Lars Goldschmidt og Dorte Lange flankerer her børne- og undervisningsminister Christine Antorini på Sorø-mødet

Ny Nordisk Skole: Lærerne skal frisættes

De professionelle skal frisættes, men det skal ske inden for rammen af manifestet for Ny Nordisk Skole, sagde formandskabet for Ny Nordisk Skole ved Sorø-mødet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ny Nordisk Skole sigter imod at frisætte de professionelle, men at gøre det inden for rammen af det manifest og de mål og de dogmer, som Ny Nordisk Skole består af.

Det forklarede formandskabet for den dialoggruppe, som børne- og undervisningsminister Christine Antorini nedsatte i foråret, næstformand for Danmarks Lærerforening Dorte Lange og direktør i Dansk Industri Lars Goldschmidt, da de fremlagde det udkast til manifest, mål og dogmer, som deltagerne i Sorø-mødet skal diskutere med henblik på at nå frem til et endeligt manifest med tilhørende mål og dogmer.

Sådan bliver din skole "Ny nordisk"

"Der er en romantisk forestilling om, at hvis vi bare sætter de professionelle fri, så skaber de noget fantastisk af sig selv. Men det er ikke rigtigt. Men når der er rammer for frisættelsen, kan de professionelle skabe noget fantastisk", sagde Lars Goldschmidt.

 Respekt for fællesskabet

 Han fremlagde dialoggruppens udkast til manifest, som er et værdigrundlag i ti punkter for Ny Nordisk Skole. Eksempelvis skal Ny Nordisk Skole vise respekt for den enkelte, men også for folkeskolen, lærerne, lederne og fællesskabet.

 Og Ny Nordisk Skole skal skabe livsduelige unge. Det vil sige, de unge skal kunne klare sig på arbejdsmarkedet og i samfundet, men ikke kun det. De skal også blive bidragydere til fællesskabet. "De skal ikke bare tilfredsstille sig selv", understregede Lars Goldschmidt.

Udvikling af et fagsprog

 Dorte Lange fremlagde målene for Ny Nordisk Skole, fire i alt, eksempelvis skal alle elever blive dygtigere. Desuden redegjorde hun for et sæt af dogmer, som kan være inspiration til, hvordan målene kan nås. Eksempelvis skal de professionelle udvikle deres fagsprog til indbyrdes brug og fælles refleksion.

 Men de skal også udvikle et klart og forståeligt fagsprog, så de bliver bedre til at forklare sig over for forældre og samfund.