Viden skal spille sammen (kommentar)

Lærer Asla Fomsgaard Adrian, der har kritiseret sine danske kolleger for at falde på halen for Howard Gardners tanker, glæder sig over, at han har kastet sig ind i kampen om fremtidens skole

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danske lærere fik en terminologi foræret, da Howard Gardner tog verden med storm med sin teori om de mange intelligenser. Han satte ord på, at børn ikke blot kan deles op i dumme og kloge.

Lærer Asla Fomsgaard Adrian har studeret Gardners teori og er en stor fan af den amerikanske professor. Men hun brød sig ikke om stemningen i Danmark i 1990'erne om, at skolen skulle laves markant om for at tilgodese de mange intelligenser.

»Teorien spillede fint sammen med vores folkeskolelov. Vi koncentrerede os allerede om den enkelte elevs alsidige udvikling, så der var ingen grund til panik«.

Med sine fem tanker for fremtiden er Gard-ner igen fortaler for det, den danske skole kan nu, men som er truet af de politiske vinde.

»Respekt og etik er nødt til at være en del af uddannelsessystemet, og det rigtige sted at træne det er i klassen, hvor en ofte broget børneflok skal være sammen i ti år på godt og ondt. Klasselæreren må hjælpe eleverne med at løse konflikter og tage ansvar, og her er det daglige nærvær og klassens time vigtige«.

Mange taler om at genindføre niveaudeling med hold på tværs af klasserne, fordi det vil gøre det nemmere at undervise i det faglige.

»Det er den disciplinære tanke. Men i verden er nogle rige og veluddannede og andre fattige, og det er ikke kun de fattiges problem. Det hænger sammen. Sådan er det også i skolen. De rigtig dygtige elever vokser op og bliver ledere, men de skal kende og forstå dem, de skal lede«.

Gardner har måske ret i, at børn ikke kan være bevidst kreative. Men selv små børn er kreative, og spørgsmålet er, hvordan man skaber en skole, som ikke modarbejder det.

»Giv et lille barn en blyant, og han tegner på væggen, spiser den og flyver med den. Men den voksne siger, at en blyant kun er til at tegne på papir med. Gennem hele skoleforløbet afgrænser og putter vi i kasser. 20 år senere kommer eleverne ud i firmaer, der vil have dem til at udvikle kendte ting til nye behov. Det er ikke optimalt, at skolen ødelægger elevernes evne til at løse opgaver på mange måder«.

Da Asla Adrian skulle lære sin 1. klasse at måle, anskaffede hun et sæt 20 centimeter lange træpinde og bad eleverne lave deres egne linealer. Nogle fik kun plads til 18 »centimeter«, andre nåede op på 26.

»Jeg måtte bide mig i tungen for ikke at ensrette linealerne, men det gik jo op for dem, at det ikke var smart, at de kom frem til forskellige resultater, når de målte. Pludselig sagde én: 'Hvad nu hvis man laver alle centimeterne lige lange?' Jeg fortalte om centimeter og tommer, og at englænderne måler i inches. Eleverne forstod, at vi ikke har patent på, hvordan man måler, for i England gør de det anderledes. Det, der kunne synes som en fejl og omvej, var den direkte vej til både erkendelse, respekt for forskellighed og matematisk forståelse, for de lærte selvfølgelig også at måle korrekt«.

Danske lærere arbejder med den synteseskabende tankegang i form af tværfaglige projekter. Men hvorfor ikke bruge mere teknologi i skolen, spørger Asla Adrian.

»Min søn elsker at spille på pc. Han er drevet af at finde ind til skatten i pyramidens midte, og hans ildhu har lært ham at læse, regne, løse problemer og forstå lidt engelsk. Spillene udvikler hans kreativitet, hans evne til at skabe overblik og hans faglige indsigt. Han er seks år, og han ved utroligt meget, men i skolen skal han træde et skridt tilbage og begynde med at farvelægge et B«.

