Tosprogede
0   60

Eksemplets kraft

»Du kan blive den næste bandeleder, eller du kan blive den næste Naser Khader«, sagde Daniel Nouris klasselærer til ham. Daniel Nouri blev ingen af delene. Han blev skolelærer. Fagbladet Folkeskolen har mødt de to til en snak om fortiden og lærergerningen – og om at kunne se potentialet bag den hårde facade.

»Det lyder måske trivielt. Men når Klaus satte sig ned ved siden af én og kiggede én i øjnene og sagde: 'Du kan godt', så virkede det«.

Ordene kommer fra 26-årige Daniel Nouri, og på den anden side af kaffebordet sidder hans gamle klasselærer, Klaus Behncke, og lytter intenst, mens han smiler bredt.

Artiklen fortsætter under banneret

»I lavede jo jeres narrestreger, når jeg vendte ryggen til. Dem så jeg da også godt, men jeg tog dem ikke op hver gang«, siger den 66-årige pensionerede lærer.

Vi er i Brønderslev i hjertet af Vendsyssel. Klaus Behncke og hustruen Mona - der også er tidligere lærer - tager imod i det rummelige parcelhus. Der dufter af kaffe, bordet bugner af brød, og kontrasten til det, som Daniel Nouri oprindeligt kom fra, er slående. 

Det er 17 år siden, han som FN-flygtning kom til Danmark med sin familie. Hans baggrund er kurdisk fra Iran. Familien flygtede over grænsen til Irak og derfra til Tyrkiet, hvorfra turen senere gik til Aalborg og videre i bus til Brønderslev til de røde blokke, hvor Daniel Nouri hurtigt fandt sammen med de andre børn med muslimsk og ikkevestlig baggrund.

»Vi fik et stærkt sammenhold. Vi havde fremmedheden til fælles. Vi følte os urørlige. Stolte. Der var ikke nogen, der skulle få os ned med nakken. Vi var jo sammen. Vi kaldte det broderskabet - men vi var jo bare små rollinger«, mindes Daniel Nouri.

Pusher i Vollsmose

I dag er »broderskabet« spredt for alle vinde. Én er rejst tilbage til Irak. Én »går det godt«, han læser til sociolog. Én er vistnok blevet vognmand, og én er pusher i Vollsmose i Odense. Og Daniel Nouri - han bor i Aalborg med sin danske kone, blev færdig som lærer sidste år og læser nu pædagogisk filosofi på universitetet, inden han vil ud og undervise.

»Man kunne spørge Klaus om alt muligt, og så fortalte han. Og så forandrede rummet sig. Fantasien tog over. Det tager jeg klart med mig i lærergerningen«, siger Daniel Nouri om sin tidligere klasselærer. Foto: Lars Horn

 »Jeg havde prøvet forskellige ting, men var ikke i tvivl, da jeg besluttede mig for at blive lærer. Det var nok især eksemplets kraft, der gjorde det. Jeg kunne godt forestille mig at være den, der kommer ind i klassen i skovmandsskjorte og raslende nøgler i lommen. Ligesom Klaus«, siger Daniel Nouri.

Og det er faktisk derfor, den tidligere elev og hans tidligere lærer sidder rundt om kaffebordet denne formiddag. For Daniel Nouri satte i et indlæg på folkeskolen.dk ord på, hvad hans gamle klasselærer, Klaus Behn­cke, havde betydet for ham. De to bumpede ind i hinanden på Skolegades Skole i Brønderslev, da Daniel Nouri begyndte i 2. klasse efter ni måneder i modtageklassen.

»Min klasselærer kunne se og troede på, at bag æresfølelsen og oprøret gemte der sig et potentiale, som endnu ikke havde givet sig til kende - et potentiale, som krævede pædagogisk foretagsomhed«, skrev han blandt andet i sit indlæg.

Det kaldte på en uddybning, og både den tidligere elev og klasselæreren tog imod opfordringen til at mødes - med fagbladet Folkeskolen  på sidelinjen.

