"Pengene skal nok komme. Det kan kommuner og skoler være helt trygge ved", siger cheføkonom i KL Morten Mandøe om penge til ekstra rengøring på skolerne.

Cheføkonom i KL: Ingen grund til at holde igen med rengøringen - for pengene kommer

Der bør ikke være en eneste skole, hvor man går på kompromis med rengøringen. For regeringen skal nok betale ekstraregningen. Sådan lyder det fra KL’s cheføkonom.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er ingen grund til afholdenhed, når det kommer til ekstra rengøring på landets folkeskoler for at reducere risikoen for smittespredning. Og det lader det heller ikke til, at kommuner gør.

Sådan lyder det fra cheføkonom i KL Morten Mandøe som forklaring på det brev, som børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i fællesskab med formand for KL's børne- og undervisningsudvalg Thomas Gyldal Pedersen i fredags sendte ud til landets skoler.

Fællesbrevet kom under en uge efter, at ministeren på et pressemøde havde været efter kommunerne for ikke at bruge allerede bevilligede penge til rengøring. Det skete efter, at blandt andet Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen havde rapporteret om et faldende rengøringsniveau på skolerne efter sommerferien.

Minister og KL i fælles brev: Rammerne for mere rengøring er på plads

I fællesbrevet er det imidlertid ikke til at spore nogen uenighed mellem KL og regeringen. Her fremgår det i stedet, at "rammerne (er red.) på plads for ekstra rengøring og hygiejnetiltag".

"Der har været skabt et billede af, at der ikke er blevet brugt ekstra penge på rengøring, og der har også været aktører, som enten ikke tror på, at der kommer flere penge eller som i hvert fald betvivler det. Når Pernille Rosenkrantz-Theil så også valgte at tale om denne her sag på pressemødet, så er det oplagt igen at få kommunikeret ud, at vi har en aftale om, at vi og regeringen i slutningen af året får kigget på, hvor mange ekstraudgifter der så har været. Det er der ikke noget odiøst i", siger Morten Mandøe og slår fast:

"Aftalen er ret klar, coronarelaterede merudgifter må ikke fortrænge udgifter til øvrig velfærd".

KL: Mere rengøring kræver flere penge 

KL: Allerede brugt dobbelt så mange penge

Han understreger desuden, at det langt fra ser ud til, at kommunerne holder igen med at bruge penge på rengøring.

"Med årets økonomiaftale fik vi i første omgang tildelt 300 millioner til merudgifter til rengøring alene. Vores seneste undersøgelse blandt kommunerne viser, at der bliver brugt omkring 700 millioner - så altså over det dobbelte. Og her har vi som sagt en klar aftale med regeringen om at få dækket merudgifterne, og det understreger vi nok en gang med brevet", siger han. 

Penge er til mere end rengøring

Selvom der mest har været fokus på rengøringsniveauet ude på skolerne, fortæller Morten Mandøe, at aftalen ikke kun dækker ekstra regninger til rengøring.

"Pengene skal dække corona-relaterede udgifter bredt forstået. Man skal dog være opmærksom på, at der både har været mer- og mindreudgifter forbundet med corona. For mens der har været ekstraudgifter til rengøring, vikarer, isolationsfaciliteter og værnemidler, så var der også en del uger i foråret, hvor der for eksempel ikke skulle deles fødevarer ud til daginstitutioner og skolerne. Og der var også en periode, hvor der ikke skulle bruges vikarer", siger han og fortsætter:

"Men jeg vil gerne slå fast, at vores aftale med regeringen er, at coronaen ikke skal tage noget fra den øvrige velfærd. Det er ret vigtigt at få slået fast".

Lærerformand til minister: Brug for coronarengøring og forberedelse hjemme