Vold i skolen

Forældrerådgivningen har tidligere vurderet, at der er ca. en henvendelse om måneden om seksuelle krænkelser. Tallet viser sig nu at være højere og særligt i 2022.

Forældrerådgivning får mange henvendelser om vold og krænkelser i indskolingen

En gennemgang viser, at der kommer flere henvendelser om vold og seksuelle krænkelser mellem børn, end Forældrerådgivningen i første omgang oplevede.

Publiceret Senest opdateret

En gennemgang af samtlige henvendelser til Forældrerådgivningen i årene 2020-2024 viser, at der er flere henvendelser om vold og seksuelle krænkelser mellem børn, end leder af rådgivningen Rikke Alice Bille tidligere har givet udtryk for. I 2022 var der 24 henvendelser om seksuelle krænkelser mellem børn og 116 om vold børn imellem, oplyser Forældrerådgivningen under foreningen Skole og Forældre i en pressemeddelelse. 

”Det her viser, at de sager, der har været fremme i medierne, ikke er engangshændelser. Vi har ret alvorlige sager, hvor forældre råber vagt i gevær, og hvor der går alt for lang tid inden, der bliver lyttet og handlet. Hvor samarbejdet halter, de pædagogiske indsatser ikke iværksættes, og mistrivslen og udfordringer vokser sig større hos de involverede børn", siger Rikke Alice Bille.

Forældre­rådgivningens optælling

Hun påpeger, at 46 procent af alle henvendelser om vold og seksuelle krænkelser i de optalte år kommer fra forældre til børn i indskolingen. 

Forældrerådgivningen har også registreret henvendelser om forældre og fagprofessionelle, der begår vold og har truende adfærd over for børnene. 

Flere opkald efter mediesager

Forældrerådgivningen har også mærket de mange sager i medierne om vold og krænkelser blandt elever. 

”De sidste par uger har vi haft nogle ret bekymrende henvendelser, hvor børn bortvises resten af skoleåret eller sendes i en klasse kun for uromagere, uden at forældrene bliver involveret. Det er i direkte strid med loven. Det manglende samarbejdet omkring barnet, der har det svært, fylder meget. Mange forældre oplever, at der ikke bliver lyttet til elev- og forældreperspektivet, og det frustrerer både forældre og børn,” siger Rikke Alice Bille. 

Formand for Skole og Forældre Rasmus Edelberg erbekymret på børnenes vegne over det politiske fokus på regler og sanktioner. 

”Vi skal trygt kunne sende vores børn i skole, og vi skal have støttesystemer rundt om dem, der har det svært, så de får hurtig hjælp og den støtte, de har behov for. Det kræver ressourcer og tid at arbejde forebyggende med trivsel og fællesskaber. Det kræver stærke relationer, gode overgange og færre børn i klasserne. Og ikke mindst kræver det, at vi får mere viden om skole-hjem-samarbejdet og får samarbejdet styrket. Politikerne må rette deres blik mod de områder, for det her kan vi ikke straffe os ud af. Det handler om noget større end de enkelte børn. Det handler om, at politikerne må investere i dagtilbud og skole, så vi kan lave de indsatser, der skal til for at sikre stærke og trygge fællesskaber for alle børn".