Denne virkelighed dokumenterede en evaluering af fælles mål lavet af Danmarks evalueringsinstitut i 2012, som tog udgangspunkt i fem skolers erfaringer med fælles mål, hvor der blev fokuseret på fagene dansk og matematik i henholdsvis 4. og 7. klasse.  På den baggrund er et omfattende arbejde nu igangsat, hvor alle folkeskolens fag skal have formuleret nye fælles mål.

Det kan sikkert være udmærket at ændre indholdsmålene til kompetencer, da det harmonerer fint med den kompetencetænkning, som i øvrigt præger det meste af uddannelsesverdenen, ligesom der er behov for initiativer som sætter elevernes læringsmål i centrum. 

Spørgsmålet er imidlertid, om lærerne så vil bruge de nye kompetencemål, og om de vil bruge dem efter hensigten. Det er jeg ikke så sikker på. Hovedproblemet er ikke, at målene er uklare, og at de ikke er formuleret i kompetencetermer. Det egentlige problem er, hvis det eksisterer, snarere implementeringen.

Skolelederne er afgørende for Fælles Mål

Jeg ledede i sin tid den evalueringsgruppe, som for undervisningsministeriet evaluerede de første fælles mål, som blev indført i 2003. Vi udgav i alt to rapporter i henholdsvis 2006 og 2007. Rapporterne var meget omfattende og var funderet på en landsdækkende kvantitativ undersøgelse, hvor forvaltninger, skoleledere, lærere og børnehaveklasseledere indgik. Desuden gennemførte vi 9 case-studier, hvor vi besøgte skoler rundt omkring i landet. Her interviewede vi skoleledere, lærere, elever og forældre om deres vurderinger af og erfaringer med fælles mål.

Ministeriet var meget optaget af evalueringen, i hvert fald til at begynde med. F.eks. udtalte den daværende minister Bertel Haarder i en pressemeddelelse, da den første rapport udkom, at nu havde nok en evaluering af folkeskolen vist, at skoleledelse var altafgørende for folkeskolens udvikling. Det var sådan set ikke forkert, men blot en af rapportens mange konklusioner. 

Evalueringen blev gemt væk

Da slutrapporten udkom i 2007 var ministeriets interesse for evalueringen kølnet væsentligt. Årsagen var, at et andet kontor i ministeriet end det, som koordinerede evalueringen, havde igangsat arbejdet med at formulere nye fælles mål.  Den nye reform af fælles mål var et led i den omfattende ændring af folkeskoleloven, som fandt sted i 2006.

På den baggrund blev vores slutevaluering overflødig. Vi evaluerede på noget, som nogen havde bestemt skulle erstattes af noget nyt, hvilket vores mand i ministeriet beklagede. Da rapporten kom, blev den gemt af vejen på en perifer hjemmeside, og der var ingen pressemeddelelse, hvor ministeren gav rapporten anbefalinger med på vejen.

Hovedproblemet var implementeringen

Arbejdet med de nye fælles mål blev færdig i 2009. En af intentionerne var, at de skulle beskrives i kompetencetermer, men kritikere hævdede, at de ikke var beskrevet i kompetencetermer, hvilket de i store træk havde ret i. Nu kommer der så igen en revision af fælles mål.

På den baggrund er det relevant at trække nogle af resultaterne frem fra den evalueringsrapport, som ministeriet ikke interesserede sig for. Rapporten viste nemlig, at der hvor fælles mål blev brugt efter hensigten, var på de skoler, som var karakteriseret ved, at ledelsen havde taget aktivt ansvar for implementeringen, og hvor der var blevet sat tid og ressourcer af til, at lærerne i fællesskab havde mulighed for at gøre erfaringer med, hvordan de pædagogisk kunne anvendes i undervisningen. Holdningen blandt lærerne til fælles mål var tillige positiv.

Der hvor fælles mål ikke blev brugt eller kun blev brugt i mindre grad var på skoler, hvor skolens ledelse og lærere ofte var optaget af andre emner. Skolens ledelse havde typisk valgt at uddelegere arbejdet med implementeringen. Man kunne tale om en individualistisk strategi for, hvordan fælles mål indgik i det skolens faglige og pædagogiske arbejde. Blandt lærerne eksisterede der desuden en mindre positiv holdning til fælles mål.

Hovedproblemet var altså ikke, for at skære det helt ud i pap, så meget karakteren eller indholdet af de fælles mål, men derimod implementeringen af dem. Konklusionen er altså, at det ikke er fælles mål i sig selv, som er hovedproblemet, men snarere en række faktorer uden om. Mon ikke også det vil være tilfældet for de fælles mål, som fremover skal beskrives i kompetencetermer.

Er nye mål den rigtige medicin?

Fælles mål har præget folkeskolen siden 2003, og hvis vi tager klare mål med, som dog kun var vejledende siden 2001. Efter reformen af folkeskolen i 2006 bruges fælles mål i tilknytning til årsplaner, elevplaner og nationale test, dvs. at fælles mål ikke blot er et isoleret didaktisk værktøj, men er koblet op på en række rutiniserede praksisser, som karakteriserer folkeskolens hverdag.

Jeg vil ikke underkende evalueringsrapportens konklusioner, men man kan alligevel undre sig lidt over dens konklusioner om, at lærerne ikke bruger fælles mål efter hensigten, da vi allerede tilbage i 2007 kunne se, at reformen tre år efter, den trådte i kraft, havde haft en vis effekt om end ret forskelligt fra skole til skole og fra kommune til kommune. Erfaringerne fra de fem skoler, som 2012-rapporten fra Danmarks evalueringsinstitut beskriver, er alle skoler, hvis arbejde med fælles mål er karakteriseret ved det, vi i evalueringen kaldte en individualistisk strategi.

Ovennævnte leder frem til to konklusioner eller måske nærmere spørgsmål. Udgør evalueringsrapporten fra 2012 et tilstrækkeligt grundlag for at igangsætte et så omfattende reformarbejde? Og hvis det er tilfældet, er den rigtige medicin, i forhold til f.eks. at fremme arbejdet med elevernes læringsmål, så nok en revision af fælles mål?