Debat

De to Don Quijoter af DPU: ”Vi beskyldes for brug af nazimetoder”

Bøger har en bagside. Denne er mørk og mismodig, samtidig med at den er sort-hvid. Måske veksles hvidt tilmed til sort. Vi får det i al fald sort på hvidt, at forfatterne er blevet mødt med ”beskyldninger om nazimetoder på universitetet”, og at ”alle anklager siden er blevet afvist af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed”. Blot har ingen nogensinde beskyldt de to ”anerkendte professorer” for nazimetoder, og anklager herom er aldrig blevet afvist af noget nævn. De to professorer slår sig selv til riddere, men slår sig samtidig på vindmøller.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ridderlige udfald

I Skoleret tillægger to ridderlige professorer, Lars Qvortrup og Jens Rasmussen (QR), mig en række opfattelser og ord, som ikke har noget belæg i mine tekster.

Som nævnt i et tidligere indlæg, indeholder min afhandling en diskursanalyse, som er inspireret af Victor Klemperers analyse af Det Tredje Riges sprog. Jeg taler om ”et sprogskifte” i en læreplan (Fælles Mål), som QR med et lansestød laver om til en ”samfundsomvæltning”:

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

https://www.folkeskolen.dk/1868466/varsomhed-med-citater

QR’s betragtninger fører dem til den opsigtsvækkende konklusion, at en journalist ved Weekendavisen og jeg skulle mene, at det var hævet over enhver tvivl, at ”sagen faktisk omhandlede et statskomplot af nazistisk karakter” (s. 114).

Undervejs mener QR, at jeg beskylder dem og andre ”centrale reformaktører” (mit udtryk) for at ”agere i overensstemmelse med nazistisk ideologi” (s. 68).

Jeg skulle ligeledes mene, at de ”repræsenterer en nazistisk ideologi” (s. 68f.) og ”betjener sig af nazistiske fremgangsmåder” (s. 69) – det sidste er bogens omskrivning af bagsidetekstens mere dramatiske ”nazimetoder”. Institutleder på DPU, Claus Holm, skulle jeg tilmed nævne som ”en eksponent for en nazistisk diskurs” (s. 69).

De to Don Quijoter har virkelig redet langt og længe for at finde deres vindmøller her.

 

Faktatjek

Det er let at lave faktatjek på den slags: Jeg anvender slet ikke ordet ”nazimetoder”. Tillægsordet ”nazistisk” forekommer to gange i den publicerede version af min afhandling – foranstillet ”retorik og tænkemåde” og ”topembedsmand” (s. 37 og 38, jf. vedlagte fil). Topembedsmanden er konkret Adolf Eichmann, ikke Claus Holm.

Jeg sætter ikke ”nazistisk” sammen med hverken ”diskurs”, ”fremgangsmåder” eller ”ideologi”. Jeg taler hverken om ”statskomplot” eller om noget, der har en ”nazistisk karakter”. Det er QR’s påfund og ren vindmølleretorik.

Riddernes faktuelle forvirring baserer sig blandt andet på, at de ikke kan forstå en figur i min tekst: ”Man må tro, at folkeskolereformen ifølge Skovmand kan sammenlignes med nazisme og læringsmålstyring med fanatisme" (s. 57).

Her bør ridderne sadle om. Jeg skriver nærmest det modsatte i den forudgående forklaring af figuren, som QR rider forbi i tavshed. Jeg ser faktisk ingen grundlæggende lighedstræk mellem folkeskolereformen og nazismen. De to Don Quijoter angriber her vindmøller for fuld udblæsning.

 

Funktion?

Der er to ting, der vækker forundring. For det første er det underligt, at disse beskyldninger i den grad er faldet vores to riddere for brystet, men at de dette til trods har ventet små tre år på at rigge deres krikker til og kaste sig ud i kampen for at genvinde den tabte ære.

De finder, at der er tale om ”uhørt grove og sværtende påstande” (s. 53) og ”ærekrænkede og sværtende beskyldninger” (s. 69), men har ikke gjort noget for at få genrejst det således knækkede omdømme. Nu knækker ridderne i stedet deres lanser på kæmpevindmøller.

For det andet undrer det, at de påståede beskyldninger om nazisme kædes sammen med afgørelserne fra Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Jeg har jo ikke anmeldt dem for at bruge nazimetoder. De er derfor heller ikke ”frikendt” for dette forhold. Det siger sig selv.

QR trækker først deres sært omvendte nazikort, da der foreligger afgørelser, som de mener, kender dem ”totalt” fri. Med denne sammenkædning laver de en underlig analogi.

Beskyldningerne om brug af nazimetoder er lige så åbenlyst grundløse som de anmeldte brud på Den danske kodeks for integritet i forskning. Mine beskyldninger for integritetsbrud er lige så vilde som beskyldningerne for brug af nazimetoder. Det kan enhver se.

Relevant læsning

Jeg vedlægger det relevante uddrag af min afhandlingstekst sammen med et dokument, hvori jeg fremhæver de væsentligste udsagn fra den skæve skoleret og kommenterer på dem. Her kan enhver selv se, hvad jeg baserer ovenstående analyse på.

Det med Don Quijote har jeg fra Thorkild Thejsen:

https://www.folkeskolen.dk/1867444/op-paa-hesten-igen

Det med mørke og mismod har jeg fra anmeldelsen her:

https://www.folkeskolen.dk/1867409/moerke-og-mismod

Powered by Labrador CMS