Lektor Dorete Kallesøe efterlyser ligesom flere andre et klar svar fra ministeriet på, om arbejdsgruppen er nedlagt eller skal arbejde.

Rådgivere i faget kristendomskundskab på herrens mark

Til april skal en rådgivningsgruppe aflevere sine gode råd til undervisningsministeren om, hvordan faget kristendomskundskab kan revitaliseres. Der er bare ét problem. Gruppen har endnu ikke holdt ét møde og aner stadig ikke, om ministeren vil gøre brug af den.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Opgaven var klar, og den daværende undervisningsminister var klar i mælet.

"Kristendomskundskab har stor betydning for folkeskolens dannelsesopgave" - og "efter en årrække med fokus på dansk, matematik, naturvidenskabelige fag og praktisk-musiske fag er der behov for at sætte kristendomskundskab på dagsordenen og understøtte en undervisning i faget, der adresserer de udfordringer, der er i tiden med udgangspunkt i fagets formål".

Sådan lød det i kommissoriet fra tidligere undervisningsminister Merete Riisager (Liberal Alliance), da hun i april sidste år besluttede sig for at nedsætte en ministeriel rådgivningsgruppe bestående af praktikere fra folkeskolen, fagdidaktikere fra professionshøjskolerne, præster og videnspersoner, der skulle hjælpe til med en tiltrængt saltvandsindsprøjtning af faget kristendomskundskab i folkeskolen.

Riisager nedsætter ekspertgruppe for at styrke kristendomskundskab 

Men i dag er de ni udpegede medlemmer af rådgivningsgruppen på herrens mark. Ifølge kommissoriet fra Undervisningsministeriet skal de allerede til april aflevere deres anbefalinger til ministeren. Problemet er bare, at de ikke har holdt ét eneste møde - og de aner heller ikke, om de kommer til det.

"Der er jo ikke politik i det her"

For som bekendt er Merete Riisager efter folketingsvalget i juni blevet afløst af socialdemokratiske Pernille Rosenkrantz-Theil, der nu har siddet på posten i godt syv måneder. Og selv om formanden for rådgivningsgruppen, skoleleder Henrik Christensen fra Marie Mørk Skole i Hillerød, for snart længe siden har spurgt i ministeriet til gruppens fremtid, aner medlemmerne stadig ikke, om de skal opfylde kommissoriet og levere anbefalinger til ministeren. Eller om de skal nedlægges, før de overhovedet kom i gang.

"Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det kan tage lidt tid, når der nu kommer en ny chef i butikken, men det er nu mærkeligt, at tingene går helt i stå, fordi der kommer en ny minister. Der er jo ikke noget politik i det her, det er jo rimeligt ufarligt. Her havde vi lejlighed til at kaste et kærkomment blik på et af de fag, der har lidt mere dannelsesmæssig karakter. Og ellers kunne man jo bare sige: Hør her, det bliver ikke til noget alligevel", siger Henrik Christensen til folkeskolen.dk/religion.

Også formanden for religionslærernes forening, John Rydahl, der er udpeget til arbejdsgruppen, undrer sig.

Gode muligheder for en S-minister

"Det er lidt underligt, at man bliver inviteret med i en arbejdsgruppe, og så siden absolut intet hører. Det er underligt, at vi ikke får en melding om, hvorvidt gruppen skal bestå - eller hører noget om, hvilke tanker den nye minister gør sig om rådet. Det er jo et ministerielt råd", siger John Rydahl.

Han mener, at rådgivningsgruppen netop for en socialdemokratisk minister som Pernille Rosenkrantz-Theil kunne rumme gode muligheder for at påvirke faget.

 "Socialdemokratiet har jo for eksempel ved flere lejligheder annonceret en interesse i, at faget ikke skulle hedde kristendomskundskab, men religion, lige så vel som man kunne overveje - hvis religion er et vigtigt parameter i samfundsdebatten - måske at gøre det til et obligatorisk fag", siger John Rydahl.

"Er vi nedlagt"?

Et tredje medlem af arbejdsgruppen, lektor Dorete Kallesøe fra VIA UC, undrer sig også.

"Det var ellers en rigtig god idé at tage hånd om faget, for det får jo virkelig en stedmoderlig behandling. Jeg synes, det vil være en god idé, hvis du kunne finde ud af - helt officielt - om arbejdsgruppen er nedlagt eller hvad den er".

Folkeskolen.dk/religion fulgte op på opfordringen. Hvilket foranledigede følgende svar fra ministeriet:

"Børne- og Undervisningsministeriet oplyser, at der ikke er taget stilling til det videre forløb for rådgivningsgruppen om revitalisering af kristendomskundskab. Ministeriet melder en afklaring ud hurtigst muligt."

Nye rådgivere i kristendomskundskab aner ikke deres levende råd