Bogen har sit udgangspunkt i Chr. A. Volfs (1894-1967) arbejde med at behandle børn med især læseproblemer. Udgangspunktet er, at barnets specifikke hørenedsættelse forhindrer barnet i at opfatte sin omverden korrekt og afbalanceret og derfor møder vanskeligheder i forbindelse med boglig læring. Teorien er ikke ny, Volf udviklede denne metode fra 1930'erne og frem.

Bogens vinkel er at se læsevanskeligheder, og en række andre vanskeligheder, som affødt af blandt andet problemer med bindevævet i kroppen, og ikke som den herskende holdning er i dag, neurologiske skavanker.

Behandlingen er lyd. I bogen er der talrige eksempler på børn, der generelt har fået et ændret og bedre læringspotentiale, er blevet mindre stressede og har opnået en bedre livskvalitet generelt ved at blive behandlet med Volfs Acoustic Record.

Der inddrages dels dokumentation fra de specielle høreprøver, der blev udviklet af Volf, dels overvejelser over, hvorledes kroppen i øvrigt påvirkes af lydterapien.

Bogen er irriterende at læse, da den veksler meget mellem dokumentation, forklaringer, formodninger og eksempler. Det er ikke altid tydeligt, hvornår noget er dokumenteret, og meget ofte bliver lommefilosofi inddraget som et vægtigt argument. Forskellige formodninger om kendte personers lidelser virker mildt sagt upassende. Bogen som helhed kommer til at fremstå rodet og usaglig.

Det er ærgerligt, da der generelt nu om dage er mere åbent for flere vinkler på læseproblemer og sansernes rolle i læring.