"Jeg forventer dog, at når vi nærmer os 80 procent tilslutning til vaccinen, holder vi op med at sende andre end det smittede barn hjem. Helt ligesom ved influenza", lyder det fra professor Jan Pravsgaard Christensen til Politiken.

DLF og politikere kritiserer: Nye coronaretningslinjer for skoler burde være klar nu

Sundhedsordførere på Christiansborg og DLF kritiserer, at nye coronaretningslinjer for skoler ikke er udsendt endnu. Sundhedsstyrelsen oplyser til Berlingske, at nye retningslinjer forventes udsendt, når eleverne vender tilbage til skolen efter sommerferien.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En række sundhedsordførere rejser i dag i Berlingske en kritik af, at der endnu ikke er fremlagt nye retningslinjer for, hvordan skoler skal håndtere smitte med coronavirus, inden eleverne kommer tilbage.

De retningslinjer, som gælder for skoler i dag, er fra februar måned, og coronasituationen er en helt anden i dag, lyder kritikken.

Sundhedsstyrelsen oplyser til Berlingske, at nye retningslinjer forventes næste uge.

Skoleledere og lærere: Største udfordring bliver at holde corona væk fra skolen 

DLF: Der kan komme smitteudbrud på mandag

Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen mener, at det giver store udfordringer på skolerne, at retningslinjerne ikke er kommet i denne uge.

"De retningslinjer burde have været klar i begyndelsen af den her uge, når lærere og ledere møder ind for at organisere og planlægge, hvad der skal ske, når eleverne kommer tilbage", siger siger Gordon Ørskov Madsen til folkeskolen.dk. Han fortsætter:

"Hvis der skal ske ændringer i de retningslinjer fra februar, så burde de have vidst det nu. Når der sker smitteudbrud på skolerne, så er det vigtigt at vide, hvilke forholdsregler, der skal være, og hvad der skal ske. Den plan skal skolelederne kende, så de kan være klar, hvis der sker smitteudbrud på mandag".

Venstres Ellen Trane Nørby undrer sig også:

"Der er mange forældede regler, som for længst burde være annulleret. Det havde været rettidig omhu, at ministeren og regeringen havde ordnet det her for længst, så det ikke var noget, der pressede sig på i mængden af forhold, som skolerne skal forholde sig til op mod skolestart", siger hun til Berlingske.

Sundhedsminister Magnus Heuniche skrev i går på Facebook, at han forventer, at der vil ske en stigning i smitten, når skolerne åbner igen efter sommerferien og opfordrede i opslaget til, at så mange som muligt bliver vaccineret.

Professor forventer, at kun det syge barn bliver sendt hjem

I Politiken opfordrer professor Søren Riis Pauludan til, at der sker "et mentalt skifte, så samfundet ikke overreagerer på stigende smittetal". Han støttes af andre virusforskere.

Professor og ekspert i immumsystemet Jan Pravsgaard Christensen peger på, at det bliver umuligt at dæmme op for en mere smitsom virus i et klasselokale. Det er politikerne, der skal tage beslutningen om, hvilke konsekvenser smitte på skoler skal have i dette skoleår.

"Om det er hele klassen, der skal sendes hjem eller ej. Vi kan være ret sikre på, at det bliver en stor diskussion, når familier møder besværet med test og isolation igen. Jeg forventer dog, at når vi nærmer os 80 procent tilslutning til vaccinen, holder vi op med at sende andre end det smittede barn hjem. Helt ligesom ved influenza", siger han til Politiken.

Ifølge Berlingske forventer Sundhedsstyrelsen at sende nye retningslinjer ud, når eleverne er tilbage på skolen.

"Fordi vi nu er godt i gang med at vaccinere børn og unge, er vi i gang med at opdatere retningslinjerne, og vi regner med at kunne udsende en opdatering samtidig med, at skolerne går i gang", lyder det fra læge Andreas Rudkjøbing fra Sundhedsstyrelsen til Berlingske. 

Læs mere

Berlingske: Regeringen kritiseres for manglende strategi forsmitteudbrud på skoler: »Der er mange forældede regler, som forlængst burde være annulleret«

 

Politiken: Professorer gør status: Vi skal se corona på en nymåde. Som influenza