En forårsdag bryder en pige i 9. klasse sammen i
spisepausen. Christina Rinaldo, der kun har været lærer i et par år, prøver at
trøste hende, men uden held. Derfor tager hun eleven med til skolens AKT-lærer,
så hun kan være dér, mens hun selv har undervisning.
”Da jeg kom tilbage fra undervisningen, græd hun stadig”,
fortæller hun.
”Hun var utrøstelig. Men da vi spurgte, om vi skulle ringe
hjem, blev hun rigtig vred og fortalte, at det skulle vi i hvert fald ikke”.
Episoden ligger mange år tilbage. Men Christina Rinaldo kan
stadig huske, hvordan hun som nyuddannet lærer havde svært ved at få fodfæste i
situationen.
”Det sværeste var, da jeg ikke kunne få hende til at holde op
med at græde”, fortæller hun.
Det var dog først i starten af 9. klasse, at Christina
Rinaldo fandt ud af, hvad sammenbruddet handlede om. Her betroede pigen sig til
hende om, at der var mange skænderier derhjemme. Og at de kunne ende med, at
hendes mor gav hende en lussing.
”På det tidspunkt var jeg egentlig ikke overrasket. Jeg
vidste, at det var en presset familie. De var i knæ. Men jeg var heller ikke i
tvivl om, at hun var elsket derhjemme. Derfor var det vigtigt for mig, at vi
fandt en måde at hjælpe familien på”, siger hun.
Ny håndbog om vold til lærere
Børn, der oplever vold i hjemmet, er stadig et problem i dag. I en
undersøgelse fra 2022 beskriver Børns Vilkår, at lidt over en femtedel af
eleverne i 8. klasse har været udsat for fysisk vold i hjemmet indenfor det seneste
år.
Lærere og pædagoger er oftest de voksne, der er tættest på
børnene uden for hjemmet. Derfor har organisationen Lev Uden Vold netop udgivet
en håndbog, der skal hjælpe fagpersoner med at opdage og håndtere situationer
med børn, der oplever vold.
Håndbogen er blandt andet skrevet i samarbejde med Danmarks
Lærerforening, Børns Vilkår og BUPL.
Otte råd til din samtale med et barn, som du er bekymret for oplever vold i hjemmet
Sæt god tid af til samtalen, og find et
sted, hvor I ikke bliver forstyrret. Sørg
for at have god tid, når du starter samtalen, og fortæl barnet, hvad det er du
vil tale om og hvorfor. Fx kan du sige, at du har lagt mærke til, at barnet har
set lidt trist ud, og at du gerne vil høre lidt nærmere om det.
Stil
ikke ledende spørgsmål, og tag afsæt i årsagen til din bekymring. Det er vigtigt ikke at lægge ordene i
munden på barnet. Spørg derfor ind til den adfærd eller det udsagn hos barnet,
der gør, at du er bekymret for barnet. Du kan starte med åbne spørgsmål og
herefter blive mere konkret. Du kan fx spørge: Hvad sker der, når far bliver
vred? Hvad siger mor, når hun siger grimme ord til dig?
Vær lyttende, rolig og støttende. Det er vigtigt, at du kan bevare roen, og
du bør derfor være opmærksom på at dæmpe de ubehagelige følelsesmæssige
reaktioner, som barnets fortælling eventuelt kan vække i dig. Din opgave er at
fremstå opmærksom, nærværende og lyttende.
Vis forståelse for den
loyalitetskonflikt, barnet kan føle ift. forældrene. Du bør lytte til barnet uden at
tale negativt om forældrene og give plads til og rumme de mange dilemmaer, som
børn står i. Børn vil typisk være bekymrede for deres forældre, og det er
vigtigt også at tage den bekymring alvorligt. Du kan fx fortælle, at det også handler
om at hjælpe forældrene til at kunne passe ordentligt på barnet.
Spejl barnets oplevelser i andres
erfaringer.
Fortæl barnet, at barnet ikke står alene med sine oplevelser. Du kan fx sige:
”Jeg har talt med andre børn, der har oplevet noget af det samme som dig. De
har også været kede af det og haft brug for nogen at snakke med.”
Lov
ikke noget, du ikke kan holde. Du skal ikke love barnet, at du vil holde det, barnet fortæller,
hemmeligt, men du kan love, at du fortæller barnet, hvad du går videre med. Vær
opmærksom på, at du kun kan udtale dig om, hvad du selv vil gøre efter jeres
samtale. Du kan derfor ikke love barnet, hvad der kommer til at ske, fordi det
ikke er dig, der skal vurdere sagen og træffe afgørelsen. I kan fx sammen ringe
til kommunens anonyme rådgivning og få forklaret, hvad der sker, når en kommune
modtager en underretning.
Bekræft
barnet i, at konflikter eller vold i hjemmet aldrig er barnets skyld. Mange børn føler skyld og skam, når
der er vold i hjemmet, og derfor er det vigtigt at understrege overfor barnet,
at konflikter og vold i hjemmet aldrig er barnets skyld.
