Inklusion
0   643

Øget inklusion skal ske med små skridt

Start med de konkrete lokale behov og lad lærerne passe deres arbejde. Det er god praksis, og deri ligger muligheden for inklusion, siger Rasmus Alenkær.

Inklusion er god praksis. Når læreren får lov til at arbejde med sin praksis, får mulighed for at udvikle den - så sker inklusionen.

Rasmus Alenkær forklarer. Han er rejsende i skoleudvikling. Holder kurser rundt i landet - og det hele står i inklusionens tegn. Han er uddannet lærer og cand.pæd.psych. og ph.d.

Artiklen fortsætter under banneret

»Hvis bare politikerne ville indrømme, at øget inklusion også handler om penge. Sig det dog højt. Inklusion og skoleudvikling koster. Vi kan ikke spare os ihjel. Øget inklusion koster minimum det samme, som skolevæsnet tidligere har kostet, og i udviklingsfasen koster inklusion mere. Om ti år er det muligt, at man kan spare nogle penge, men når man vil inkludere flere, skal der være nogle ekstra hænder. Ellers kan det slet ikke lade sig gøre«, siger han.

»At passe sit arbejde som lærer, det er god praksis - og deri ligger muligheden for inklusion«.

Rasmus Alenkær har skrevet bøger om inklusion - »Den inkluderende skole« - defineret forskellen på rummelighed og inklusion, og nu holder han foredrag og er tovholder på store skoleudviklingsprojekter med inklusion som overskrift.

Han understreger, at det handler om øget inklusion. Fuld inklusion er et teoretisk ideal.

Med små skridt

Det handler om at tage den store inklusionsopgave med små skridt. Lærerne skal have ejerskab til projektet, og det ser forskelligt ud fra skole til skole.

»Start med det konkrete lokale behov. Når man kender behovet for den elev, den klasse, så giver rammen ofte sig selv«, mener Rasmus Alenkær.

Et eksempel er Nørre Nebel Skole i Varde Kommune, hvor man netop har afsluttet et treårigt skoleudviklingsprojekt. Alenkærs opgave her er at inspirere, begrænse projektet og hjælpe grupperne med at sætte mål op.

I indskolingen har lærerne defineret deres projekt. De ønsker at få fællessamlingerne til at fungere. Enkelt og konkret. De har videofilmet fællessamlingerne og analyseret sig frem til nogle forandringer.

»På filmene ser man for eksempel en dreng, der er urolig. Han var i forvejen i risiko for at blive marginaliseret, så lærerne fokuserer på, hvad de kan gøre. Hans uro spreder sig i fællessamlingen. Det viser sig, at han fryser. Eleverne sidder på gulvet, og det er januar måned. Problemet bliver løst med madrasser«, siger Rasmus Alenkær.

Han fortæller om en anden skole, hvor eleverne ikke kunne sidde stille i engelsktimerne. Løsningen blev i en periode, at de havde engelsk i idrætssalen, mens de bevægede sig.

Alenkær oplevede i en anden sammenhæng, at lærerne ikke troede, at de kunne ændre på skemaet, men hvor ledelsen sagde, at det ikke var noget problem, så længe der var en god pædagogisk grund. Her blev ændringen, at alle børn i indskolingen mødte til samme lærer hver morgen. Fordi det gjorde børnene tryggere og meget roligere.

Besøgte hinandens undervisning

På Nørre Nebel Skole talte lærerne på mellemtrinnet om, at uroen kom, fordi eleverne var dårlige til at komme ind til time efter frikvarteret. I det hele taget var overgange og skift et problem. Det blev søgt løst med et aftale- og belønningssystem, som eleverne var involveret i at udvikle. Effekten var god. Timerne startede til tiden, der var ro, og eleverne viste gode tegn på trivsel.

I udskolingen viste det sig, at der blandt lærerne var en lidt trykket stemning.

»Vi talte om, at hvis man skal inkludere elever, handler det om først at have inkluderet hinanden - kollegerne imellem. Jeg foreslog, at de besøgte hinandens undervisning to og to, men at de udelukkende fokuserede på, hvad i den andens undervisning de kunne blive inspireret af til deres egen undervisning«, siger Alenkær.

»Det viste sig, at de måske nok havde fantasier om hinandens undervisning, men at de faktisk ikke kendte hinanden særlig godt. Det kom til at betyde meget for stemningen i udskolingen«.

Ledelsen med i AKT

Rasmus Alenkær mener, at inklusion også handler om at strukturere og sætte i system.

»Jeg er tilhænger af specialklasser. De skal bare hedde noget andet end specialklasser. Det er måske, fordi jeg har besøgt så mange engelske skoler, hvor de netop påpeger, at de har specialklasser, fordi de er fuldt inkluderende skoler. De holder fast i, at eleverne i alle slags klasser har frikvarter samtidig og er velkommen til de samme fester. Men ikke alle kan eller skal være sammen i det store fællesskab hele tiden«.

Han fortæller, at han i England har oplevet et tæt ledelsesstyret AKT-tilbud (adfærd, kontakt, trivsel). Et lokale, hvor ledelsen havde turnus, fordi det var vigtigt, at de var tæt på de elever, der er i vanskeligheder. De ønskede at være tættest på dét, der gik dårligst.

Han mener, at lige nu er fællesskabet det, vi alle går mest op i. Det er det vigtigste.

»Men fællesskabet er jo befolket af individer. Det næste bliver, at vi tænker på, hvad individet har brug for. Og det vil vise sig, at individet har brug for fællesskaber«.

»Det handler om at skabe fællesskaber. At være sammen om denne skole med disse værdier, som vi sætter højt. Vi har denne fest, dette arrangement, disse værdier, som vi hæger om. Det er dét, vi er sammen om«.

Men der skal bruges ekstra resurser. Hvis en elev har støtte nogle timer om ugen, hvad så i alle de timer, hvor der ikke er støtte?

»Man skal have en plan. Man skal vide, hvad støtten skal bruges til, hvordan man lærer barnet selvstændighed. Det skal være enkle redskaber. Teamet må samarbejde og reflektere over, hvad der vil være oplagt at gøre for dette barn. Og så skal der være nogle ekstra hænder. Noget AKT og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Nogle, der kan tage sig af 'flip-ud-delen', når det sker«, mener Rasmus Alenkær.

»Det, vi gør lige nu politisk, kan komme til at koste mange penge. Det går meget hurtigt lige nu«.

Han påpeger, at mange er blevet trætte af at høre om inklusion, trætte af ordet, trætte af at inklusion drukner i besparelser.

»Nogle ønsker ikke længere at kalde det inklusion. De prøver at kalde det noget andet, men det dur ikke. Vi skal tale om inklusion, for det er dét, det hedder. Men vi skal definere det hver gang. Alle er jo specielle, så vi skal tale om vanskelighederne og behovene. Definere det hele tiden i hver klasse og på hver skole«.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.393 andre er allerede tilmeldt