Midt i en corona-tid er Skolernes Motionsdag vigtigere end nogensinde, mener Dansk Skoleidræt.

Midt i en corona-tid: "I år er Skolernes Motionsdag vigtigere end nogensinde"

Mens mange større arrangementer aflyses på grund af covid-19, er der ingen planer om at aflyse Skolernes Motionsdag for 650.000 børn fredag op til efterårsferien. Det kræver blot "en smule mere planlægning", lyder det fra Dansk Skoleidræts generalsekretær.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Frygten for covid-19 kommer ikke til at spænde ben for Skolernes Motionsdag fredag i uge 41 op til efterårsferien.

Det fastslår generalsekretær Bjørn Friis Neerfeldt fra Dansk Skoleidræt over for folkeskolen.dk/idræt

Selv om coronaen har medført og medfører mange aflysninger af større arrangementer landet over, opfordrer Dansk Skoleidræt nemlig ikke til, at det samme sker med skolernes idrætsdag, hvor 650.000 børn traditionelt deltager i årets højdepunkt for idræt og bevægelse i skolen.

For den traditionsrige dag kan sagtens afvikles på trods af corona, hvis skolerne tager de rette forholdsregler og forbereder sig, lyder det fra Dansk Skoleidræt, som derfor anbefaler, at skolerne fastholder motionsdagen og "giver eleverne en dag fuld af god energi, så de kan gå på efterårsferie med en god oplevelse i fællesskabets tegn".

"Afstand er ikke lig med stilstand"

"Skolernes Motionsdag er netop i år vigtigere end nogensinde. Afstand er jo ikke lig med stilstand, og eleverne har brug for en sjov dag fyldt med fællesskab, bevægelse og glæde. I år kræver det blot en smule mere planlægning", siger generalsekretær, Bjørn Friis Neerfeldt.

Tung beslutning: Aflysning af skolemesterskaber rammer 15.000 elever

Han påpeger, at der dels er tale om en række lokale begivenheder på den enkelte skole eller i skolens nærmiljø. Og dels har har skolerne alle forudsætninger for at leve op til de gældende retningslinjer.

"De er allerede vant til fx at dele eleverne op i mindre grupper, så den øvelse vil de have helt styr på at gentage i forbindelse med Skolernes Motionsdag", siger han.

Inspiration og gode råd

Generalsekretæren påpeger, at Dansk Skoleidræt har lagt sig i selen for at give inspiration til, hvordan skolerne kan afvikle motionsdagen.

"Årets opvarmningsdans kan afvikles med afstand, og så er vi netop udkommet med et aktivitetsløb, hvor eleverne ud fra temaet 'Verdensmål i bevægelse'" kommer rundt til forskellige poster, der knytter sig til problemstillinger omkring verdensmålene. Og det lægger i den grad op til forskudte starttidspunkter og en opdeling af eleverne i mindre grupper", siger Bjørn Friis Neerfeldt.

Dansk Skoleidræt har desuden formuleret en række gode råd, der kan være med til at sikre en god dag på skolerne til trods for covid-19:

  • Planlæg jeres motionsdagsprogram som I plejer - men forhold jer til Undervisningsministeriets generelle, gældende retningslinjer.
  • Del eleverne i mindre grupper under opvarmning eller i aktiviteterne. I Undervisningsministeriets retningslinjer beskrives det, at grupperingerne typisk bør udgøre op til maksimalt 25-30 elever. Giv dem evt. en farve, de skal have på T-shirten, stofbånd til håndleddet, pandebånd eller lignende, så det er tydeligt, hvem der er i gruppe med hvem.
  • Hav øget opmærksomhed på hygiejne og forebyggelse af kontaktsmitte. Hvis I fx laver forskellige stationer, så tænk over, at valget af aktiviteter skal være med et minimum af kropskontakt og minimum brug af redskaber.
  • Hvis I laver et løb, så send klasserne afsted med forskudt start.
  • Har eleverne mulighed for at gå i bad efter dagens strabadser, så hjælp dem med at huske at holde afstand i omklædningen og badet.

Skolernes Motionsdag har været en fast tradition på skolerne siden starten af 80erne. Idéen blev oprindeligt udtænkt af en gruppe fynske lærere, der ville skabe et fælles motionsarrangement. Fra 1982 er det Dansk Skoleidræt, der har stået for det landsdækkende arrangement. 

Skolernes Motionsdag runder 35 år i god form 

Powered by Labrador CMS