Gentag, hvad du har hørt, og giv
information om, hvad der vil ske fremadrettet. Det er vigtigt, at barnet føler sig set og
hørt, og at du, i din genfortælling af det, barnet har fortalt, bruger nogle af
de samme vendinger, som barnet har brugt om sine oplevelser. Sørg for at
anerkende barnet for at have fortalt om sine oplevelser. Fortæl barnet, hvad dit
næste skridt er. Det er meget
forskelligt, hvad børn og unge har brug for i denne situation (eksempelvis hvor
hurtigt der skal handles), så vær nysgerrig og undersøgende og gå i dialog med
barnet om det.
Uddrag fra Hvordan opdager jeg, at et barn oplever vold og hvordan kan jeg hjælpe barnet? - En håndbog til lærere og pædagoger i skoler og fritidsordninger.
Bogen beskriver i det første kapitel, hvad vold er og
hvordan vold mod børn kan se ud. De efterfølgende kapitler kommer blandt andet
ind på, hvordan man underretter om vold og hvad man som lærer eller pædagog kan
gøre for at støtte barnet og familien efter en underretning om vold i hjemmet.
Christina Rinaldo er umiddelbart glad for, at lærere og
pædagoger kan få råd og vejledning til at håndtere de situationer, hvor der er
mistanke eller viden om vold i hjemmet.
”Jeg synes, der er nogle rigtig fine pointer i håndbogen. For
eksempel er det godt, at der er skrevet om, hvordan man skal spørge et barn ind
til, hvad der sker derhjemme. Det er nemlig drønsvært. Børnene er jo oftest
allermest bange for, at mor eller far kommer i fængsel, hvis volden bliver
afsløret”, siger hun.
Samtidig er Christina Rinaldo en smule bekymret for, om
håndbogen forventer for meget af lærerne og pædagogerne.
”Vi skal også holde fast i, at vi ikke er psykologer og
socialrådgivere. Den opgave skal vi ikke tage på os, fordi vi står i det første
led til barnet”, siger hun.
”Ud fra mit synspunkt kan lærere og pædagoger sagtens være
med til at gøre skolen til et helle for børnene. For eksempel efter en
underretning, hvor de kan have det svært. Men vi skal lade andre socialforvaltningen
og andre fagpersoner om at sørge for barnet udenfor skolen”.
Cyklede med eleverne til skole
Hent håndbogen
Lev Uden
Volds nye håndbog ”Hvordan opdager jeg, at et barn oplever vold i hjemmet, og
hvordan kan jeg hjælpe barnet?” skal hjælpe lærere og pædagoger med at
håndtere situationer, hvor et barn oplevet vold i hjemmet.
Håndbogen er
delt ind i syv kapitler:
1. Hvad er vold,
og hvordan kan vold mod børn se ud?
2. Hvordan
opsporer jeg vold i hjemmet?
3. Hvordan kan
jeg tale med barnet om vold i hjemmet?
4. Den skærpede
underretningspligt
5. Hvordan kan
jeg støtte barnet efter en underretning?
6. Hvordan
håndterer jeg samarbejdet med hjemmet i forbindelse med en underretning?
7. Hvilke andre
muligheder er der for hjælp og støtte?
Christina Rinaldo lægger ikke skjul på, at hun i forhold til episoden med pigen i 9. klasse, gjorde det stik modsatte: Her tog hun i høj grad opgaver på sig, der lå langt fra den traditionelle lærergerning.
”Jeg var ung, naiv og troede, at jeg kunne redde hele verden. Så jeg håndterede det helt sikkert på en anden måde den gang, end jeg ville gøre i dag”, siger hun.
”Desuden var skolen også en anden. Vores arbejdsdag var mere flydende, og det tog længere tid, før vi bad om hjælp udefra eller skrev en underretning. Vi havde heller ikke en skolesocialrådgiver, som jeg kunne spørge til råds”.
For eksempel fulgtes Christina Rinaldo hver morgen med pigen og et par andre elever i skole.
”De havde alle sammen et højt fravær, så jeg fik lov af min skoleleder til at ringe til dem lidt i syv for at høre, om de var klar til at komme i skole. Og så cyklede jeg forbi og hentede dem. Når vi kom op i klassen, havde jeg boller, te og kaffe klar”, fortæller hun.
Stille og roligt blev forholdet mellem Christina Rinaldo og pigen så trygt, at eleven til sidst turde fortælle om episoderne derhjemme.
Hver situation er forskellig
Det var allerførste gang, Christina Rinaldo stod med elev, der blev
slået derhjemme. Men det har ikke været den sidste. Gennem de seneste mange år
som lærer er hun en håndfuld gange stødt på elever, der også er blevet slået
eller på andre måder har oplevet vold i hjemmet.
”I dag føler
jeg, at jeg ved, hvad der skal gøres, når sådan en situation opstår. Også selvom
situationerne aldrig er den samme. Der er altid nye tegn på vold og nye måder, det kan løses på”.
Dengang var
hun dog glad for, at hun havde en erfaren teammakker, der kunne støtte hende i
arbejdet med underretningen og det efterfølgende forløb.
”Det var rart
at have hendes erfaring, for jeg var slet ikke blevet udannet til sådan en
situation”.
Christina Rinaldo har stadig kontakt med pigen. Med den hjælp hun fik
efterfølgende, lykkedes det hende for et par år siden at afslutte sin videregående uddannelse. I dag har hun også fået et godt forhold til sin mor.
”Hun er en af de elever,
man aldrig glemmer”, fortæller Christina Rinaldo.
