Loma 1: Fællespisning og eksperimenter
På Nymarkskolen i Svendborg skal vi have etableret en kantine og et produktionskøkken, i løbet af næste skoleår. Eleverne skal indgå i madproduktionen, og med udgangspunkt i begrebet maddannelse, skal der pædagogisk og didaktisk opbygges undervisning omkring dette, herunder med en sciencevinkel. I ugens løb vil 3 lærere skiftes til at dele deres erfaringer på folkeskolen.dk.
Der skal laves 3 undersøgelser med hhv gær, bagepulver og natron. Stemningen er rigtig god, - på trods af, at vi ikke kender hinanden og at arbejdsformen er uvant, finder eleverne hurtigt ud af, hvad de skal gøre.
Eleverne byder ind med det de allerede ved, de har deres forforståelse fra hjemkundskab, dertil får de korte oplæg, så de har en grundlæggende forståelse for, i hvilken retning de arbejder. Så er det deres tur til at undersøge, under hvilke forhold de forskellige hævemidler fungerer, og hvad det er der gør dem velegnede som hævemidler. De skal opstille hypoteser, undersøge og til slut skal de konkludere. De puster i CO2-indikator, ser med samme indikator, at der udvikles CO2 fra en sukkergæring, og de bygger molekyle-modeller.
I spisepausen mødes de 5 grupper til fællesspisning. I dag har de i madværkstedet lavet en skøn vegetarmenu med bl.a. pizzaer, bulgursalat og gnavegrønt. Vi lærere spiser med, sammen med vores grupper, eleverne er gode til at smage, diskuterer nysgerrigt, hvilke krydderurter der mon er tilsat, vi sidder alle sammen i en halv time og nyder måltidet i en god stemning
Dagen afrundes med cola-mentos forsøg, som flere havde stillet forslag om i spørgeskemaundersøgelsen. Det hænger godt sammen med de tidligere forsøg, hvor CO2 binder det hele sammen. Ved dagens afslutning ved alle eleverne, at det er CO2 der får dej til at hæve, de ved vi ånder CO2 ud, at planter optager CO2, at vand kan optage CO2 så det bliver til kulsyre og at det er CO2 der gasser ud, når vi åbner en sodavand.
Gode råd til undervisningen:
1. Vær forberedt på at slippe kontrollen, - når eleverne arbejder undersøgelsesbaseret, kan det virke kaotisk og pege i andre retninger end du havde tænkt
2. Beslut dig for en ramme eleverne skal undersøge i
3. Find materialer frem og opstil dem, så eleverne har et udvalg
4. Øv dig i metoden, anvend små elementer af den i forskellige sammenhænge
kilder:
fibonacci.dk et site fra et europæisk projekt omhandlende undersøgelsesbaseret naturfagsundervisning, herunder omtale fra andre projekter Nymarkskolen har deltaget i.
Om Loma:
LoMa - lokal maddannelse på Nymarkskolen, Svendborg
På Nymarkskolen i Svendborg skal vi have etableret en kantine og et produktionskøkken, i løbet af næste skoleår. Eleverne skal indgå i madproduktionen, og med udgangspunkt i begrebet maddannelse, skal der pædagogisk og didaktisk opbygges undervisning omkring dette, herunder med en sciencevinkel.
I uge 7 afprøver vi vores idéer på 6. årgang, i fremtiden vil elever fra 7.- 9. årgang være målgruppen. Strukturen for uge 7 er opbygget over en værkstedsmodel, hvor 4 6. klasser er blandet og delt i 5 grupper, grupper der i ugens løb skal deltage i de 5 forskellige værksteder.
De 5 værksteder er madværksted, hvor værkstedet er en kombination af et lærings- og produktionskøkken; et ekskursionsværksted, hvor eleverne skal besøge forskellige lokale fødevareproducenter; et bevægelsesværksted, hvor det centrale er, at man er i aktiv og kommunikerer, mens man lærer, temaet for læring er sundhed; et undersøgelsesværksted, hvor madkemi er temaet og den didaktiske tilgang er undersøgelsesbaseret og et medieværksted, hvor der skal produceres billedfortællinger fra de forskellige værksteder. I ugens løb vil 3 lærere skiftes til at dele deres erfaringer på folkeskolen.dk.
Dagens værksted: Undersøgelsesværkstedet
MERE OM EMNET