Sæt kloge folk til at udvikle materialer og koncepter til undervisningen, der bygger på metoderne fra børnecomputerspil, og brug læreren - mennesket - til diskussionerne, de menneskelige aspekter, respekten og det etiske, opfordrer Asla Adrian.

»Vi kan godt lære eleverne at stave og problemløse på gammeldags vis, men der findes en nemmere og sjovere vej til det fagligt disciplinære, som endda er næsten selvevaluerende. De elever, som ikke kan komme ind til skatten, ved selv, præcis hvad de skal bede om hjælp til«.

Den respektfulde tankegang bliver alfa og omega på alle planer.

»De vrede muslimer forstod ikke, hvad karikaturtegningerne af Muhammed gik ud på. Det var en forfærdelig sag, hvor vi kom til at træde nogle over tæerne, og det må vi tage til efterretning. Det handler om at forstå andre kulturer, men det er et stort krav at stille til mennesker, som måske ikke engang kan læse. De fik at vide, at vi gjorde grin med dem. Det gjorde vi ikke, men vi kan ikke længere holde vores intellektuelle diskussioner inden for landets grænser. Vi er nødt til at passe bedre på, hvad vi siger og gør«.

Asla Adrian er uenig med Gardner i, at børn ikke kan forholde sig til etiske spørgsmål.

»Børn forstår godt, hvad det vil sige at være borger i 2.a. Her skal alle have det godt, der skal være klasseregler, og der skal skelnes mellem rigtigt og forkert. Når der tales om test og faglighed, regnes klassens time og snak efter frikvarteret let for spildtid. Det er det ikke. Klassens time er et vigtigt rum for udvikling af elevernes respekt, ansvar og etik. Det kræver dog, at lærere ikke er stressede over, at der går tid med igen at skulle tale om elevernes bolde i frikvartererne. Konflikterne skal løses sammen - måske skal de have pige- og drengebolde?«

Samtidig vægter Asla Adrian det faglige ben.

»Jeg er enig med Gardner i faren ved nationale test. Men jeg er også enig med Bertel Haarder i, at fagligheden har været for lav rundt omkring. Man kan lalle sig igennem Kim Larsen i fem år i musik, fordi det aldrig bliver tjekket, om eleverne kan en node. Problemet opstår, hvis lærerne ikke føler, at der også er tid til den etiske opdragelse, men for eksempel inddrager klassens time til dansk. Test er et farligt redskab, så det er fint, at en professor fra USA, der har 20 års erfaringer med test, siger: 'Pas nu på!'«.

Gardner tvivler på, at det bliver politikere, der »fremtidssikrer« skolen. I stedet vil skolen udvikle sig nedefra, ikke mindst i Skandinavien.

»Det er for dårligt, at idealistiske lærere skal udvikle skolen i trods. USA og England har testet i 10-20 år, og de er ved at gå væk fra det, for når de unge kommer ud i virksomhederne, er kreativiteten væk. Det er tåbeligt at halse efter nogen, som ikke viser vejen. Vi skal lade være med at aflære, at en blyant kan bruges til så meget andet end at tegne på et stykke papir«. |

Asla Fomsgaard Adrian

Asla Fomsgaard Adrian, 32, sluttede sin læreruddannelse i 1999 med speciale om Howard Gardners teori om de mange intelligenser. Hun anmelder undervisningsmaterialer i Folkeskolen og sidder i panelet for Bagsmækken bag i bladet. Efter syv år i lærerjobbet har Asla Adrian orlov fra Skåde Skole i Århus for at koordinere Århus Symfoniorkesters aktiviteter for børn og unge. Desuden er hun orkestrets produktionsleder.

»Det er for dårligt, at idealistiske lærere skal udvikle skolen i trods. USA og England har testet i 10-20 år, og de er ved at gå væk fra det, for når de unge kommer ud i virksomhederne, er kreativiteten væk« Asla Fomsgaard Adrian»Giv et lille barn en blyant, og han tegner på væggen, spiser den og flyver med den. Men den voksne siger, at en blyant kun er til at tegne på papir med« Asla Fomsgaard Adrian
Powered by Labrador CMS