Fysisk arbejdsmiljø
0   2764

165 folkeskoler døjer med dårligt arbejdsmiljø

Hver sjette skole får et eller flere påbud, når Arbejdstilsynet rykker ud for at tjekke lærernes arbejdsmiljø, viser et udtræk fra tilsynets smileyordning.

32 røde og 133 gule. Så mange kritiske smileyer står folkeskolerne noteret for på grund af dårligt arbejdsmiljø. Det viser et udtræk fra Arbejdstilsynets database over smileyer, som bubureauet Analystik har udarbejdet for Folkeskolen.

I løbet af 2012 besøgte Arbejdstilsynet over 1.000 grundskoler, og 15 procent af dem fik besked på at forbedre arbejdsmiljøet på et eller flere områder. Selv om tallet ikke kommer bag på Per Sand Pedersen, formand for organisations- og arbejdsmiljøudvalget i DLF, mener han ikke, at det er til at leve med.

Artiklen fortsætter under banneret

Tryk på kortet og se, hvor om din skole har fået en rød, gul, grøn eller krone-smiley af Arbejdstilsynet. Du kan zoome i kortet ved at klikke med musen og trække i kortet, hvis du vil undersøge andre områder.
Kilde: Kortvisualisering.dk for Folkeskolen

»Det er trist, at de ikke selv har grebet fat i problemerne for længe siden, for det er uacceptabelt, at nogle skoler har en rød smiley«, siger Per Sand Pedersen, der er tilfreds med, at Arbejdstilsynet lægger pres på kommunerne.

Dårlig luftkvalitet er en af de store syndere. Det kan være en bekostelig affære at rette op på, men der er ingen vej udenom, mener Per Sand.

»Der er heldigvis kommuner, som er er gået foran som gode eksempler og har overladt det til private firmaer at forbedre skolernes indeklima med energibesparende teknologi, så investeringerne hentes hjem på 10-12 år«.

Når lærere ringer til DLF's medlemsrådgivning, handler det som regel om psykisk arbejdsmiljø, som det er noget vanskeligere at arbejde med.

»Det kan være forskelligt fra person til person, hvordan man håndterer en stor arbejdsbyrde eller eventuelle problemer med elever, forældre og ledelse. Men vi skal være på vagt over for dårligt psykisk arbejdsmiljø, for når der kommer flere elever i klasserne, stiger arbejdspresset«, siger Per Sand.

En reform, som trådte i kraft 1. januar 2012, betyder, at Arbejdstilsynet inden udgangen af 2019 skal besøge alle virksomheder, der beskæftiger to årsværk eller derover. Hvis din skole endnu ikke er blevet kontrolleret, kan du altså regne med, at den bliver det.

»Jeg har tit tænkt på, om Arbejdstilsynet mon ville dukke op en dag, og hvordan det så ville være. Pludselig stod de her, men jeg oplevede det ikke som kontrol. Der var en høj grad af vejledning undervejs«, siger arbejdsmiljørepræsentant Sune Schlickert fra Auning Skole på Djursland. Det er den skole, der er registreret med flest påbud i Arbejdstilsynets database.

Sådan er tallene blevet til

Arbejdstilsynet offentliggør på sin hjemmeside navnene på de virksomheder, der har fået tildelt en rød, gul eller grøn smiley eller en kronesmiley. Bureauet Analystik har trukket grundskolerne ud af databasen, og når man fjerner privatskolerne fra listen, står der 165 folkeskoler med en rød eller gul smiley tilbage. Udtrækket fra databasen blev foretaget den 3. juni 2013. Siden kan der være kommet skoler til, ligesom skoler kan være slettet af listen, fordi de nu opfylder kravene til et godt arbejdsmiljø.

Skolen fik blandt andet at vide, hvordan lofterne skulle være for at forbedre akustikken i 10.-klassecentret, som var ved at blive bygget om, og skolen nåede at få indarbejdet rådene i byggeriet.

»Det lå mellem linjerne, at vi skulle få bragt loftet i orden, for ellers ville vi få et påbud under et senere besøg. Det var ikke for at dunke os i hovedet, men for at hjælpe os på rette spor«, siger Sune Schlickert.

Arbejdstilsynet besøger altid skoler igen, et til halvandet år efter at de har fået en sur smiley på grund af væsentlige problemer, mens tilsynet som udgangspunkt ikke tager ud til skoler, de næste fem år efter at de er blevet belønnet med en glad smiley for godt arbejdsmiljø.

»Men vi kan vælge at komme på besøg, hvis der sker en ulykke, eller hvis nogle klager til os over arbejdsmiljøet«, siger koordinerende tilsynschef 
Thomas Nygaard Christensen.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