For nogle børn i sorg bliver skolen et helle, når der er kaos derhjemme. Derfor er det vigtigt, at lærerne kan hjælpe sorgramte elever, skriver Mandag Morgen i ny rapport

Ny rapport: Lærerne ikke gode nok til at hjælpe sorgramte børn

Hver fjerde elev, der mister et familiemedlem, oplever, at deres klasselærer ikke er god nok til at hjælpe dem med deres sorg, konkluderer ny rapport. Lærerne selv oplever, at de involverer sig.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når et barn oplever dødsfald eller alvorlig sygdom i familien, er det vigtigt, at læreren som en af elevens primære voksenkontakter i den svære periode hjælper med at bearbejde sorgen, men sorgramte elever mener ikke, at det sker i tilstrækkelig grad. Det konkluderer en ny rapport fra Mandag Morgen og Egmont Fonden.

Rapporten bygger på besvarelser af elektroniske spørgeskemaer fra 981 forældre, 801 børn og unge samt 1005 børn- og ungeprofessionelle, der har haft børns sorg inde på livet enten på grund af et familiemedlems død eller alvorlige sygdom, eller fordi barnet selv er alvorligt sygt.

Af de adspurgte elever har 39 pct. en oplevelse af, at deres klasselærer ikke har taget sig af dem, 37 pct. mener, at klasselæreren ikke er god nok til at snakke med dem, og 28 pct. synes, at deres klasselærer gerne måtte spørge mere ind til, hvordan de har det.

Af forældrene er det 26 pct., der mener, at klasselæreren kunne have gjort det bedre.

Lærerne har brug for hjælp til at håndtere børn i sorg

"Mandag til fredag tilbringer børn det meste af deres hverdag sammen med voksne, der ikke er deres mor og far. Det er skolelærere, sfo-medarbejdere og trænere i sportsklubber og lignende. Derfor har de voksne i skolerne og andre institutioner et ansvar for også at kunne håndtere børnenes følelsesliv. Og faktisk er de jo eksperter i at kommunikere med børn", siger Per Bøge fra Kræftens Bekæmpelse i rapporten.

Lærerne synes de håndterer sorg godt

De adspurgte børn- og ungeprofessionelle mener selv, at de overvejende håndterer sorgramte børn godt.

67 pct. svarer, at de mener, de er gode til at håndtere børn med sorg inde på livet, og kun tre pct. mener, at de håndterede sidste tilfælde dårligt. Kun to pct. svarer, at de slet ikke hjalp eleven med at tale om det.

Godt halvdelen af de adspurgte føler sig klædt på til at håndtere sorgramte børn, mens 15 pct. ikke mener, de har den uddannelsesmæssige ballast.

42 pct. mener de har let ved samtalerne, mens 21 pct. synes, de er svære. 17 pct. er bange for at gøre eleven mere ked af det ved at snakke om sorgen.

Sorggrupper på skoler kan hjælpe både børn og lærere

Ifølge Kræftens Bekæmpelse er det ligeledes vigtigt, at læreren har kontakt til hjemmet for at snakke om, hvordan sorgsituationen skal håndteres. Det sker, ifølge lærerne, i otte ud af ti tilfælde. Kontakten kan ske på flere måder, og ifølge børn og forældre har der kun i 17 pct. af tilfældene været direkte telefonisk kontakt mellem klasselæreren og hjemmet.

"Man skal lægge en plan sammen med familien. Det er læreren, der skal sige: 'Jeg ringer hver 14. dag for lige at høre, hvordan det går. I skal ikke tænke på det, jeg skal nok tage mig af det.' Det er en kæmpe lettelse for forældrene, at lærerne tager det på sig. Den største bekymring for forældre er ofte, hvordan det skal gå deres barn. Her er det en kæmpe hjælp, hvis lærerne træder til og siger: 'Vi hjælper dig med det her, du er ikke alene'", siger Per Bøge.

Skoleleder: Vi skal blive bedre

Ifølge skoleleder på Virum Skole, Gitte Rasmussen, kan skolerne godt blive bedre på det punkt.

"Lærerne skal tage kontakt til hjemmet, besøge familien og, hvis der er behov for det, hjælpe barnet til at komme i skole. Jeg tror, det er på det her område, det nogen gange halter. Vi kan godt finde ud af at sætte flaget på halv og sende en buket hjem til familien, men det er samtalerne - også de svære - vi ikke er så gode til at få taget. Jeg synes, at skolen skal blande sig mere, end de fleste tror, den skal. Vi skal ringe, vi skal være insisterende. Det var også meget nyt for mig for nogle år siden, men nu er det naturligt, at vi insisterer på at hjælpe", siger hun i rapporten.

Netop skoleledelsen står for skud i rapporten. Cirka 60 pct. af de adspurgte forældre mener ikke, at skoleledelsen var nok til stede i sorgprocessen.

63 pct. mener ikke, at skolelederen var god til at tale med barnet, og cirka tre ud af fire har ikke fået et opkald fra skolelederen, efter familien blev blevet ramt af dødsfald eller alvorlig sygdom.

Forældrene vurderer heller ikke, at skolelederen har spillet en stor rolle på de indre linjer i skolen: 61 pct. mener ikke, at skolelederen var god til at forklare barnets lærere, hvad der var sket, og 64 pct. mener ikke, at skolelederen var god til at forklare barnets klassekammerater, hvad der var sket.

"Skoleledelsen har ansvar for at støtte læreren i at håndtere situationen. Vi skal følge op på, om læreren magter situationen, og hvis læreren af en eller anden årsag ikke gør det, skal vi sørge for, at der kommer en anden lærer på. Men lærerne har også selv et ansvar for at bede om hjælp, hvis de har brug for det. Det er vores opgave som skoleledelse at kommunikere til lærerne, at vi ikke gør børnene kede af det ved at spørge. Man gør det ikke værre ved at spørge ind", siger Gitte Rasmussen.

Sorgplaner er nu standard

Der er også gode nyheder i rapporten. Siden 1997 er andelen af skoler med en handleplan for situationer, hvor elever bliver ramt af sorg, vokset fra 4 til 96 pct., og lærerne mener, at de fungerer.

Cirka 80 pct. af de adspurgte lærere svarer, at de har anvendt deres skoles sorgpolitik, og at den har gjort det lettere for dem at støtte elever, der har oplevet dødsfald eller alvorlig sygdom i familien.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Danmarks Lærerforening eller Skolelederforeningen.

Læs hele rapporten ved at følge linket til højre for artiklen.