Corona
26   149

Vild forvirring om retningslinjer for lærere i risikogruppen

Regeringens forsøg på løse usikkerheden om, hvilke lærere og elever der kan begynde i skolen efter påsken, øger forvirringen. Opfordringen til at søge læge møder undren hos de praktiserende læger. DLF kræver nu et klart signal fra regeringen.

I et forsøg på at bygge bro mellem to vidt forskellige budskaber fra Sundhedsstyrelsen opfordrede statsminister Mette Frederiksen og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil onsdag usikre lærere og forældre til at opsøge egen læge for at få en vurdering af, om de eller deres børn kan møde op i skolen i forbindelse med genåbningen af landets skoler efter påske.

Dermed håbede regeringen at have skabt et kompromis, der kunne aflive den forvirring og usikkerhed, der fulgte i kølvandet på, at Sundhedsstyrelsen havde udsendt sine nye retningslinjer for, hvordan personer i risikogruppen og deres pårørende skal håndtere det, når skolerne genåbnes.

Artiklen fortsætter under banneret

For i de nye retningslinjer fraveg Sundhedsstyrelsen pludselig sine generelle retningslinjer for, hvordan personer i risikogruppen for Covid-19 og personer med nære familiemedlemmer i risikogruppen ellers skal forholde sig. I de generelle retningslinjer til borgerne er budskabet klart, at man skal holde sig hjemme - men i retningslinjerne for skolernes åbning slås det fast, at personer i risikogruppen - både lærere og elever - godt kan gå i skole ud fra en vurdering om, at smitterisikoen i skolen ikke er større end i det omgivende samfund.

Hidtil har regeringen styret efter forsigtighedsprincippet, og de nye retningslinjer medførte stor forvirring og usikkerhed blandt utallige lærere, forældre - og i Danmarks Lærerforening. I et forsøg på at afbøde forvirringen var det så, at regeringen opfordrede alle, der var usikre, om at søge egen læge for at få en vurdering af, om de kan deltage i skolernes åbning efter påske eller ej.

Praktiserende læger undrer sig

Men nu viser det sig, at regeringens forsøg blot skaber endnu større forvirring og usikkerhed. Og hos de praktiserende læger undrer man sig:

"Vi ved simpelthen ikke, hvad det er, de praktiserende læger skal her. Det er ærgerligt, at man gør så mange mennesker bekymrede og beder dem om at gå til lægen, når det lægen kan gøre er at fortælle, at skolen ikke er et særligt farligt sted, og at der ikke skal tages særlige hensyn. For det har Sundhedsstyrelsen skrevet helt umisforståeligt", siger Jonatan Schloss, der er direktør i PLO, de praktiserende lægers organisation.

Han oplyser, at de praktiserende læger aldrig før har fået så mange henvendelser på én gang fra bekymrede lærere og pædagoger.

"Og vi kan jo godt forstå, at de henvender sig, for det har undervisningsministeren og statsministeren været ude og sige, at de skulle, hvis de er i tvivl. Vi undrer os bare over, hvad det er for en individuel vurdering, vi skulle kunne give. Sundhedsstyrelsen har udsendt en usædvanligt præcis instruks om, hvordan det er med skoler og dagtilbud. Her står helt umisforståeligt, at selv om du er i risikogruppen, så skal du møde på arbejde, og der skal ikke tages særlige hensyn, fordi man opfatter det sådan, at skolen og dagtilbuddet ikke er farligere end det omgivende samfund, som når du fx går i supermarkedet", siger Jonatan Schloss.

Folk i risikogruppen behøver ikke arbejde hjemmefra

Han henviser dermed også til en ny instruks til ledelsen i skoler og fritidsordninger, som Sundhedsstyrelsen har sendt ud i kølvandet på den nye vejledning om genåbningen af skolerne. Under afsnittet om "håndtering af personale i særlig risiko" fremgår det, at man - hvis man er i risikogruppen - skal være særlig opmærksom på at sikre "god håndhygiejne, undlade at give hånd, sikre afstand og have fokus på rengøring". Men man behøver ikkeat blive omplaceret eller blive hjemme for at arbejde hjemmefra, lyder det - ud fra en vurdering af, at smitterisikoen ikke er større i skoler end i det omgivende samfund. Det samme gælder elever i risikogruppen.

Ifølge direktør i PLO Jonatan Schloss har opfordringen til at søge råd hos egen læge skabt unødig frygt og bekymring hos mange.

Dårlige situationer hos lægen

"Jeg kunne have ønsket mig, at dem, der melder noget ud på skoleområdet, havde læst vejledningen fra Sundhedsstyrelsen, inden de meldte noget ud. Det giver mange dårlige situationer hos lægen. For hvad er det, lægerne skal vejlede om, når Sundhedsstyrelsens retningslinjer er fuldstændig klare? Der står tydeligt, at risikopatienter skal møde på arbejde, og der er ingen særlige hensyn. Vi har intet ønske om at være bussemænd, men vi er jo underlagt Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Og vi oplever, at det giver en masse problemer", siger Jonatan Schloss.

Bondo vil have usikkerheden ryddet af vejen

Ifølge formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er det vigtigt at få udryddet usikkerheden hurtigst muligt.

"Vi bliver nødt til at gøre noget, den her usikkerhed duer slet ikke", siger han.

DLF-formanden er grundlæggende af den holdning, at regeringens forsigtighedsprincip burde have betydet, at alle i risikogruppen skulle blive hjemme.

"Hvis ikke, så gav det god mening, at det så er den læge, der kender én, der træffer afgørelsen. Det er mig helt besynderligt, hvis lægerne mener, at man bare skal sætte sin egen professionelle dømmekraft ud af kraft og så blindt følge en manual. Det undrer mig meget", siger Anders Bondo.

Han peger også med utilfredshed på de skiftende meldinger fra regeringen og Sundhedsstyrelsen.

"Regeringen siger hele tiden, at man hellere tager et skridt, der er for kort end for langt. Derfor fik vi også først meldingen om, at lærere og elever i risikogruppen - eller med familiemedlemmer i risikogruppen - ikke skal møde op i skolen. Men så står der noget helt andet, da Sundhedsstyrelsen kommer med sin vejledning, og det forsøger man så at finde en løsning på ved at henvise til egen læge. Nu lyder det pludselig, som om at regeringen ikke kan gøre andet end at følge Sundhedsstyrelsens vejledning, og det kan jeg slet ikke forstå. Man valgte da fx at lukke grænserne, selv om det ikke var noget, Sundhedsstyrelsen anbefalede", lyder det fra Anders Bondo.

"Vi mangler en forklaring"

Han kalder det samtidig en alvorlig problemstilling, at der er kommet så forskellige anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

"Og det har lærere og pædagoger, der er i risikogruppen selvfølgelig også læst. Den allerførste anbefaling er, at man skal holde sig hjemme, hvis det er muligt. Og nu lyder begrundelsen fra Sundhedsstyrelsen så, at man godt kan gå på arbejde, for smittetrykket er ikke større end i det omgivende samfund. Jamen, det er jo præcist derfor, at alle disse mennesker har holdt sig hjemme - for at undgå det smittetryk. Det er jo helt besynderligt, og jeg kan godt forstå, at der er mange, der er bekymrede og undrer sig - for vi mangler en forklaring på det her", siger DLF-formanden.

Han slår fast, at situationen er langt fra ønskværdig, og udtrykker håb om, at der fra regeringens side snart vil komme en "klar besked" om, at genåbningen af skolerne skal være forsigtig og kontrolleret.

"Det her er simpelthen ikke godt nok. Der er behov for en klar melding fra regeringen". 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