
To ud af tre lærere overvejer at skifte branche
Nye tal viser, at størstedelen af de danske folkeskolelærere inden for det seneste år har overvejet at skifte lærerjobbet ud med noget helt andet. Lockout, dårlig behandling og mistillid får skylden, og DLF kalder det "en alvorlig alarmklokke". Opdateret med kommentarer fea Michael Ziegler.
Rigtig mange lærere har for nyligt tænkt tanken: Vil jeg fortsat være lærer? I aldersgruppen 30-49 år er det hele tre ud af fire, der i en stor medlemsundersøgelse i Danmarks Lærerforening svarer ja til, at det måske var tid til at skifte branche.
Debat: Hold kæft hvor har jeg været dum!
Og det er ikke tilfældigt, at det netop er nu, at så mange lærere vil forlade faget. De opsigtsvækkende tal er en direkte konsekvens af lærerlockout og en følelse hos lærerne af sidste forår at være blevet behandlet dårligt og mærke stor mistillid fra forældre og samfundet som helhed. Det siger Per Sand Pedersen, der er formand for organisations- og arbejdsmiljøudvalget i DLF.
"Det er helt afgjort, at sidste forårs konflikt har spillet en meget afgørende rolle for, at så mange lærere har overvejet et farvel til faget. De følte simpelthen sidste år, at de blev trådt på, og at der manglede opbakning til deres gerning. Man fik ikke noget klap på skulderne for at gøre sit job og tage sig af børnene" siger han.
Lærerforeningen laver stor undersøgelse
Per Sand peger også på usikkerheden om fremtiden. Der er ikke nogen, der ved, præcist hvordan arbejdsdagen kommer til at se ud fra august, og det har en betydning.
"Det er svært lige nu for lærerne at gennemskue, hvad der kommer til at ske i forbindelse med indførelsen af reformen. Det eneste, man kan se, er, at der bliver en masse merarbejde, uden at der er afsat tid til de ekstra opgaver".
Lov 409 er en stor synder
Også en undersøgelse i fagbaldet Folkeskolens webpanel viser betydningen af Lov 409 for lærernes lyst til at blive i jobbet. Den nye lov har fået 70 procent af lærerne til at overveje at forlade jobbet, og faktisk er hver tiende lærer enten i gang med at søge målrettet efter andre stillinger har allerede skiftet job - på grund af lov 409.
Alice Balster fra Vejle er blandt de mange tusinde lærere, der i kølvandet på de dramatiske begivenheder det seneste år har overvejet at gå nye græsgange.
"Når man i rigtig mange år har været i et fag, men bliver underkendt i at kunne gøre det på en rigtig måde, så blever frustrationsniveauet simpelthen for stort", siger hun og uddyber, hvor frustrationerne kommer fra.
"409eren har været en væsentlig årsag. For med den går man ind og siger 'nu skal i lærere i hvert fald sidde på jeres pind fra 8-16, så vi kan holde styr på, om I laver noget'. Den der mangel på tillid er forfærdelig. Og så synes jeg også måden, det hele foregik på, var rigtig voldsom", siger Alice Balster om lockouten og alt det, der fulgte med.
Den jyske lærer har ikke nøjedes med at lade tanken om et jobskifte indfinde sig - hun har sendt mange ansøgninger af sted om arbejde uden for folkeskoleområdet.
"Ja, jeg har søgt en masse job, men det er stort set umuligt at få noget, selv om man har masser af kompetencer og viden".
KL: Tendensen vender snart
I KL medgiver man, at det står meget uklart, hvad der kommer til at ske, når klokken ringer ind til det nye skoleår, og at det afspejler sig i den nye DLF-undersøgelse. Men formand for KL's løn- og personaleudvalg, Michael Ziegler, tror ikke, at lærerne rent faktisk vil forlade deres fag.
"Det kan godt være, at det er i tankerne hos lærerne at søge væk, men i praksis ser vi den modsatte tendens", siger Michael Ziegler og henviser til en statistik, som viser, at marginalt færre lærere end tidligere stoppede med deres job af den ene eller anden årsag i perioden december 2012 til december 2013.
"Med al respekt for jeres undersøgelse, så kan jeg ikke se en effekt i virkeligheden", siger Michael Ziegler om de 70 pct. af lærerne, der har tilkendegivet, at de har overvejet at forlade professionen som en direkte konsekvens af lov 409.
"Det harmonerer ikke med tallene", siger han.
Michael Ziegler mener dog, det er meget naturligt, at lærerne giver udtryk for, at de vil væk. "Jeg kan ikke sige, at konfliktforløbet ikke har nogen betydning, og med det forløb, der har været, og med usikkerheden om de rammer, der kommer til at ske fra august, så er det meget naturligt at se sådan nogle tal, der viser, at lærerne vil væk", siger han.
"Men jeg synes ikke, lærerne blev kørt over. Det var en klassisk arbejdskonflikt".
Han forventer, at de tendenser, undersøgelserne giver udtryk for, vil ændre sig, når arbejdsbetingelserne for lærerne er på plads.
"Jeg tror, at tallene kommer til at ændre sig, når arbejdsrammerne bliver mere tydelige. Men konfliktforløbet vil selvfølgelig stadig kunne vække følelser".
Frygter lærermangel
"Det er selvfølgelig en alvorlig alarmklokke. Hvis de mennesker, der overvejer at forlade faget, ender med at gøre det. Så kommer vi til at stå med en akut og alvorlig lærermangel om ganske kort tid", siger Per Sand.
Som tidligere beksrevet på folkeskolen.dk er der mange lærere, der tidligere end normalt undersøger muligheden for at gå på pension og får kredsene til at foretage pensionsberegninger.
Reform og ny arbejdstid kan fremskynde pensionen
"Lærerkredsene melder tilbage til os, at de har flere pensionsberegninger end nogensinde. Dem, der har alderen til det, men godt kunne vente, de overvejer at suse ud af systemet, inden den reform træder i kraft. Mange kan ikke overskue konsekvenser af forandringerne", siger Per Sand. En rundspørge til flere kredsformænd bekræfter, at denne tendens stadig gør sig gældende.
Skulle det komme sig så vidt, at mange lærere vælger at gøre tanke til handling og skifte sit job ud med at andet, vil læreraspiranterne ikke kunne dække behovet for lærere.
"Med det optag, der er på læreruddannelsen, vil vi slet ikke kunne dække behovet", siger Per Sand.
Eksplosiv stigning i antal stressede lærere
Opdateret 12/3 kl. 16.57 med kommentarer fra Michael Ziegler.