De nye retningslinjer betyder, at man skal have været under 1 meter fra en smittet person i 15 minutter eller mere for at blive nær kontakt, og man er heller ikke længere nær kontakt, blot fordi man er i samme stamklasse som en smittet person.

Overblik: Nye corona-retningslinjer vil give færre afbrydelser i skolen

Sundhedsstyrelsen lemper nu coronaretningslinjerne for skolerne. Det betyder, at skolerne i højere grad end hidtil kan forblive åbne ved smittetilfælde. Hele klasser bliver ikke sendt hjem, når en enkelt elev er smittet, og definitionen på nære kontakter ændres.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En enkelt coronaramt elev sender ikke hele klasse hjem i det kommende skoleår. Sundhedsstyrelsen lemper retningslinjerne, så hjemsendelser kun finder sted ved større smitteudbrud eller andre særlige situationer. Det vil for eksempel være, hvis mere end 30-40 personer på skolen er smittet, ved en superspredningsbegivenhed på skolen, eller hvis der er tale om nye og særligt bekymrende corona-varianter blandt de smittede på skolen

"Vi vil meget gerne være med til at få skolegangen tilbage til det normale før coronaepidemien. Vi ved, at det er vigtigt for børns trivsel, at hverdagen er genkendelig. Derfor er vores prioritet at sikre, at skolerne forbliver åbne, så vidt det er muligt", siger læge i Sundhedsstyrelsen, Andreas Rudkjøbing i en meddelelse fra Sundhedsstyrelsen.

Lærere forbereder sig: Vi frygter, vi bliver sendt hjem igen i efteråret 

Ny definition af nære kontakter på skoleområdet

Definitionen af, hvem der er nær kontakt til en smittet i skolen ændres også. De nye retningslinjer betyder, at man skal have været under 1 meter fra en smittet person i 15 minutter eller mere for at blive nær kontakt, og man er heller ikke længere nær kontakt, blot fordi man er i samme stamklasse som en smittet person.

"Efter en lang periode, hvor mange elever og studerende har oplevet at være hjemsendt, skal skoledagen nu tilbage til det, vi husker fra før epidemien. Men det er stadig vigtigt at mindske smittespredning, så de gode råd skal stadig huskes ude på skolerne" siger Andreas Rudkjøbing.

Deltavarianten, som er en mere smitsom virusvariant, er nu altdominerende i Danmark. Derfor er det stadig afgørende, at man bliver hjemme og bliver testet, hvis man har symptomer - også selvom man er færdigvaccineret. Samtidig anbefaler Sundhedsstyrelsen fortsat, at man bliver testet to gange om ugen, hvis man ikke har fået første vaccinestik.

DLF og politikere kritiserer: Nye coronaretningslinjer for skoler burde være klar nu 

Vaccination blandt  børn mindsker smitten

Siden 17. juni har Sundhedsstyrelsen anbefalet, at 12-15-årige bliver vaccineret mod Covid-19. Der er endnu ikke mange færdigvaccinerede i denne gruppe, men godt 35 % har fået deres første stik, og endnu 10 % har booket tid til vaccination.

"Vaccineindsatsen og den høje tilslutning også blandt de 12-15-årige betyder, at samfundssmitten lige nu er lav, og det skal naturligvis komme skolebørnene til gavn. Men vi opfordrer samtidig alle dem, der endnu ikke har booket tid til vaccination, til at få det gjort, så vi kan holde fast i den lave smitte og gensynet med hverdagen på skoler og uddannelsessteder", siger Andreas Rudkjøbing.

Sundhedsstyrelsen forventer, at vaccinationen af børn fra 12 år og op vil være med til at forhindre smittespredning på landets grundskoler, særligt når størstedelen af børnene har gennemført en vaccination. Man forventer, at vaccination vil reducere behovet for testning, hjemsendelse af skoleklasser og smitteopsporing, ligesom det bidrager til at holde epidemien under kontrol herhjemme. Sundhedsstyrelsen opfordrer derfor til, at flere forældre bestiller tid til vaccination, så de, der ønsker vaccination, kan komme i gang med deres vaccination så hurtigt som muligt.

Skoleledere og lærere: Største udfordring bliver at holde corona væk fra skolen

 

Læs mere

Se retningslinjerne her