»Der var fuld knald på«

Klaus Behncke havde allerede læst indlægget, for han havde fået det af en tidligere lærerkollega.

»Jeg blev da lidt rørt. Daniel har aldrig været glemt. Han kom som fremmed flygtningebarn her til Brønderslev og kom så i min klasse, og der var fuld knald på«.

Han mindes blandt andet den første koloni med klassen, hvor han fortalte Daniel, at menuen stod på pitabrød og »noget, der hedder Jaka Bov, og det er jo gris«.

»Så sagde Daniel: 'Jeg ved jo ikke hvad det er - men jeg skal da smage'. Så vidste jeg: Dér sker noget. Han er kommet for at blive. Med et åbent sind. Og det kørte hele vejen igennem, og så var jeg lost«, fortæller Klaus Behncke.

For Daniel Nouri var det hans egen uddannelse til lærer og tankerne om lærergerningen og måden at undervise på, der fik ham til at tænke over, hvilken indflydelse hans tidligere klasselærer har haft på hans liv.

»Det afstedkom en slags taknemmelighed, og det var vigtigt for mig at udtrykke«, forklarer han.

Ingen forskel på Julie og Mohammed

Daniel Nouris skoleminder går ikke kun på, at klasselæreren var en fysisk stor og konservativ mand, der med sin dybe og bestemte stemme kunne fremkalde ærefrygt og respekt blandt drengene.

»Han er en god formidler, en god fortæller. Han kom ind i sin skovmandsskjorte med raslende nøgler og indledte hver time med at fortælle noget, og så var man jo allerede opslugt. Og i fortællingen føler man sig ikke fremmed. Ikke udenfor. Det, der var fantastisk ved Klaus, var også, at når han kom ind i klassen, så var der ikke forskel på, om du hed Julie eller Mohammed«.

»At møde Daniel igen har været en god oplevelse. Jeg har jo åbenbart gjort noget rigtigt«, siger Klaus Behncke om sin tidligere elev, der som voksen også har uddannet sig til lærer.  Foto: Lars Horn

Klaus Behncke replicerer med det samme:

»Nej, det var der ikke. Nej! Nul putte! Alle, uanset hvem de var - om de var direktørbørn eller noget - var der for det samme; at lære at læse og regne og skrive. Jeg kunne jo godt se, hvilket potentiale Daniel havde. Hans nysgerrighed og tilgang til ret og rimeligt. Vi havde da vores ture en gang imellem, men det endte altid med et smil. Og så havde du en klog mor, der kunne holde dig i ørerne en gang imellem«.

Daniel indskyder: »Og med al respekt for dine kolleger - der var bare ikke så mange af dem, der kunne få styr på os. Selvfølgelig var du ikke den eneste lærer med de her egenskaber, men med de andre lærere følte jeg mig nok bare ubevidst mere udenfor. Men når Klaus sagde: 'Jeg ved, hvilket hoved der sidder på dig, Daniel. Du misbruger det nogle gange, men sæt dig nu ned og lav det her, og ræk hånden op, hvis der er noget' - ja, så havde man respekt«.

De husker begge tydeligt en konkret episode inden et forældremøde, hvor klasselæreren hev fat i flygtningedrengen og sagde: »Du render rundt med nogle folk, der trækker dig ned. Du har to valg. Du kan blive den næste bandeleder - eller du kan blive den næste Naser Khader«.

»Det husker jeg den dag i dag. Jeg blev så ingen af delene. Men jeg blev den næste skolelærer, og det er for mig endnu større«, siger Daniel Nouri.

Når Klaus Behncke fortæller, er det tydeligt, at han kunne se gennem facaden på de hårde drenge af ikkevestlig herkomst.

»Jeg kunne jo godt mærke på jer, at I altid var på vagt. Det var så tydeligt. Og det har heller ikke været sjovt med de indtryk, I havde med jer. Det gjorde nok, at I nogle gange lavede nogle sjove ting«.

