Eleverne på Skovvangsskolen kom Europa rundt under markeringen af Europæisk Sproglæringsdag. Her er eleverne landet i en af de tyske sprogboder.

Skole fejrede europæisk sproglæringsdag med besøg fra store dele af Europa

Skovvangskolen i Aarhus fejrede i fredags den Europæiske Sproglæringsdag. Her stod 29 internationale lærerstuderende bag sprogboder og sproglege på blandt andet italiensk, tjekkisk, spansk og fransk.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Billedlotteri med sammensatte tyske ord, Heads Up på fransk og spanske bocadillos som snacks.

Søndag var det Europæisk Sproglæringsdag.

En dag, der allerede fredag blev markeret på Skovvangskolen i Aarhus i form af boder med sprog fra hele Europa og sproglege.

Sprogboderne og legene var udviklet af 29 internationale studerende fra Via til Skovvangsskolens 6. og 7. årgang (se videoer nederst i artiklen).

Erasmus+ holdet på læreruddannelsens efterårssemester står nemlig for skolens årlige markering af Europæiske Sproglæringsdag, fortæller Rikke Engbo Andersen, der er sprogkoordinator på Skovvangskolen.

Internationale lærerstuderende i praktik på Aarhus-skole

"De lærerstuderende fra Via havde forberedt sprogboderne. Og de var altså bare megafede. Der var nemlig studerende fra hele Europa. En studerende var fra Italien, to fra Tjekkiet, nogle fra Spanien og Baskerlandet, og også Schweiz og Frankrig", fortæller Rikke Engbo Andersen og fortsætter:

"De havde virkelig været gode til at lave en masse forskellige ting, så der var ikke noget, som var det samme".

Fra tyreløb i Pamplona til engelsk te-salon

Og med studerende fra hele Europa som facilitatorer var der ingen begrænsninger på, hvilke lande eleverne blev taget til ved sprogboderne.

"Nogle af de studerende fra Pamplona havde lavet en opgave, hvor eleverne skulle dekorere de røde tørklæder, som spanierne har på til San Fermin. Så skulle eleverne sideløbende lære spanske ord", fortæller Rikke Engbo Andersen.

Elverne fik et indblik i både det spanske sprog og den spanske kultur i sprogboden fra Pamplona.

Og det var ikke den eneste sprogbod, der havde det spanske sprog i centrum.

"Andre spanske studerende havde lavet et levende brætspil, hvor eleverne skulle kaste med en terning, rundt og finde forskellige ord på pladens felter. Her havde man farverne i fokus og skulle på de forskellige felter trække et kort, som eksempelvis kunne illustrere et jordbær. Så skulle man på spansk sige, hvilken farve bæret havde", lyder det fra Rikke Engbo Andersen.

I det spanske levende brætspil fik eleverne lært de spanske ord for alverdens farver. 

Men eleverne blev også taget til andre steder i Europa. Blandt andet Schweiz og Baskerlandet.

"De studerende fra Schweiz havde lavet en sprogbod, hvor eleverne skulle se forskellen på nogle tyske og nogle schweizer-tyske ord, mens dem fra Baskerlandet havde en dans med".

"Her så eleverne et klip på YouTube, og så skulle de forsøge sig med at danse den samme dans. Her skulle de også lege med ord på euskera, og så fik de en kage fra Baskerlandet til sidst", forklarer Rikke Engdo Andersen.

Eleverne kom dog også på besøg i lande og sprog, som de kender en del mere indgående.

"Én af de andre studerende havde lavet engelsk te-salon. Så sad ungerne og spiste biscuits og drak te med en lille fin dug på bordet. Den studerende havde så en række emner med, som eleverne skulle diskutere. Og eleverne syntes, at det var rigtig hyggeligt".

Eleverne kunne læne sig tilbage og vende verdenssituationen på engelsk i den britiske sprogbod. 

Helt nye sprog og kendte fremmedsprog

De cirka 100 elever fra 6. og 7. årgang gik i grupper rundt mellem de forskellige sprogboder i én lektion.

På den måde fik eleverne også øvet de sprogkundskaber, som de i forvejen har med sig fra deres engelsk- og enten tysk- eller franskundervisning.

Anden gang med internationale studerende: Denne gang var de ikke kun med i sprogtimerne

"Det meste forgik på engelsk, da det jo er det sprog, som eleverne bedst kan kommunikere på. Derudover havde man inddelt eleverne, så dem, der har fransk sammen, var på hold sammen, og de elever, der har tysk sammen, også var på hold sammen", fortæller Rikke Engbo Andersen og fortsætter:

"Der var kun en eller to boder med fransk, og der kunne man  mærke, at de elever, der i forvejen undervises i fransk, også bare helt vildt gerne ville nå hen. Det gjorde de så heldigvis også".

Fransklærer arrangerer video-foredrag for lærere i hele Europa

Samtidig fik eleverne også i løbet af dagen smagt på flere helt nye sprog. Helt nye sprog, der fra tid til anden på trods af kæmpe entusiasme kunne være svære at skille fra hinanden.

"En lærer fortalte at tre elever fra 6. klasse var kommet hen til hende efter at have været i den tjekkiske sprogbod og sagde: 'Vi har lært at sige goddag på russisk'. Efter en kort pause havde den anden elev sagt: 'Var det egentlig ikke på tyrkisk?', hvortil den sidste af de tre elever havde sagt: 'Ellers var det måske Tjekkiet?'" fortæller Rikke Engbo Andersen grinende og konstater:

"De var i hvert fald sikre på, at de havde lært noget på udenlandsk".

Hver aktivitet varede cirka 10 minutter, og efter endt sprogleg fik eleverne et stempel i deres individuelle pas.

Ved boderne var der nemlig en lille stempelpude, hvor eleverne kunne få sat deres fingeraftryk i deres pas, mens de studerende skrev, hvilket land de nu havde rejst igennem.

Efter dagen i sprogboderne var elevernes pas fyldt til randen med stempler. 

Snød sig fra frokostpause

Netop entusiasmen blandt eleverne ville ifølge Rikke Engbo Andersen ingen ende tage.

"Da eleverne skulle op og spise frokost var svaret fra eleverne: 'Nej, nej, kan vi ikke få lov til at lave en omgang mere'. Og da lærerne havde insisteret på, at de altså skulle op i deres klasser, så var der alligevel nogle elever, der havde listet sig hen til en af sprogboderne".

Og også den mere vanskelige elevgrupper nød godt af markeringen af den Europæiske Sproglæringsdag.

"Selv vores diagnosebørn, som normalt plejer at være svære at fange, var fuldt ud koncentrerede og deres lærere var vildt imponerede".

Videoer fra dagens sprogboder

 Eleverne lærer dans fra Baskerlandet.

Eleverne leger Heads Up med franske ord. 

Eleverne spiller det levende brætspil, mens de lærer de spanske ord for farverne.

Powered by Labrador CMS