Dorit Kæmsgaard

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Onsdag den 6. december 2006 indløb beskeden til os på Pedersborg Skole i Sorø, at overlærer Dorit Kæmsgaard i en alder af kun 56 år havde tabt en lang kamp mod sin kræftsygdom og stille var sovet ind.

Dorit startede sin lærergerning på Pedersborg Skole i 1973. Meget har ændret sig siden da, men ét er sikkert: Skolen betød alt for Dorit, og Dorit betød alt for skolen.

Dorit var en fantastisk lærer og et fantastisk menneske, og vi vil altid huske hende som en utrolig god kollega, for hvem loyalitet, ordentlighed, grundighed, kreativitet og respekt for lærergerningen var nøgleord.

Dorit var en arbejdshest, men ligegyldigt hvor travlt hun havde, var glæden ved at være der for sine elever altid med.

Trods sin svære situation i de senere år var Dorit til hver en tid parat til at lytte, og man kedede sig aldrig i selskab med hende. Lidt kærlige drillerier gik rent ind hos Dorit, og selv til det sidste kunne man få et godt grin sammen med hende.

Dorit er nu ikke mere iblandt os, men hun vil altid være i vore hjerter.

Kollegerne på Pedersborg Skole

Powered by Labrador CMS