"Jeg er blevet udsat for flere små ting, jeg har skullet prøve at gøre. Hver gang uden den store succes. Men det giver lidt sjov i hverdagen for eleverne og for mig", fortæller Lena Smith Boysen om de Challenges, som eleverne har udsat hende for.

"Vi har lavet en række virtuelle grupperum, og så kan jeg som lærer komme på besøg"

På Bredagerskolen ligner undervisningen tilnærmelsesvis en almindelig skoledag for de store elever. Alligevel er dagene langt fra den almindelig hverdag. Til gengæld har eleverne fået lov til at udfordre deres lærere.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ligesom i resten af Danmark modtager de mindste af Bredagerskolens elever i Jelling igen undervisning på skolen. Og ligesom alle andre steder får de ældste elever stadig undervisning hjemme foran skærmen.

For engelsk-, dansk og kontaktlærer Lena Smith Boysen har genåbningen betydet, at hun har fået fordoblet antallet af klasser, hun har ansvaret for. Normalt har hun skolens tre 8.-klasser, men siden onsdag i sidste uge har hun også fået de tre 6.-klasser i engelsk, da klassernes almindelige lærer nu står for den fysiske undervisning ovre på skolen. 

Sproglærer: Sådan får jeg eleverne til at snakke sammen - hver for sig

Men hun klager ikke. Og egentlig synes hun også - omstændighederne taget i betragtning - at undervisningen hjemmefra lykkes ganske fint. 

"I starten skulle vi lige finde ud af, hvordan man fik en god kommunikation ud af de tekniske muligheder, der er. Når vi laver videoundervisning, skal vi jo også lave en form for klasseledelse, selvom det er på en anden måde. Men efter lidt tilvænning fungerer det rigtigt godt", fortæller Lena Smith Boysen, der også er formand for Sproglærerforeningens engelske fagudvalg.   

Lang liste med virtuelle grupperum

Hver fredag sender lærerne den kommende uges skemaer ud til eleverne. Skemaer, som eleverne skal følge meget præcist. Eleverne har aldrig mere end to lektioner i træk, før de har brug for en pause. Og der er meget tydeligt indlagte pauser ligesom på elevernes almindelige skemaer.

Og så starter timerne som udgangspunkt med, at hele klassen mødes til en fælles hilsen, instruktioner og afkrydsning på Google Meet. Og så har klasserne en lang liste med links, som giver adgang til virtuelle grupperum. 

"Her arbejder eleverne i gruppe á tre-fire elever, som de arbejder fast i, og så kan jeg som lærer hoppe ind til grupperne undervejs. For jeg ved, hvilket 'grupperum' de er placeret i. Her kan jeg så spørge dem til, hvordan det går, og det er meget nemmere at have en faglig snak, når man har en mindre gruppe", fortæller hun.

Lærer: Jeg vælger at give mine 9.-klasser ro i maven - og så er der mindre tid til resten

Lena Smith Boysen udvælger hver gang, hvem af eleverne, der skal skal præsentere gruppens arbejde, når klassen sidst i timen igen mødes til fælles undervisning.    

Svært at fornemme, om de taler engelsk sammen 

Selvom hun synes, at onlineundervisningen indtil videre forløber overraskende godt, er der nogle klare mangler i forhold til den almindelige undervisning. 

"I sprogfagene er det meget svært for mig at holde styr på, om eleverne rent faktisk taler engelsk, når de arbejder i grupperne. På skolen kan jeg jo nemt følge lidt med, men her ved jeg det kun, når jeg selv er med i 'rummet'. Jeg har på fornemmelsen, at de ikke altid taler så meget engelsk, som jeg kunne ønske mig, når jeg ikke er der", siger hun. 

Udskolingslærerne bekymrede: Afgangseleverne mister for meget undervisning 

Til gengæld har hun oplevet, at nogle eleverne faktisk kommer mere på banen mundtligt, når hun er med inde i grupperummene, end de ellers gør i den almindelige undervisning.

"Jeg tror, at der er nogle, der synes, at det er rart, at de kan gemme sig bag en skærm. Og det er heller ikke alle, de har sat kamera på, og det gør måske, at de føler sig mindre usikre", siger Lena Smith Boysen, som tilføjer, at de generelt beder eleverne have deres kamera tændt.

Skoleleder: Sådan holder man skolehumøret højt i corona-tiden 

"Men det er ikke ualmindeligt, at de kommer med en undskyldning om, at der ikke er noget kamera på deres gamer-computer. Og den diskussion tager vi ikke. Men det er lidt pudsigt, at hvis man besøger dem i deres grupperum, hvor de er sammen med deres venner, så er kameraet ofte på". 

Lavet video om sin egen hverdag

Lena Smith Boysen og skolens andre lærere gør også meget ud af, at eleverne skal kunne føle, at det er lærere i den anden ende. Derfor kommenterer hun og giver feedback til næsten alt, eleverne laver.

"Det er selvfølgelig faglig feedback, men det kan også være mere personlige kommentarer, som 'det kan har jeg også prøvet, eller det fik mig til tænke på'. Det er vigtigt, at eleverne virkelig føler, at vi er i den anden ende, og at vi går op i, hvad de laver. Og man skal også huske på, at der er mange af eleverne, der sidder meget alene for tiden. Især efter at deres mindre søskende er startet i skole, og forældrene måske er begyndt på arbejde, eller i hvert fald skal bruge meget tid på at arbejde", siger hun. 

Lena Smith Boysen og mange andre af lærerne har også lavet en lille video til deres elever, der viser, hvordan deres corona-hverdag ser ud. Og eleverne har fået samme opgave, hvor de har lavet videoer på et minut, der viser, hvordan deres hverdag derhjemme ser ud. 

Sådan ser Lena Smith Boysens video ud til eleverne. Eleverne har alle lavet lignende videoer om deres egen hverdag. Her lød opgavebeskrivelsen: Hvad går du egentlig og laver, når du ikke er i hjemmeskole? Den må vare ca. et minut, og din video kan fx fortælle lidt om: Har du fået nogle nye vaner? Ser du nogle fede serier? Spiser du noget lækkert mad? Hvad har du erstattet bland-selv-slik med? Er du ude at gå, løbe, rulle, køre ture i det gode vejr? Er der nogle vaner, du har skiftet ud med noget andet; fået andre vaner? Find selv på flere eller helt andre ting.

Skal løbe sammen - hver for sig

Og så har eleverne fået lov til at lave forskellige små challenges til hinanden og lærerne. 

"Jeg er blevet udsat for flere små ting, jeg har skullet prøve at gøre. Hver gang uden den store succes. Men det giver lidt sjov i hverdagen for eleverne og for mig".

Undersøgelse: Nødundervisning hjemmefra koster på kvaliteten

På fredag afholder skolen et sponsorløb for Unicef. Skolen har måtte ændret løbet grundet den nuværende situation, og her er man blevet inspireret af 'Danmark Løber - sammen hver for sig', der blev afholdt i søndags. Her kunne alle tilmelde sig et løb, hvor alle løb fra kl. 11. Men hvor deltagerne alle løb deres egne løberuter. 

"Her har vi også ladet os inspirere af, at man undervejs blev opfordret til at sende billeder eller små videoer. Vi har derfor hængt balloner op rundt omkring i byen, og så skal de løbe rundt og tage billeder af de her balloner. Vi lærere deltager naturligvis også, og selvom eleverne ikke skal løbe sammen med os, så kommer de til at se os på afstand, og så kan vi vinke til hinanden".

Partier har ikke opgivet at få de ældste elever i skole