinde den så snævert som muligt med sig selv«. Heri ligger en dobbelthed:

Man skal på den ene side gribe verden, altså række ud mod verden, hvad enten det er den sociale verden, naturens verden eller de andres verden. Man skal med andre ord engagere sig, forpligte sig og gøre sig nyttig. Og man skal på den anden side forbinde sig med verden, man skal altså se sig selv virkeliggjort i sit forhold til verden, sådan at dette forhold ikke bliver ligegyldigt, men bliver til et personligt og holdningsbaseret forhold til verden.

Rettesnoren er med andre ord, at kompetencer og dannelse går hånd i hånd og ikke kan undvære hinanden: Dannelse uden kompetencer er et tomt begreb, for hvordan kan man være dannet uden at kunne læse, skrive og regne? Kompetencer uden dannelse er et blindt begreb, for hvordan kan man orientere sig i brugen af sine kompetencer uden at kunne give dem retning og mening?

Præcis denne dobbelthed og denne balance finder man i folkeskolereformen. Timetallet i historie, kristendom og geografi er ikke blevet reduceret, men der er lagt nogle få ekstra timer til dansk, matematik, engelsk og fremmedsprog nummer to. Hvorfor? Fordi den, der ikke kan læse, skrive, regne og tale engelsk, ikke, med Humboldts udtryk, kan »gribe så meget af den moderne verden som muligt«.

Så længe 16 procent af den voksne befolkning - hver sjette voksne - ikke kan læse selv enkle avisartikler eller brugsanvisninger og ikke skrive et læserbrev eller en mail, er de afskåret fra at gribe verden og dermed fra både at gøre nytte i verden og at realisere sig selv i verden. At se bort fra det er ganske enkelt et udtryk for dannelsesmæssig arrogance.

Tydelighed savnes

Kort sagt: Den nye folkeskolereform er ikke »udannet«, men dens dannelsesideal rækker tilbage til tiden før 1975, hvor »nytte« blev fjernet fra folkeskoleloven. Den rækker tilbage til hele folkeskolens 200-årige historie, og den har stærke rødder i det dannelsesideal, som Humboldt, dannelsesbegrebets fader, præsenterede i 1793.

Hvis man skulle oversætte Humboldts dobbelte dannelsesbegreb til i dag, ville det efter min opfattelse skulle omfatte tre aspekter:

- Det dannede menneske skal kunne gribe ud i verden arbejdsmæssigt, demokratisk og som menneske. Forudsætningen er, at han eller hun har tilegnet sig relevante og tilstrækkelige kompetencer.

- Det dannede menneske skal kunne gribe ud i en verden, der forandrer sig hurtigere og hurtigere. Forudsætningen er, at han eller hun har lært at lære, altså har fået forudsætninger for at videreuddanne sig, tilegne sig viden og være nysgerrig.

- Det dannede menneske skal kunne gøre dette på grundlag af en personlig stillingtagen. Forudsætningen er, at han eller hun har tilegnet sig den nødvendige faglige og kulturelle indsigt, medborgerlighed og jegstyrke.

Det, man kunne ønske, var, at den nuværende regering var tydeligere med budskabet om, hvad det er for et dannelsesideal, der kendetegner folkeskolereformen, for det er dette ideal - og ikke blot den ene eller anden strukturelle teknikalitet - der skal realiseres i de danske kommuner og skoler.

Lars Qvortrup er professor på Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet, og LSP, Laboratorium for forskningsbaseret skoleudvikling og pædagogisk praksis.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