Undervisningsministerens it-rådgivningsgruppe. Det er Bettina Lundgaard i pink.

KMD udfordrer forlagene med ny portal for lærere

KMD er lige nu i gang med at udvikle en læringsplatform i stil med iTunes. Meningen er, at det skal blive nemmere at få overblik over eksisterende digitale læremidler, og at skolerne kan købe læremidler i mindre bidder. Projektet vækker bekymring i forlagsbranchen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det skal være nemmere for lærerne i folkeskolen at finde rundt i den digitale jungle af læremidler, som i de senere år er begyndt at fylde i klasselokalerne. Derfor har KMD udviklet læringsplatformen KMD Education, som lige nu er ved at blive testet i fire kommuner. Fra skoleåret 2012/2013 skal portalen udbredes til andre dele af landet. Meningen er, at skolerne og kommunerne skal kunne købe digitale læremidler på samme måde som man køber musik i iTunes. Således skal det være muligt at købe fra forskellige læremiddelsproducenter i mindre bidder frem for fx at købe en fireårig licens til et enkelt produkt. Det vækker bekymring i forlagsbranchen.

"Problemet med KMD Education er, at man ikke får adgang til de digitale læremidler. Det, man får, er adgang til atkøbedigitale læremidler. Det svarer til, at man skal betale penge for at komme i Netto for at købe ind. Det er et fordyrende mellemled, der i sagens natur giver færre penge at købe ind for," siger Anders Hyldig, redaktionschef hos det digitale forlag, Clio Online.

KMD har endnu ikke fastsat priser på, hvad det skal koste kommunerne og skolerne at få adgang til den nye platform. De afviser kritikken fra forlaget.

"Jeg kan endnu ikke sige noget om, hvordan kommunerne kommer til at betale for vores produkt, jeg kan kun sige, at de kommuner, vi har talt med, siger, at det ikke er læremiddelskontoen, det skal gå fra. Det er vigtigt at fastslå, at vores løsning ikke kun er rettet mod distribution og adgang til digitale læremidler, men mod at understøtte det faglige fællesskab lærer og elev i mellem, med elevens læring for øje," siger chefkonsulent i KMD, Bettina Lundgaard.

Hun forstår dog godt, at indholdsleverandørerne er skeptiske, fordi der kommer en ny portal.

"Det kan godt være, at det kan virke uhensigtsmæssigt for nogle forlag, fordi de allerede har lagt nogle resurser i at udvikle egne systemer. Men ud fra et lærersynspunkt, er det fuldt ud logisk, at du kun har et enkelt eller få steder at gå hen, i stedet for at skulle huske 15-20 forskellige links og tilsvarende passwords i hovedet," siger hun.

Kan udhule de 500 millioner

For at få flere lærere til at tage de nye, digitale læremidler til sig i undervisningen er der blevet afsat 500 millioner kroner på finansloven til at udvikle brugen af it i folkeskolen. Ministeriet for Børn og Undervisning har dog ikke taget stilling til, om den nye læringsplatform fra KMD vil få gavn af pengene. Men i rapporten "den fælles offentlige digitaliseringsstrategi 2011-2015", står der:

"Regeringen og kommunerne vil skabe rammer for, at der inden udgangen af 2012 etableres en eller flere markedsbaserede distributionsplatforme (fx en slags "app-stores"), der kan gøre adgangen til de digitale læremidler for lærere og elever nem og overskuelig".

Clio Online frygter, at KMD Education vil udhule bevillingen, fordi der bliver færre penge til indkøb af digitale læremidler.

"Kommunerne og skolerne får jo ikke nogle konkrete læremidler for KMD-pengene, så på den måde vil det udvande formålet med pengene, netop at øge anvendelsen af it i undervisningen," siger redaktionschef hos Clio Online, Anders Hyldig. 

Undervisningsministeriet har ikke ønsket at svare på spørgsmålet om, hvorvidt KMD Education vil give skolerne og kommunerne færre penge at købe læremidler for, men  skriver i en e-mail:

"Vi har ingen særlig mening om KMD's produkter og kender ikke til deres prissætning. Deres platform er finansieret af KMD selv og ikke af midler fra ministeriet. I øvrigt afgør skolerne og kommune selv, hvilke distributionskanaler de ønsker at benytte, og hvilke indholdsleverandører de vil handle med," skriver Undervisningsministeriets presseafdeling.

KMD råder ministeren 

Undervisningsministeriet har for nylig nedsat en rådgivningsgruppe, der skal inspirere og rådgive Christine Antorini (S) om nye tiltag om brug af it i folkeskolen. I rådet sidder bl.a. Bettina Lundgaard, som er chefkonsulent i KMD. Både hun og ministeriet afviser, at der kan være tale om en interessekonflikt, da Betina Lundgaard er udpeget personligt af ministeren og sidder som privatperson i rådet. 

"Der sidder flere i gruppen, som har været involveret i udviklingen af KMD Education. Blandt andet en forsker og en række repræsentanter fra kommunerne samt en fra Microsoft, som også leverer produkter til folkeskolen. Så det er klart, at alle der sidder i rådet selvfølgelig har en interesse på den ene eller anden måde," siger Bettina Lundgaard og tilføjer:

"Det er vigtigt for lærerne at få det her redskab, fordi det tager alt for meget tid for dem at finde læremidler, der er gode. Tænk, hvis de i stedet kunne bruge den tid på at undervise. Hele vores målsætning er derfor også, at vi kan tilføre en merværdi, som imødeser det behov, som andre aktører ikke tilfredsstiller på nuværende tidspunkt," siger hun.

Godt eller skidt?

Hos It-vejlederforeningen, som bl.a. har til formål at medvirke til udvikling og fornyelse af anvendelse af it i folkeskolen, ser man positivt på den nye læringsplatform.

"Selvom nogle forlag måske oplever, at de bliver udfordret på deres forretningsmodel, så ændrer det ikke på, at det er fornuftigt at levere de digitale læremidler på en anden måde end som portaler. Det svarer jo meget til at købe et danskfagligt system med en lærervejledning og nogle tekster, som er meget bundet sammen. Hvis man i stedet havde et forløb, der gav mulighed for at købe enkelte dele, så ville det være mere interessant," siger Thomas Skovgaard, der er næstformand i foreningen.

Clio Online fastholder dog deres bekymringer. Forlaget ser nemlig også et problem i, at KMD Education risikerer at skabe frustration frem for overblik og frikøb af tid.

"Tanken om at samle alle danske digitale læremidler et sted er rigtig god, men hvis man samler tusindvis af små og store læringselementer, så kræver et kvalificeret materialevalg et enormt fagligt og didaktisk overblik. Det kan være svært at få i en hektisk dagligdag - fx hvis man underviser i fag, som man ikke har på linjeniveau. Netop derfor har vi jo allerede CFU'erne (Center for Undervisningsmidler red.) og EMU (Danmarks Undervisningsportal red.), der både tilvejebringer didaktisk rådgivning og en oversigtsplatform for digitale læremidler," fremhæver redaktionschef hos Clio Online, Anders Hyldig.

Han får opbakning fra Forlaget Gyldendal.

"Det ligger i naturlig forlængelse af CFU'ernes mangeårige rolle på skolebogsområdet, at de også skaber overblik over det digitale område. Med UNI-login som branchestandard for adgangskontrol har vi desuden muligheden for at løse det problem, at den enkelte lærer ikke nødvendigvis ved, hvilke digitale læremidler skolen har købt adgang til," siger Mathias Bruun, direktør for Gyldendal Uddannelse.