Minderne fra skoletiden vælter frem. Som dengang klasselæreren var kørt galt og ville fortælle eleverne om »sine dumheder« - hvorefter det førte til en større lektion om trafikregler.  Foto: Lars Horn

Nærmest som en onkel

Daniel Nouri nikker.

»Ja, vi var på vagt. Alt det ydre kunne ses som et angreb, så man gik i forsvarsposition. Det kunne Klaus se. Han så lige igennem vores hovmodige facade. Og netop fordi han så én, som man var, så ville man heller ikke gøre ham fortræd. Eller skuffe ham. Det allerværste var, når han sagde: 'Åh, Daniel' og sukkede dybt«.

Daniel Nouri peger også på sin lærers adfærd uden for skolen, der førte til en god relation til Daniels mor.

»Vi kunne handle i Aldi, og så kunne Klaus komme på cyklen og hoppe af og spørge, hvordan hun havde det. Min mor og far blev skilt, et år efter at vi kom til Danmark, og det har nok ikke været så let at være alenemor oppe i de røde blokke. Jeg stod med min mor i hånden og så Klaus tiltale min mor på sådan en høflig måde - nærmest familiært, som en onkel. Der var noget mere i det end bare lærergerningen«.

INTEGRATION I SKOLEN

Elever af anden etnisk herkomst end dansk er generelt ivrige efter at lære og har en positiv oplevelse af undervisningen og lærerne i folkeskolen. Alligevel halter de fagligt efter elever med dansk baggrund, viser den seneste rapport fra Pisa Etnisk. I denne serie taler Folkeskolen med praktikere og forskere om, hvordan vi hjælper integrationen på vej i skolen.

Dette blad: Eksemplets kraft gennem den gode lærer-elev-relation.

Næste blad: Farlige fordomme om fædre i skole-hjem-samarbejdet.

Det var egentlig ikke, fordi Klaus Behncke gik og gjorde sig alverdens tanker om sin elevs baggrund.

»Det lå der bare. Jeg vidste jo godt, at det ikke havde været sjovt at skulle flygte igen og igen. Det havde jeg nok også lidt med hjemmefra selv. Min mor var tysk og delvist jøde og sneg sig efter anden verdenskrig om bord på de hvide busser og kom til Danmark fra en koncentrationslejr. Hun oplevede nogle grimme ting. Det har måske givet mig en form for rygsæk. Jeg tror, at hun har oplevet noget af det samme som Daniel - det med at komme til et fremmed sted og skulle tilpasse sig«.

Rammerne var friere

Klaus Behncke valgte at gå på pension i 2015. Samme år startede Daniel Nouri på sin læreruddannelse.

»Det glæder mig, at vi er i samme fag. Jeg kan sagtens se dig for mig som lærer. Du skal ud og have nogle unger. Det er så sjovt. En gang imellem savner jeg det også. Men jeg følte, at det blev ødelagt med inklusionsreformen. Jeg kunne ikke se mig selv sidde og fastholde et barn foran en hel klasse. Hvem skulle det gavne? Så valgte jeg at trække stikket«, siger Klaus Behncke.

Men han nød det, så længe det varede. Og udnyttede, at rammerne var friere end i dag. De to mindes, dengang Klaus Behncke hev klassen ud i skolegården for at måle, hvor langt de var fra solen. Der var mildest talt ikke plads nok. Faktisk skulle de gå fire kilometer ud ad en vej. Men det var skægt.

»Klaus var jo ikke den slags underviser, der kom ind og bare havde alt nøje forberedt ned til sidste detalje. Der var plads til at justere ting undervejs«, lyder det tørt fra Daniel Nouri.

Klaus Behncke griner: »Nu sidder min kone og nikker. Nej, det er nok rigtigt. Men jeg vidste, hvad jeg ville«.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket Dansk som andetsprog er for alle, som underviser i dansk som andetsprog eller har interesse for undervisning af flersprogede elever og nyankomne.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
733 andre er allerede tilmeldt